Man tror, at de rettigheder man har, bare er nogen man har, fordi »sådan er det jo«.

Hverken opsigelsesregler, sjette ferieuge, pensionsindbetalingerne, arbejdstidsaftaler, genebetalinger, løn under sygdom, barnets første sygedag eller noget af det andet gode, der står i overenskomsterne, er noget blivende, hvis fagbevægelsen svækkes endnu mere.

Bille

af Ejvind Heinecke, afdelingsformand i Metal Lolland Falster, Maribo

Lad os gå lidt tilbage i tiden og huske tidligere LO-formand Thomas Nielsens berømte ord: »Vi har sejret ad helvede til – godt.«

Det må stadigvæk være det, der ligger til grund for den dødskamp, LO-fagforeningerne er ude i og formentligt vil være det otte-ti år endnu, før vi er helt færdige – hvis udviklingen fortsætter.

De gamle ord om, at man ikke kan lære af andres erfaringer, men skal gøre sine egne, bekræftes fuldt ud for tiden.

Det er sådan i dag på arbejdsmarkedet, at de overenskomster, man arbejder under, fungerer fuldt tilfredsstillende, alle har det fint med de rettigheder de har, derfor vælger flere og flere den linie at melde sig ud af LO-fagforeningerne »for at spare penge«,  som de siger.

Hermed bukker de organisationer under, der laver disse udmærkede forhold på arbejdsmarkedet. Det koster nemlig noget at lave dette stykke arbejde.

Man kan ikke forklare dem, der vil »spare penge«, at de saver i den gren, de sidder på, og at grenen så småt er begyndt at give efter.

Det er sikkert naturligt nok, at man tror, de rettigheder man har, bare er nogen man har, fordi »sådan er det jo«.

den gule fristelse

Det er ikke de gule kasser, der er overenskomstbærende, men det kan vi ikke forklare godt nok – åbenbart. Så må et andet gammelt, slidt citat i gang igen: Hvis man ikke vil høre, må man føle. Citat slut.

Det store problem ved overenskomsterne er, at de er områdeoverenskomster, som det er nødt til at være, for ikke der skal komme nogen udefra og underbyde dem.

Det gør så til gengæld, at de, der ikke vil betale for overenskomsterne, er dækket af dem alligevel og tror så, at nu sparer de penge i kontingent – hvilket de i en periode også gør, imens kollegaen betaler for, at de kan få det samme som ham/hende.

Hverken opsigelsesregler, sjette ferieuge, pensionsindbetalingerne, arbejdstidsaftaler, genebetalinger, løn under sygdom, barnets første sygedag, retten til forhandlinger af både løn og andre forhold eller noget af det andet gode, der står i overenskomsterne, er noget blivende, hvis det ikke kan forhandles mere.

Så bliver det med tiden det enkelte individ, der skal forhandle alene med deres arbejdsgiver om, hvad han/ hun vil give.

Man kan også se det scenarie for sig, at alt på arbejdsmarkedet bliver lovgivning, som så vil svinge med fordele og ulemper, alt efter hvem der danner regering.

Endelig må man så affinde sig med, at man ingen indflydelse har selv, men forholdene laves af nogen, som overhovedet ikke har nogen form for indsigt i, hvad der foregår ude på arbejdspladserne.

farlige perspektiver

Det, der også er ved at ske,  er, at alle de faglige uddan-nelser, som vi kender i dag – og i fremtiden, og som laves af de uddannelsesbærende LO-fagforbund i samarbejde med arbejdsgiverorganisationerne, de vil også forsvinde sammen med LO-organisationerne.

Så bestemmer arbejdsgiveren alene, hvad en uddannelse skal gå ud på, og om en lærling skal have løn eller betale for at få en uddannelse!

Endelig vil det ende op med, at hver gang en ansat bliver snydt for noget »bevidst eller ubevidst«, skal den enkelte selv føre sin sag mod virksomheden og selv betale en advokat.

Der vil gå meget tabt – også på arbejdsmiljøområdet. Hvem vil lade sig vælge som arbejdsmiljørepræsentant og tage kampen op mod virksomheden uden nogen form for beskyttelse i form af en overenskomst og en faglig organisation i ryggen?

Denne lille historie skal ikke tages som klynkeri, men som det, den reelt er: Et uoverskueligt kig ind i den nære fremtid.

Det er en realitet, at dette vil ske om »meget« kort tid, så kan det godt være efter den tid, at »nogen« sparede lidt penge på bekostning af andre, men de rev dem også med sig i faldet.

Jeg er altid villig til at diskutere det her, hvis nogen skulle sætte spørgsmålstegn ved min påstand.

Min opfordring vil være, at man hurtigt finder tilbage til rødderne. Det er i elvte time, hvis vi skal redde stumperne.