En social eksplosion ryster den arabiske verden. USA-imperialismen og de gamle regimer i regionen, forsøger desperat at styre og lede det stadigt voksende masseoprør ind i baner, som ikke truer det imperialistiske herredømme i dette område.

Det er kujonagtigt at forholde sig neutral og decideret forræderi at stille sig på samme side som den imperialistiske blæksprutte, som søger at dominere verden, skriver Sara Flounders.

Carlos Latuff

af Sara Flounders, direktør for det Internationale Aktionscenter i New York

Når den amerikanske imperialisme angriber en anden regering eller bevægelse, er det vigtigt, at arbejderbevægelsen og de progressive politiske bevægelser samler mest mulig information for at kunne tage stilling.

Det er kujonagtigt at forholde sig neutral og decideret forræderi at stille sig på samme side som den imperialistiske blæksprutte, som søger at dominere verden.

Dette har været en ABC for arbejderbevægelsen gennem 150 års klassebevidst kamp. Det er selve grundlaget for marxismen. Det afspejles i fagforeningssange, der spørger »Hvis side er du på?« Og det gentages gang på gang af faglige organisatorer: »Et overgreb mod én er et overgreb mod alle«.

En social eksplosion ryster den arabiske verden. USA-imperialismen og alle de gamle regimer i regionen, som hænger sammen med den, forsøger desperat at styre og lede det stadigt voksende masseoprør ind i baner, som ikke truer det imperialistiske herredømme i dette område.

USA og dets samarbejdspartnere forsøger også at splitte og undergrave de to fløje af modstandsbevægelsen, de islamiske kræfter og de sekulære nationalistiske kræfter, som i fællesskab væltede de USA-støttede diktaturer i Egypten og Tunesien. USA koncentrerer sig nu om at vende disse kræfter mod de to regimer i regionen, som tidligere har modsat sig dets dominans, nemlig Libyen og Syrien.

Både Libyen og Syrien har deres egne udviklingsproblemer, som tilspidses af den globale kapitalistiske krise og årtiers kompromisser, som de blev påtvunget i et forsøg på at overleve i fjendtlige omgivelser med stadige politiske angreb, undertiden militære angreb og også økonomiske sanktioner.

USA’s og NATO’s bombning af Libyen har gjort det klart, hvor imperialismen står i forhold til dette land. De transnationale udbyttere er besluttet på helt at bemægtige sig de rigeste oliereserver i Afrika og stoppe de milliarder af dollar, hvormed Libyen har bidraget til udviklingen af langt fattigere afrikanske lande.

Syrien er også et mål for imperialismen på grund af dets heroiske forsvar af den palæstinensiske modstand gennem årtier og dets afvisning af at anerkende den zionistiske besættelse. Syriens assistance til Hizbollah i kampen for at afslutte den israelske besættelse af Libanon og dets strategiske alliance med Iran må ikke glemmes.

Selv om en stor del af Syriens hjemlige situation er svær at forstå, et det vigtigt at bemærke sig, at der i udviklingen af denne kamp er kommet klare støtteerklæringer til den syriske regering og imod USA’s destabiliserende bestræbelser fra Hugo Chavez i Venezuela, Hizbollahs generalsekretær Seyyed Hassan Nasrallah i Libanon og adskillige eksilledere af Hamas, den palæstinensiske organisation, som blev valgt af folket i Gaza-striben. Disse politiske ledere har førstehånds kendskab til USA’s destabiliserende kampagner, som benyttede løgne i massemedierne, eksternt finansierede oppositionsgrupper, mord, specielle sabotagehandlinger og veluddannede internetoperatører.

På den såkaldte »demokratiske oppositions« side er reaktionære som senator Joseph Lieberman, der leder senatets magtfulde Homeland Security Committee, som opfordrede USA til at bombe Syrien efter Libyen. Andre inkarnerede støtter til den syriske opposition er James Woolsey, tidligere leder af CIA og rådgiver for senator John McCains præsidentkampagne.

