Der er ikke hold i myten om direktøren, der bliver hjemløs efter at være gået fallit og være blevet skilt fra konen. For langt de fleste begynder faldet allerede i barndommen.
af Preben Brandt
Så har vi fået det at vide igen:Flere og flere børn vokser op i fattigdom.
Mange af de børn, der oplever fattigdommen gør det ikke bare kortvarigt, men vokser op i familier, der i årevis har så få penge, at de både i forhold til en økonomisk baseret fattigdomsgrænse og i forhold til hvad vores sunde fornuft siger os, lider betydelige afsavn.
Der er ikke tale om et nyt og overraskende fund fra de forskere, der beskæftiger sig med fattigdom, men om endnu en konstatering af det samme budskab, som vi har hørt igen og igen gennem det sidste årti.
strategisk ulighed
Lige meget hvordan de ansvarlige politikere taler uden om, er det vel kun dem, der ikke vil kende sandheden, der bliver ved med at tro, at det alene er tidernes ugunst der er årsag til den voksende fattigdom.
Og lige meget hvor ofte man kan høre eller læse, at vi er et af den rige del af verdens mest lige samfund, må det da råbe på handling, at vi bevæge os i retning af en øget ulighed.
Medmindre, som jeg ofte tænker, at det ligefrem er en del af den aktuelle politiske strategi at skabe et økonomisk dybt ulige samfund.
Poor & rich city
Byen deles op, ses det tydeligt, i de fattiges, middelklassens og de riges kvarterer med passende afstand, så man ikke forstyrrer hinanden og kender så lidt til hinanden som muligt.
Sundhedsvæsenet har for længst etableret sig med privathospitaler, ikke bare for de rigtigt rige, men med også til gavn for de veletablerede, der er i arbejde.
Ja, selv Roskilde Festivalen deles op, kan jeg forstå, i forskellige bydele med særlig status.
Udover det store almindelige område er der en »poor city« – som ganske vist skal forstås som er en socialpolitisk kommentar, der skal skabe opmærksomhed om fattigdom og hjemløshed – men så er der også nogle lukkede afsnit, lad mig kalde det »rich cities«, for de, der gerne vil have - og har råd til - ekstra komfort og sikre sig at være sammen med ligestillede og fri for de fattige.
Jeg kan godt garantere, at der ikke er hold i myten om direktøren, der bliver hjemløs efter at være gået fallit og være blevet skilt fra konen.
Jo, der er nok en enkelt eller to, der havner i hjemløshed på den måde. Men al den forskning der findes om emnet og de erfaringer, de fleste socialarbejdere har gjort sig er, at for det store flertal af dem, der falder hele vejen gennem det sociale sikkerhedsnet, begynder faldet allerede i barndommen.
Det fald har meget at gøre med fattigdom og den afmagt og ydmygelse, der hos forældrene følger med det at være fattig i et samfund, hvor penge betyder så meget, som de gør.
Og med hvor man som fattig oplever at føle sig ydmyget af den holdning der er til mennesker, der ikke kan klare sig på arbejdsmarkedet.
fremtidens fattige
Det er, og jeg mener ikke at det kan diskuteres, dybt uretfærdigt, at de børn, der i dag vokser op i fattigdom, også vil have en betydelig øget risiko for selv at blive fattige, aldrig at få en uddannelse og blive stigmatiserede som sociale tabere. Det vil være disse børn, der risikerer at blive fremtidens socialt udsatte og hjemløse.
Vi går rundt og skaber fremtidens sociale elendighed og flertallet af de, der kunne gøre noget ved det, nemlig politikerne, indser det ikke.
Jeg håber, at jeg snart hører, at regeringen er i gang med at planlægge initiativer og indsatser omkring børnefattigdom og hjemløshed, som vi både her i landet og ude i Europa kan have gavn af.
Der er jo en fantastisk mulighed for det i forbindelse med, at EU-formandskabet om et halvt år overgår til Danmark.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
