De modgående biler veg en efter en ud til siden for at give plads til den gale spøgelsesbilist.

Skærveknuseren af Kjeld Stenum

Én af de ting, min datter bragte med sig hjem fra en ferie sammen med en veninde i Kenya, var følgende lille guldrandede beretning:

En dag tog de med matatu (minibus, der kører, når den er fyldt) i hovedstaden Nairobi, hvor vejene de fleste steder er elendige, som de er omtrent overalt i Afrika, hvor europæiske kapitalister ikke lige har haft kommercielle interesser i at investere i en gang asfalt.

Undervejs endte de i en kø, fordi der længere fremme på kørebanen var sket et uheld, som der jo nemt gør, når vejene er dårlige og for små til trafikken. Sådan går megen tid i afrikansk storbytrafik med at vente, og afrikanerne er vant til det og bærer det normalt med stor tålmodighed.

Om det var fordi chaufføren havde erfaret, at europæere ikke altid har denne tålmodets gave, og han netop kørte med to unge europæiske passagerer, eller det var fordi det simpelthen er sådan, man rent faktisk gør i Afrika for at sikre trafikkens afvikling, skal jeg ikke kunne svare på.

Men chaufføren traf i hvert tilfælde en resolut beslutning om, at hans bus ikke skulle køre i kø. Og så kastede han sig ud i det hasarderede projekt gennem et hul i autoværnet at krydse over for at komme videre frem i den modsatte kørebane, den for modgående trafik.

Min datter og hendes veninde lukkede øjnene. »Vi dør, vi dør!« jamrede veninden. Men det gjorde de ikke. De modgående biler veg en efter en ud til siden for at give plads til den gale spøgelsesbilist. Plads var der ikke, for trafikken i Nairobi er fuldt så tæt som i nogen vestlig storby. Men plads blev der på én eller anden umulig måde alligevel lavet, måske var det afrikansk heksekunst.

Efter at have tilbagelagt en strækning på denne måde uden mulighed for at krydse tilbage stødte de ind i en færdselsbetjent. Chaufføren udvekslede nogle ord med betjenten, pigerne forventede naturligvis, at nu kom regnskabets time. Men det skete heller ikke.

I stedet for at give sig til at skrive bøder anviste betjenten dem smutvej tilbage i den rigtige kørebane. Han havde nu også fået meget arbejde, hvis han havde valgt at skrive bøder, for pigerne opdagede, da de vendte sig, at matatuen havde en hale af afrikansk bytrafik efter sig, de øvrige kø-bilister havde benyttet sig af lejligheden og var smuttet ind i dens kølvand.

Sådan noget var aldrig gået her i Europa. For det første havde ingen europæisk bilist ved sine fulde fem accepteret, at en bilist overhovedet vovede sig ind på den modgående kørebane udenom enhver trafikregulering. Der var blevet en hornkoncert, blinkende lygter og ophidsede tilråb, før den formastelige overhovedet havde nået at krydse autoværnet.

For det andet ville det også være umuligt at tilbagelægge nogen som helst strækning i modgående trafik, alle modkørende bilister ville på enhver tænkelig måde protestere højlydt imod forehavendet, og man kom nok ikke langt, før en eller anden retfærdighedsridder nægtede at vige, standsede midt på vejen og lavede total trafikknude for at stige ud af sin bil og gribe den arme trafiksynder i kravetøjet.

For det tredje ville ingen europæisk færdselsbetjent acceptere den selvtægt, der ligger i sådan en grov tilsidesættelse af de mest elementære trafikregler. Der ville prompte falde bøder. Jeg tror også, han hellere standsede al trafik og brugte den tid, det ville tage at sikre en lovlig trafikafvikling, end han hjalp sådan en autonom trafikterrorist til en heldig gennemførelse af sit forehavende.

Jo men det ville jo også have haft langt mere fatale konsekvenser i Europa, for europæisk bytrafik er meget tættere, vil læseren måske indvende. Læseren har nok ret i, at det ville have haft langt mere fatale konsekvenser i Europa. Men Nairobis trafik er ifølge min datter fuldt så tæt som europæiske storbyers. Nej det, der virkelig ville give problemer hos os, er måske snarere europæerens dybt rodfæstede hang til rethaveri.

Trafikanter på europæiske veje, og ikke mindst på danske, anser principielt deres medtrafikanter for idioter og sig selv som de eneste, der bekymrer sig om fornuft og trafikmoral. Og bliver de af en medtrafikant gjort opmærksom på, at vedkommende synes, det er dem, der gør noget idiotisk, kan de blive så vrede, at de blokerer trafikken bare for at få lejlighed til at gå hen og banke en smule fornuft ind i hovedet på medtrafikanten, om nødvendigt så på en direkte korporlig måde.

Trafikken er samfundets spejl. I Kenya har de for tiden verdens største flygtningelejr til nødstedte fra især Somalias kaos. Kenya er selv et af de østafrikanske lande, der er truet af Østafrikas accelererende hungerkatastrofe og derfor mindre end så mange andre i stand til at tage vare om problemet. Men kenyanerne fortaber sig ikke i smålige diskussioner om FN-kvoter, for flygtningene er der, og på en eller anden måde skal der jo stilles noget op med problemet.

I Danmark fortaber vi os i smålige diskussioner. Skal vi hjælpe flygtninge, skal det være i nærområderne, siger vi og kvier os alligevel ved at komme til tegnebogen, når det så er det, det handler om. Og skal vi endelig tage imod de flygtninge, vi kvotemæssigt har forpligtet os til, vil vi godt have lov til at håndplukke dem, der kan blive ressourcer og ikke belastninger for vore samfund.

Hvordan ville det ikke gå, hvis vi anarkistisk opgav at håndhæve gældende regler og åbnede vore grænser for enhver socialnasser fra ulandene? Som hvis vi tillod trafikanterne at køre i banerne for modgående trafik. Enhver idiot ved jo, at det ikke kan lade sig gøre.