Wikileaks afslører USA’s rolle

En artikel med titlen »USA støttede i hemmelighed de syriske oppositionsgrupper«, som Craig Whitlock offentliggjorde i Washington Post den 18. april, beskrev detaljeret indholdet i den diplomatiske korrespondance, som Wikileaks havde sendt til nyhedsbureauer verden over og lagt ud på sin egen hjemmeside. Artiklen sammenfatter det, som afsløres i udenrigsministeriets korrespondance om hemmelig finansiering af politiske oppositionsgrupper i Syrien, herunder udsendelse af regeringsfjendtlige programmer i landet via satellit-tv.

Artiklen beskriver de amerikansk finansierede bestræbelser som en »langvarig kampagne for at vælte landets autokratiske leder Bashar al-Assad«. Kampagnen startede under præsiden George W. Bush og fortsatte under Barack Obama, selv om Obama påstod, at han genskabte relationerne til Syrien og sendte en ambassadør til Damaskus for første gang i seks år.

Ifølge et notat fra april 2009, som er underskrevet af en daværende amerikansk topdiplomat i Damaskus, vil de syriske myndigheder »utvivlsomt betragte enhver amerikansk finansiering af illegale politiske grupper som støtte til regimeskifte«.

Artiklen i Washington Post giver visse detaljer om forbindelsen mellem det USA-finansierede Barada oppositions-TV og den rolle, som spilles af Malik al-Abdeh, som sidder i dets bestyrelse og videregiver videoer og nyheder om protesterne. Al-Abdeh er også i ledelsen af Bevægelsen for Retfærdighed og Demokrati, hvis formand er hans bror Anas al-Abdeh.

Den hemmelige korrespondance »viser en stadig frygt blandt amerikanske diplomater for, at den syriske sikkerhedstjeneste har afdækket pengesporet fra Washington.«

Al Jazeeras rolle

Den klareste udfordring og afsløring af destabiliseringskampagnen i Syrien kom måske, da Ghassan Ben Jeddo, den kendteste journalist i Al Jazeeras nyhedsprogrammer og leder af dets Beirut-kontor, tog sin afsked i protest mod Al Jazeeras ensidige dækning, navnlig dets »smædekampagne mod den syriske regering«, som forvandlede Al Jazeera til en »propagandakanal«.

Al Jazeera dækkede på favorabel vis den uimodståelige massebevægelse af millioner af mennesker i Egypten og Tunesien. Men denne satellitkanal har også omfattende rapporteret om ethvert krav og enhver politisk beskyldning, som blev fremsat af den politiske opposition i både Syrien og Libyen, uanset hvor lidet underbyggede de var. Det blev den kraftigste stemme i regionen, set af millioner af mennesker, til at opmuntre USA til »humanitær« intervention, flyveforbuds-zoner og bombning af Libyen.

Det er derfor vigtigt at forstå Al Jazeeras position som massemedie, især når det hævder at tale på de undertryktes vegne.

Al Jazeera, som har sin basis i Qatar, siger aldrig noget om, at 94 procent af arbejdsstyrken i Qatar består af immigranter, som er uden nogen som helst rettigheder og lever under slavelignende vilkår. Den brutale nedslagtning af massebevægelsen i det enevældige kongedømme Bahrain, som grænser op til Qatar og nu er besat af saudiarabiske tropper, får ligeledes kun ringe dækning af Al Jazeera.

Er dette censur, fordi Al Jazeera TV News finansieres af den enevældige konge af Qatar, emiren Sheikh Hamad bin Khalifa Al Thani?

Det er særligt vigtigt at notere sig, at Al Jazeera aldrig nævner den enorme militære US Central Command-flybase i netop Qatar. Droner på hemmelige missioner i regionen letter hyppigt fra denne base. Qatar har også sendt fly til at deltage i USA’s og NATO’s bombning af Libyen.

