Borgerligt/liberale mennesker gør klogt i at huske, at regeringens skandaløse udsalg af egne værdier har direkte og ubehagelige konsekvenser for de mennesker, der tales om.

 af Carsten Agger, Solbjerg

Jeg tror ikke, der er mange danskere, der er helt klar over, hvad vi som land er ved at gøre ved vores gode navn og rygte i disse år.

Ikke nok med, at hele det politiske liv – på nær De Radikale og Enhedslisten – virker opsat på at pantsætte enhver integritet til et parti, som i ramme alvor har krævet forbud mod parabolantenner i belastede boligområder, har beskyldt indvandrerne for at stjæle danskernes saftevand og småkager, gjort antallet af deportationer til succeskriterium for udlændingepolitikken – og senest har gjort Danmark til grin i hele Europa med sit krav om at genindføre grænsekontrollen.

Mistænkeliggørelsen af muslimer som »invaderende terrorister« og østeuropæere som »bandekriminelle« står ud fra medierne som en strid kuling og blæser de sidste rester af humanitet væk fra den administrative praksis i Udlændingeservice.

Bureaukraternes succes-kriterier forekommer efterhånden at skulle måles i antallet af knuste menneskeskæbner.

Spørg blot århusianske Anahita Taheri, dansk statsborger og opvokset i Danmark, der begik den forbrydelse at gifte sig med en mand fra Iran, som hun har to børn med. Efter brylluppet opholdt familien sig nogen tid i Teheran af hensyn til mandens studier.

Udlændingeservice vurderede, at familiens »samlede tilknytning« til Iran er større end den til Danmark, og manden har derfor fået besked på omgående at forlade Danmark.

Fremmedhadet vokser

Borgerligt/liberale mennesker gør klogt i at huske, at regeringens skandaløse udsalg af egne værdier har direkte og ubehagelige konsekvenser for de mennesker, der tales om.

Og hvis det så endda bare var det. Fremmedhadet angriber ikke kun politikere, men også almindelige mennesker.

Udlændinge i Danmark fortæller om en voksende mur af fjendskab og afvisning, som de hverken har oplevet andre steder eller havde drømt om, før de ankom til det lille, grønne, progressive og tolerante smørhul, som de havde hørt om.

Mange udlændinge udvikler forsvarsmekanismer, som sætter dem i stand til at overleve i et sådant klima, men som i virkeligheden repræsenterer et højst foruroligende sygdomstegn.

De bliver tykhudede eller forfalder til sarkastisk humor, hvor sætninger som »tal dansk for helvede!« er hyppige. Og det er ikke arbejdsløse, mellemøstlige indvandrere, jeg taler om.

De veluddannede

Det er folk fra England, USA, Canada, Australien, Sydafrika, Indonesien, folk med lange uddannelser, der lægger hundredetusinder i skat hvert eneste år, men alligevel føler sig jaget rundt i manegen og ramt af en udlændingepolitik, som det næppe er muligt at beskrive som andet end racistisk.

»Pointsystemer«, gebyrer på flere tusinde kroner på en grundlæggende menneskerettighed som familiesammenføring og en jernhård udvisningspolitik gør det ikke spor bedre.

Regeringen siger gang på gang, at Danmark ønsker at tiltrække veluddannede udlændinge, men undlader behændigt at forklare, hvorfor nogen som helst veluddannede udlændinge dog skulle ønske at flytte hertil.

Den første opgave for en ny regering vil være at genoprette Danmarks ry og rygte ikke blot over for omverdenen, men over for de herboende udlændinge, vi i årevis har behandlet som pariaer.

Det vil kræve, at vi fjerner ethvert spor af Dansk Folkepartis og det yderste højres indflydelse på værdipolitikken.