Oslo og Utøya var en menneskeskabt samfundsmæssig katastrofe. Der var tale om en bevidst, ekstrem, højrefascistisk, kristen-fundamentalistisk terrorhandling, hvis rødder det er vigtigt at få afdækket

Når Nordahl Grieg, i digtet »Till Norge« skriver: Vi er så få her i landet, hver fallen er bror og venn. Vi har de døde med oss den dag vi kommer igjen, så forstår vi det i Danmark – især på venstrefløjen i den del af det politiske spektrum, der baserer sig på humanistiske og demokratiske værdier.

Mette Kramer Kristensen

^Kronik_{Af Tue Magnussen}

Oslo og Utøya var en menneskeskabt samfundsmæssig katastrofe. Der var tale om en bevidst, ekstrem, højrefascistisk, kristen-fundamentalistisk terrorhandling, hvis rødder det er vigtigt at få afdækket.

Nogle har ment, at Norge 22. juli oplevede sit 11. september. Men modsat USA efter 11. september var det forsvaret for basale borgerligt-demokratiske rettigheder og advarsler om, at frygten ikke må komme til at bestemme, der var den kloge og eftertænksomme udmelding fra den norske statsminister Jens Stoltenberg, som også i Danmark har vundet stor respekt.

Kombinationen af to terrorhandlinger med få timers mellemrum og den kyniske nedslagtning af de mange flygtende unge på en socialistisk ungdomslejr var særlig bestialsk. Hvad er baggrunden for massakren, hvad er terrorhandlingerne udsprunget af, og hvordan kan man forebygge en gentagelse?

De første timer

I de første timer efter den frygtelige norske terrorhandling var medier og politikere hurtige med at udpege islamister som sandsynlige bagmænd. Men da det efterfølgende blev klart, at det var en højreekstrems udåd skiftede tonen. Siden har medierne peget på »det onde i os alle« og på »en gal mands værk« som forklaring.

Men morderen var ikke kun en gal mand eller psykopat, hans udåd var et bevidst højrefascistisk attentatforsøg på de bedste norske værdier. Når bomben i Oslo rettede sig mod regeringens højborg, var det et forsøg på at tage et opgør med den »politiske korrekthed«, som i Breiviks øjne har tilladt multikulturalisme og indvandring i Norge.

Der grund til – midt i sorgen over de nu 77 dræbte, overvejende unge nordmænd, der dels i Oslo og dels på Utøya er blevet bombedræbt og massakreret samt de mange flere, der er blevet såret fysisk eller psykisk – at stoppe op og sætte fokus på, hvad der er sket. Med tilståelsen fra den 32-årige Anders Behring Breivik, som siden mandag er blevet afhørt i Oslos ret, kan man konkludere, at det vi var vidne til i Norge 22. juli var en højrenationalistisk, fremmedfjendsk, uniformsglad mands morderiske terrorhandling, som med de mange dræbte, sårede og traumatiserede i omfang og rædsel er uden sidestykke i nordisk sammenhæng.

De menneskelige følger af et jordskælv eller en anden naturkatastrofe kan være forfærdelige. I Oslo og på Utøya var der ikke tale om en natur, men en menneskeskabt samfundsmæssig katastrofe. Der var tale om en bevidst, ekstrem, højrefascistisk, kristen-fundamentalistisk terrorhandling, hvis rødder det er vigtigt at få afdækket.

Enhver terrorhandling – uanset om der er tale om individuel terror eller statslig terror – er forkastelig, men den brutale nedskydning af unge mennesker på Utøya synes særlig urimelig og er ikke til at begribe.

Påstand om sindssyge

Breiviks advokat har allerede bebudet, at sindssyge vil være det undskyldende element i forsvaret under retssagen, der ventes at køre mindst et år. Det er ikke nok at kalde det »en gal mands værk« eller lommefilosofi om »det onde i os alle« for slet ikke at tale om mytologiseringen af »ondskaben«.

Vi må prøve at forstå det ubegribelige og besvare spørgsmålet: Hvem er Anders Behring Breivik? Et medlem af Frimurerlogen, en kristenfundamentalist, der betegner sig som kulturkonservativ, en selvstændig næringsdrivende, der på skrømt drev landbrug.

Oveni højreekstrem med hang til automatvåben, bomber og styrketræning er Anders Breivik også tidligere medlem af Fremskrittspartiet – Dansk Folkepartis norske modstykke – og dets ungdomsorganisation.

Ud over en dyrkelse af det ‘norske’ og en kristenkulturel kamp mod islam har han bebudet, hvad han kalder en »kamp mod landsforrædere«, som må fjernes fra magten og stilles for retten, fordi de tillader indvandring og asylansøgere. Det bør vække til eftertanke, at Anders Breivik, alligevel fik våbentilladelse – om end ikke til automatvåben så dog til andre skydevåben, og han blev godkendt og optaget som medlem i Oslo pistolklub. Anders Breivik fik også mulighed for at oprette et grøntsagsdyrknings-firma for på den måde at undgå myndighedernes opmærksomhed på indkøbet af den store mængde kunstgødning.