Qatar arbejder tæt sammen med USA’s udenrigsministerium for at støtte den amerikanske intervention i området. Qatar var en af de første arabiske stater, og den første blandt Golf-staterne, som oprettede forbindelser med Israel. Under Israels bombning af Gaza i 2009 afbrød det disse forbindelser, men har siden tilbudt at genetablere dem.

Facebook og kontrarevolutionen

CIA og National Endowment for Democracy er blevet eksperter i at udnytte en spærreild af sociale medier såsom Facebook, Twitter og YouTube til at overdænge regeringer, der er i deres skydefelt, med millioner af opdigtede budskaber, vilde rygter og billeder.

Opdigtede advarsler om kampe og splittelse blandt rivaliserende fraktioner i Syriens militære ledelse, som førte til afskedsbegæringer, viste sig at være forfalskede. Generalmajor al-Rifai afviste for eksempel nyhedsudsendelser på satellit-tv om, at han skulle stå i spidsen for en splittelse i militæret, som grundløse. Han tilføjede, at han var gået på pension for 10 år siden.

Izzat al-Rashek fra Hamas’ politbureau og Ali Baraka, Hamas’ repræsentant i Libanon, afviste påstande om, at ledelsen af denne palæstinensiske modstandsorganisation flyttede fra Damaskus til Qatar. Ali Baraka forklarede, at dette var en amerikansk løgn, der skulle presse al-Fatas’ Mahmoud Abbas og stikke en kæp i hjulene på den palæstinensiske forsoning, samtidig med at det skabte en konflikt mellem modstandsbevægelserne og Syrien.

Den syriske regering har beskyldt snigskytter for at skyde ind i demonstrationer og skyde på hæren og politiet for at få politiet til at åbne ild mod demonstranter.

Rygter, anonyme internet-budskaber og rapporter på satellit-tv har til formål at forstærke sekteriske forskelle som en del af den destabiliserende kampagne.

Syriens dobbeltkarakter

Det er ikke svært at forstå, hvorfor USA-imperialismen og dens brikker i regionen, herunder Israel og de korrupte, afhængige kongedømmer i Jordan, Qatar, de Forenede Emirater og Saudi Arabien, gerne ser et »systemskifte« i Syrien.

Syrien er en af de få arabiske stater, som ikke har forbindelser med Israel. Adskillige palæstinensiske modstandsorganisationer har eksilkontorer i Syrien, herunder Hamas. Syrien er tæt allierede med Iran og Libanon.

Syrien er i dag ikke et socialistisk eller revolutionært land. Kapitalismen med dens uligheder er ikke blevet afskaffet. Der er en kapitalistklasse i Syrien; mange i denne klasse har draget fordel af »reformer«, som solgte tidligere statsejede industrier til den private kapital.

Men den syriske stat repræsenterer modsætningsfyldte kræfter. Den har været et bolværk til at beskytte de landvindinger, som de arabiske masser opnåede i den anti-koloniale kamp og opstand i 1960’er og 1970’erne. Dengang blev der opnået mange sociale resultater, store industrier og naturresurser tilhørende udenlandsk kapital blev nationaliseret, og der blev gjort store fremskridt for at sikre sundhed, levestandard og uddannelse.

Syrien under det Arabiske Socialistiske Ba’ath Parti er stærkt verdsligt. Det har fastholdt religiøs frihed for alle, og det har ikke tilladt nogen religiøs gruppering at dominere eller blive fremmet af staten.

Men regimet i Syrien har også slået kraftigt ned på massebevægelser i Libanon og Syrien, som ønskede at føre kampen endnu videre. Det har forsvaret undertrykkelsen af tidligere bevægelser med sin prekære stilling som Israels nabo, med konsekvenserne af to israelske krige i 1967 og 1973 og den efterfølgende israelske besættelse og anneksion af de vigtige Golan-højder gennem 44 år.

