De mennesker, der uforskyldt bliver dræbt eller lemlæstet af NATO’s bomber i en politisk krig, har vi tilsyneladende ingen følelser for.

af Helle Due, København 

Efter den forfærdelige tragedie, hvor en enkelt mand har udslettet over halvfjerds menneskers ret til livet og efterladt de pårørende i den dybeste sorg, mennesker kan opleve, hører vi gerningsmanden motivere sin handling således:

Det er en grusom handling, men den var nødvendig for at redde Norge fra at blive undertrykt og besat af islamistiske kræfter.

For nogle måneder siden, da den vestlige verdens regeringer vedtog at besætte Libyens luftrum for at udrydde Gadaffi og støtte oprørerne, så de kunne skabe et demokratisk samfund, blev det motiveret således:

Vi må hjælpe den undertrykte befolkning, så de kan indføre den vestlige verdens værdier, altså – blive som os i »den frie verden«.

Når de førerløse fly, som bliver brugt i den mission, dræber uskyldige mennesker og efterlader de pårørende i ufattelig sorg, så er de vestlige demokratiers kommentar blot:

Det er beklageligt, men vi må ikke glemme, at krigen bliver ført i en god sags tjeneste (regeringens udtalelse til pressen, citeret efter hukommelsen.)

Hvor stor er forskellen på de to handlinger og deres motivation?

Når man iagttager den sorgkultur, der har udfoldet sig efter tragedien, får man let det indtryk, at sorgen bliver politiseret.

Det er både legitimt og smukt at vise empati og omsorg med mennesker, der lider og sørger – men de mennesker, der uforskyldt bliver dræbt eller lemlæstet af NATO’s bomber i en politisk krig, har vi tilsyneladende ingen følelser for.

Er en kristen mere værd end en muslim?