Det, Simon Tøgern ikke svarer på, er Jans spørgsmål om, hvorfor LO ikke kastede sig ind i konflikten med al sin styrke, når nu konflikten helt åbenlyst var en prøve-klud for globaliseringen.

I stedet for solidaritet og sammenhold valgte LO at opfinde et juridisk påskud og krybe udenom, selv om mange medlemsforbund gik ind for at støtte Prosa i CSC-konflikten.

Sigaardsfoto.dk

af Niels Frølich, bestyrelsesmedlem, Prosa Øst

Simon Tøgern, formand for HK it, medie og industri Hovedstaden, svarer i Arbejderen den 6.juli på Jan Mathiesens faglige kommentar om CSC-konflikten.

Simon forsøger at uddrage en række lærdomme af konflikten, lærdomme som jeg i det store og hele er enig i på nær påstand nummer fire om, at det danske, fagretlige system er det mindst ringe system til at forsvare lønmodtagernes løn- og ansættelsesforhold.

Nej, sådan er det desværre ikke. Det fagretlige system er et led i trekanten stat-arbejdstager-arbejdsgiver, som hovedsageligt tjener til at kaste et neutralt skær over skævhederne til arbejdsgivernes fordel.

I tiden efter Anden Verdenskrig havde arbejdsgiverne brug for et samarbejde med lønmodtagernes politiske og faglige organisationer, der stod stærkt overalt i Europa. Det gjorde de, fordi det var arbejderorganisationerne, der havde ført an i kampen mod fascismen, medens arbejdsgivere og højrefløj i mange lande var kompromitteret.

Som markedsøkonomien fik liv igen og blev stærkere og stærkere, blev behovet for et samarbejde med lønmodtagerorganisationerne også mindre. Med globaliseringen og Murens fald er lønmodtagerne i Vesteuropa trængt mere og mere i defensiven.

Dette styrkeforhold afspejler sig naturligvis også i det arbejdsretlige system, der jo ikke eksisterer i en tidslomme. Og det arbejdsretlige system mangler i lighed med EU at demonstrere, hvorledes man vil beskytte lønmodtagernes interesser mod globaliseringens ræs mod bunden.

HK’s holdning

Det, Simon Tøgern ikke svarer på, er Jans spørgsmål om, hvorfor LO ikke kastede sig ind i konflikten med al sin styrke, når nu konflikten helt åbenlyst var en prøveklud for globaliseringen, noget mange LO-forbund slås med til dagligt. Den styrke kunne have været afgørende for konfliktens udfald, fordi CSC ikke ville kunne holde længe uden elektrikere, skraldafhentning eller kantinepersonale.

I stedet for solidaritet og sammenhold valgte LO at opfinde et juridisk påskud og krybe uden om, selv om mange medlemsforbund gik ind for at støtte Prosa.

Selv om Simon skriver, at vi ikke skal pege fingre ad hinanden, skylder han os en forklaring på HK’s holdning. En holdning, der blandt andet manifesterede sig ved, at man allerede ved konfliktens start tilbød firmaledelsen på CSC HK’s landsoverenskomst.

Prosas princip er, at overenskomster ejes af de direkte berørte medlemmer, hvorimod HK indgår overenskomster på forbundsplan, hvad der i princippet kan betyde, at man ingen medlemmer har, selvom de ansatte er omfattet af overenskomsten.

Globalisering

Hvilken overenskomstform, der er bedst, afhænger af de konkrete forhold. Simon har i sit indlæg meget rigtigt peget på de svagheder, Prosas model har. Omvendt ligger der en styrke i, at det er medlemmerne selv, der direkte er ansvarlig for overenskomstens vedligeholdelse.

Det er på den baggrund, og på grund af en meget kort vej fra medlem til ledelse og let adgang til at deltage i det interne demokrati, at Prosa har formået at fastholde og udbygge en usædvanlig loyal medlemsskare.

Simons opfordringer til at tage globaliseringen alvorligt er vi for længe siden startet på i Prosa. Vi har udbygget både vores inden- og udenlandske kontaktnet, vi har et netværk for udenlandske it-folk i Danmark, og mange af disse er allerede nu organiseret i Prosa. På trods af forskelle og uenigheder deltager Prosa gerne i det helt nødvendige, fælles arbejde med at definere fagbevægelsens rolle i en globaliseret verden.