Brugerbetaling »vender altid den tunge ende nedad«, og det vil være til størst belastning for de økonomisk svagest stillede.
fra LO Faglige Seniorer i Sektion 1, Bornholm, Sektion 2, Nordsjælland og Sektion 3, Storkøbenhavn v/ formændene Holger Nielsen, Dan Sterup og Knud Johnsen
De konservative ønsker skattelettelser, men disse skal finansieres blandt andet ved brugerbetaling på biblioteks-lån og lægebesøg.
LO Faglige Seniorer er modstander af såvel skattelettelser som øget brugerbetaling.
I en tid, hvor information, læsefærdigheder og uddannelse prioriteres højt i erhvervslivet, og der sker en eksplosion af ny viden, vil det være et stort tilbageskridt, at der skal indføres betaling ved udlån fra biblioteker, som er det oplagte sted at opdatere sine almene kundskaber og mulighed for at følge med i den rivende udvikling af samfundet.
LO Faglige Seniorer vil bekæmpe brugerbetaling på bibliotekerne, da det først og fremmest vil gå ud over en af de grupper, der har flest svagt stillede med hensyn til økonomisk formåen: pensionisterne.
Vi vil også stærkt advare mod indførelse af brugerbetaling ved lægebesøg. Her vil det også først og fremmest gå ud over dem, der oftest gør brug af lægen: børnefamilier og pensionister.
Værst vil det være, hvis man på grund af brugerbetaling undlader at opsøge lægen. Det kan risikere at føre til forværring af patientens tilstand med risiko for ubehandlede sygdomme og måske med hospitalsindlæggelse til følge.
Det kan også blive en alvorlig økonomisk belastning, hvis en læge har vanskeligt ved at stille en diagnose, så en patient må opsøge lægen flere gange, inden den rette medicinske behandling opnås.
Brugerbetaling »vender altid den tunge ende nedad«, og det vil være til størst belastning for de økonomisk svagest stillede. Derfor vil LO Faglige Seniorers kæmpe for, at der ikke indføres brugerbetaling på disse områder.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278