Hyldede Anders Fogh

I et 1516-siders manuskript vil Breivik videreføre Tempel-ridderordens korstog mod islam ud fra, hvad man må kalde en middelalderlig kristen opfattelse. Både Anders Fogh Rasmussen og Morten Messerschmidt omtales flere steder positivt i manifestet, som Anders Breivik lagde på nettet kort før sin udåd.

Breivik ser efter alt at dømme op til Danmarks tidligere statsminister: »Den eneste vesteuropæiske leder ved magten, som har noget, der minder om en rygrad, er Anders Fogh Rasmussen«, lyder det i manifestet. I manifestet viderebringer Breivik også et andet blogindlæg, der to gange citerer en udtalelse fra Dansk Folkepartis medlem af EU-parlamentet Morten Messerschmidt, som citeres for at kalde det for fuldstændig hovedløst, at EU-Kommissionen vil gøre det muligt for muslimer i EU at lade sig skille efter sharialov. 

Også på nettet har Breivik hyldet den danske regering: »Had-propagandaen mod Italien og Danmark er utrolig hyklerisk. Komisk at se hver eneste europæiske kultur-marxist få fråde om munden af had til Danmark og Italien. De eneste vesteuropæiske lande, som har en anelse klogt politisk lederskab«.

I svensk presse opsummeredes allerede søndag den 24.juli Breiviks politiske angrebsmål i manifestet, som – udover politisk korrekthed – at være: islamisme, feminisme, socialisme, det multikulturelle samfund og FN, som han ser som infiltreret af islamistiske grupper. Bødlen synes selv at være et offer. Et offer for den primitive, fremmedfjendske anti-islam propaganda, som i Danmark i årevis er blevet spredt både af Dansk Folkeparti og regeringspartierne.

Naturligvis kan man ikke gøre Anders Fogh Rasmussen eller Morten Messerschmidt ansvarlig for Breiviks handlinger, men der er grund til at gentage opfordringen til selvrefleksion.

Både Bibelen og Koranen har tidligere været udlagt på en måde, der har givet brændstof til religiøse korstog og korsriddere, der har trukket mange lig i deres fodspor. Men de, der bringer ved til bålet, bør stoppe op, når de nu kan se, hvad fremmedhadet kan afføde.

Ikke uden sidestykke

Terrorhandlingerne i Norge er som nævnt uden modstykke i nordisk sammenhæng. Heldigvis. Men det betyder desværre ikke, at det er en enkeltstående begivenhed uden sidestykke. Udover de forfærdelige skolemassakrer i Finland har vi også før oplevet bombeterror.

Når der springer en bombe, synes de danske medier hver gang at have et automatsvar formuleret af blandt andre Berlingske Tidendes anmelder, arkivar Bent Blüdnikow: Bombeterror er konsekvent at sidestille med bomberne mod North West Orient og ved synagogen i det indre København, mens den højrefascistiske terror ofte forties – dog bortset fra schalburgtagen; nazisternes hævnbombninger under den tyske besættelse af Danmark.

Højretrussel overses

Terrortruslen fra højre synes at være overset både af efterretningstjenester, af medierne og af de såkaldte terroreksperter og -forskere, som ofte synes at finde næring i det had og den frygt for islam og marxisme, som har gjort Anders Breivik til forfatter af det mørkeste kapitel i Norges historie siden 2. Verdenskrig.

Både efterforskning og hukommelse synes at være meget kort, når det gælder højreekstrem terror. Men der er desværre flere forløbere for eksempel det racistiske Benjamin-drab i Norge; her vil jeg nøjes med at nævne bombedrabet på Henrik Christensen i marts 1992 i Internationale Socialisters kontor i Søllerødgade i København, som stadig hverken er efterforsket eller opklaret. Det politiske mord på Henrik Christensen bør efterforskes og opklares.

Danmark og Norge er begge befolkningsmæssigt små lande med mange fælles træk.

Når Nordahl Grieg, i digtet »Till Norge« skriver: Vi er så få her i landet, hver fallen er bror og venn. Vi har de døde med oss den dag vi kommer igjen, så forstår vi det i Danmark – især på venstrefløjen i den del af det politiske spektrum, der baserer sig på humanistiske og demokratiske værdier.

Midt i sorgen skylder vi de mange ofre, at medierne og det politiske liv foretager en selvransagelse så det kan undgås, at hadet mod islam og marxisme ikke igen giver næring til højre fascistiske angreb, som dem vi så i Norge fredag 22. juli, en sorgens dag vi aldrig må glemme.

Tue Magnussen er bestyrelsesmedlem i FN-Forbundet og i den danske Helsinki-komité. Han var 1999-2011 kommunikationskoordinator ved det danske Rehabiliteringscenter for Torturofre (RCT).