Når fællesskabet svigter en kamp, som i virkeligheden er vores alles kamp, så er det en fælles opgave at diskuterer dette. Simon Tøgern forholder sig desværre ikke til dette svigt.

af Jan Mathisen, medlem af fagligt landsudvalg i Kommunistisk Parti

Hermed et hurtigt svar til Simon Tøgerns indlæg om læren af CSC konflikten i Arbejderen den 6. juli inden vi alle går på sommerferie.

Jeg er helt enig med Simon i, at der er mange andre lærer, end den jeg fokuserede på i mit indlæg den 30. juni, nemlig den manglende solidaritet og støtte fra »LO-familien« til de konfliktende fra CSC.

Simons indlæg lægger op til en god og spændende debat af faglige holdninger og strategier. Jeg håber, at andre vil deltage i debatten, for den er tiltrængt.

Min hensigt var at rejse en debat om, hvorfor »LO-familien« svigtede ved ikke at indgå i sympatikonflikter.

Simon skriver: »Stærke grupper kan klare sig uden for fællesskabet i kortere perioder. Men når styrkeforholdet ændrer sig, så gælder det for de faglige ledere om at placerer deres organisationer hensigtsmæssigt«.

Helt rigtigt, men hvad så når det er fællesskabet der svigter »stærke grupper«, i dette tilfælde de aktionerede fra CSC. Så må det, også ud fra Simons egne forudsætninger (sådan som jeg læser Simon), gå galt. Og det gik galt.

Men Simon forholder sig desværre ikke til fællesskabets svigt. Simon skriver »at de forskellige organisationers forhandlingsmæssige, kommunikationsmæssige og interne politiske gøren og laden skal ikke vurderes her. Den må man klare hver især«.

Det er nok her, at Simon og undertegnede er rigtig uenige. Når fællesskabet svigter en kamp, som i virkeligheden er vores alles kamp, så er det en fælles opgave at diskuterer dette. Og det i fuld offentlighed. Formålet med diskussionen er ikke en diskussion med os selv, men med fagbevægelsens medlemmer om, hvilken slags fagbevægelse vi vil ha.

Ubegribeligt at støtten udeblev

Simon nævner fem lærer af CSC konflikten. Jeg er helt enig med Simon, når han understreger, at »globaliseringen truer alle lønmodtageres løn- og arbejdsforhold«.

Derfor var CSC konflikten så vigtig for alle fagbevægelsens medlemmer, og derfor var der og er der i fremtiden brug for massiv opbakning fra fagbevægelsen til de grupper af arbejdere, der faktisk går til kamp for deres overenskomster og aktivt forsvarer den danske model.

Derfor er det for mig ubegribeligt, at solidariteten og støtten udeblev! Det var på denne baggrund, at jeg skrev, at fagbevægelsen må gøre op med sig selv, om den vil være en fagbevægelse, der slås om medlemmerne, eller en fagbevægelse, der slås for og sammen med medlemmerne.

Simon skriver som lære nummer to, at »virksomhedsoverenskomster ikke sikrer mod forringelser af løn og ansættelsesforhold«. Det er korrekt, men det gør landsoverenskomster heller ikke!

Arbejdsgiverne kan, som Simon selv beskriver det, shoppe mellem arbejdsgiverforeninger og dermed også mellem overenskomster. Men en arbejdsgiver kan også frigøre sig gennem konflikt fra en landsoverenskomst. Det er en naturlig del af den danske model.

I sidste ende er der kun to forhold, der sikrer vores løn- og ansættelsesforhold. Det første er stærke faglige klubber ude på arbejdspladserne, hvor medlemmerne er parate til at kæmpe for deres rettigheder, som for eksempel de CSC-ansatte var det. Og det andet forhold er, at resten af fagbevægelsen er parat med sympati og støtte herunder igangsættelse af sympatikonflikter.

Spørgsmål om styrkeforhold

Simon berører også Arbejdsrettens dom, der som bekendt behandlede to overenskomster.

Jeg er faktisk enig med Arbejdsretten i den ene del af dommen, nemlig at der var tale om en frigørende konflikt for den ene overenskomst. Det er for mig et kernepunkt i den danske model, at man gennem konflikt enten kan tilkæmpe sig en overenskomst, eller man kan miste den. Det er et spørgsmål om styrkeforhold.

Hvad der fik mig til at gentage synspunktet om Arbejdsretten som en klassedomstol, var bortfaldet af overenskomst nummer to, hvor Prosa-medlemmerne var bundet at en fredsaftale.

50 procent reglen

Simon Tøgern peger på en række fremtidige opgaver, herunder den kommende overenskomstforhandling i 2012. Simon nævner her blandt andet kampen imod den udemokratiske 50 procent regel, som HK lider under.

Da jeg har støttet og fortsat vil støtte HK i denne kamp, kan jeg uden at pege fingre af andre spørge:

Hvad skal jeg sige til de medlemmer af 3F Hotel & Restauration, der nu spørger mig om, hvorfor vi som fagforening skal støtte HK i at gøre brug af fællesskabet i HK’s kamp imod 50 procent reglen, når HK selv var en hovedkraft i at forhindre, at selvsamme fællesskab aktivt støttede CSC-arbejderne?

Simon, hjælp mig med svaret!