Mange år med amerikanske sanktioner og forsøg på destabilisering har også haft ophobende effekt. Statsapparatet, som til stedse frygter den fortsatte intervention udefra, er også blev bange for forandringer.

Det er afgørende at erkende denne dobbelte karakter og ikke undskylde den eller ignorere alle de problemer, som stammer fra den.

Syrien har fået den ekstra byrde at skulle sørge for over en halv million palæstinensiske flygtninge og deres efterkommer igennem 63 år. Deres vilkår er bedre end i de omgivende lande, fordi sundhed, uddannelse og bolig er tilgængelig for palæstinenserne i Syrien i modsætning til i Libanon og Jordan.

Konsekvenser af Irak-krigen

Den massive amerikanske invasion og ødelæggelse af nabolandet Irak, Bush’ og Blairs diskussion af et lignende angreb mod Syrien i 2003 og de nye barske sanktioner mod Syrien har øget det intense pres.

Men den mest forstyrrende faktor bliver aldrig diskuteret i massemedier: Over halvanden million irakere har oversvømmet Syrien for at undslippe de sidste otte års amerikansk besættelse.

Dette har stor indflydelse på et land, som i 2006 havde en befolkning på 18 millioner. Ifølge en rapport, som FN’s højkommissær for flygtninge udarbejdede i 2007, har den daglige ankomst af 2.000 flygtninge kolossale konsekvenser for alle sider af livet i Syrien, ikke mindste for de tjenesteydelser som staten tilbyder alle sine borgere og alle flygtninge. Syrien har det højeste niveau for civile og sociale rettigheder for flygtninge i regionen. Andre omgivende lande kræver et minimumbeløb på bankkontoen og tillader ikke flygtninge uden subsistensmidler.

Den uventede tilstrømning af alle disse irakiske flygtninge har haft en dramatisk virkning på infrastrukturen, på den garanterede gratis grund- og mellemskole, på den frie sundhedsbehandling, på mulighederne for at få en bolig og på andre områder af økonomien. Den har ført til prisstigninger over hele linjen. Priserne på fødevarer og nødvendige dagligvarer er vokset med 30 procent, ejendomspriserne med 40 procent og huslejerne med 150 procent.

De irakiske flygtninge har også draget fordel af den syriske stats subsidiering af benzin, fødevarer, vand og andre nødvendige goder, som alle har del i. Denne store mængde arbejdsløse mennesker førte til lønnedgang og øget konkurrence om jobs. Virkningerne af den globale økonomiske nedtur i denne periode har gjort problemerne endnu større.

USA skabte flygtningekrisen, som fordrev mere end 25 procent af den irakiske befolkning på grund af sekterisk vold. Ikke desto mindre tager det imod det laveste antal flygtninge og har doneret mindre til FN’s nødhjælpsarbejde end udgifterne til en dags krig i Irak. De amerikanske sanktioner mod Syrien har øget den økonomiske uro.

Alt dette har skærpet den syriske regerings og det syriske folks bevidsthed om faren for amerikansk besættelse og den interne destabilisering og det blodbad, som kan blive resultatet af den USA-tilskyndede sekteriske vold.

Washington påstår, at det er bekymret for ustabilitet i Syrien. Men USA-imperialismen som system skaber ustabilitet. Den overvældende dominans og magt, som våbenproducenter og olieselskaber har i den amerikanske økonomi, og de enorme profitter, som stammer fra militære kontrakter, styrker i det uendelige driften til at søge militære løsninger.

Alle udtalelser fra den syriske regering anerkender betydningen af at gennemføre hjemlige reformer, samtidig med at den nationale enhed fastholdes i et ekstremt uensartet land, som har historiske forskelle med hensyn til religion, stammer og regioner og nu huser næsten to millioner flygtninge.

De forskellige nationaliteter, religioner og kulturelle grupperinger i Syrien har al ret til at blive en del af denne proces. Men hvad de først og fremmest har brug for, er en ende på den konstante, vedholdende amerikanske intervention.