Humanismen i samfundet findes i dag omtrent kun som selvbestaltet folkelig indignation udenfor de officielle organer.

^Skærveknuseren _{af Kjeld Stenum}

Dette handler naturligvis om denne sommers tragedie i Norge. Terroren fra højre – som vel at mærke er den blodigste terror, vore samfund kender, selvom der bliver hetzet langt mere mod såvel erklærede venstreorienterede som erklærede muslimske terrorister i medierne.

Hvordan kunne det ske i vort fredelige broderland? Hvordan kunne det gå til, at den norske efterretningstjeneste kun brugte tiden på at kigge efter langskæggede muslimer, mens man betragtede den højreekstreme terror-fare som omtrent ikke-eksisterende?

Vi ved, at kapitalistiske stater under bestemte betingelser understøtter den højreekstreme terror, ja, at det undertiden sker, at den bliver statsbærende. Men så desperate er de norske kapitalister langtfra, og så svage er de demokratiske og progressive klasser i Norge heller ikke på nogen måde nærved at være.

Breivik var ikke båret frem af magten, tilsyneladende ikke engang af en konspiration i opposition til magten. Hvad han gjorde, er det muligt at gøre alene og uden hjælp udefra for den, der er vanvittig nok, i åbne samfund som det norske – eller det danske, for den sags skyld.

Breivik er en fanatiker, med psykopatens mangel på såvel den mindste smule almindelige empati som den mindste form for virkelighedssans. Så besat af sin tempelridder-idé, at han tror, et forsvar for hans blodige ugerninger kan have offentlig appel, og at han derfor har interesse i at få sin sag ført for åbne døre. Det har han ikke. Han skal være glad for, at retssalens døre er lukkede, et åbent forsvar ville skabe lynch-stemning.

Men det norske samfund har tilladt ham at udvikle sig, som han gjorde. Vi kan måske ikke forsvare os imod, at enlige fanatikere som ham kan udfolde sig, uden at ændre vore samfund i retninger, vi ikke ønsker. Men vi kan bekæmpe det ved at forebygge det. Og vi kan kun forebygge, at sådan en blind fanatisme opstår, hvis vi forstår, hvordan den kan opstå.

Jeg tror, der er mange grunde. Én grund er, at Anden Verdenskrigs rædsler er ved at ligge så langt tilbage, at næppe engang Breiviks forældre har haft en personlig oplevelse af den tyske besættelse af Norge. Den vaccine, oplevelserne med tysk nazisme gav alle europæere imod at lade højreekstreme holdninger få luft, er ved at miste sin virkning, selv i en stærk antifascistisk bastion som Norge. Og vi gør en dyd ud af at ønske glemsel. Det kunne vi lade være med.

En anden grund er, at småborgerlig fremmedforskrækkethed i efterhånden adskillige årtier har fået både fripas og mediebevågenhed til at flirte og flette fingre med racister og nazister. Og retsstaten kan ikke finde ud af at sætte en håndfast stopper for det. I stedet for at værne om vores allesammens ret til at være her bruger vi vores retsmaskineri til at værne om hinandens ret til at svine hinanden til. Det gælder i Norge, men nok i endnu højere grad her i Danmark.

En tredje grund er, at vore samfund dehumaniseres. Normalt er humanismen det, der holder samfund sammen. Men kapitalismen er i al almindelighed ved at være så krisefyldt, at rigtig mange af de gamle vestlige kapitalistiske lande ikke mere vil investere i humanisme, men prøver at skabe sammenhængs­kraft ved at fremmane fjendebilleder i stedet. Den statslige administration opfører sig mere og mere inhumant og støttes i det af de statsbærende politiske partier.

 Tænk bare på det danske Folketing – hvor mange forsvarere har almindelig borgerlig humanisme egentlig tilbage der? Et lille parti som Enhedslisten, og Det radikale Venstre, måske, når det ikke er for dyrt for erhvervslivet. Resten har enten opgør med humanistiske idealer blandt deres mærkesager, støtter opløsning af grundlæggende retsstatsprincipper eller er parate til at sælge ethvert ideal i en studehandel om en finanslov.

Humanismen i samfundet findes i dag omtrent kun som selvbestaltet folkelig indignation udenfor de officielle organer. Derfor får det et legalt skær at sætte sig ud over humanismen. Det kræver langt mindre fanatisk styrke at være højreekstremist i dag end for tredive år siden.

Humanistisk moral er en byld, der forpester menneskehedens sundhed, mente højreekstremismens »fader«, Friedrich Nietzsche. Sådan siger Breivik måske ikke. Men han er en ægte arvtager af Nietzsche i det, at det er humanismen, han retter al sin vrede og alt sit had imod. Han ser islam som den største fjende, og den humanisme, der tillader islam at slippe ind, som den største fare.

Sådan bliver »marxismen« (det norske Arbejderparti) den største fare, for i hans forvirrede hoved er det herfra, humanismen kommer. Det norske Arbejderparti svarer omtrent til det danske Socialdemokrati, men har måske i knapt så høj grad solgt sig til udlændingepolitiske stramninger.

Men humanismen er ældre, også alle borgerlige burde forsvare den. Mennesket er altings mål, sagde filosoffen Immanuel Kant for 200 år siden. Hvis vore samfund skal være stærke nok til at bestå, må det være os selv og hinanden, vi vil med det, vi bruger disse samfund til, mente han, der var én af den borgerlige humanismes »fædre«.

Mennesket er kun en overgang, sagde Friedrich Nietzsche. For at fremelske fremtidens overmenneske mente han, det er nødvendigt at sætte sig ud over enhver humanisme.

Men det, han dermed angreb, var ikke vores arts biologiske svagheder, men dens største fortrin. Vi mennesker klarer os netop så godt, som vi gør, fordi vi kan finde ud af at danne samfund med hinanden. Fordi vi evner at være humanister.