Politiets og fængselspersonalets brug af benlås er i strid med både den europæiske menneskerettigheds-konvention og FN’s konvention mod tortur.

FN’s rapportør vedrørende tortur, Manfred Nowak, har i flere år efterlyst en konvention for at sikre fængsledes rettigheder. En konvention, der kan medvirke til at forebygge tortur og død, fastslår Tue Magnussen. Det krav støttede demonstranerne på Rådhuspladsen i København den 13. august.

Filip Stadler

af Tue Magnussen, København

Ekrem Sahin døde kun 23 år gammel. Det skete i Kolding Arrest i januar efter et håndgemæng med syv betjente, som lagde ham på maven og fikserede ham i en benlås.

Med andre ord: en ung mand døde, efter at fængselsbetjente »pacificerede ham«, da han skulle flyttes fra en celle til en anden.

I starten bedyredes det, at obduktionen ikke viste tegn på dødsvold, men Ekrems familie tror ikke på det. De mener – og i dag ved vi, at de har ret – at der er tale om, at deres søn var blevet udsat for dødsvold.

Familien er – og i dag ved vi, at de havde god grund dertil – vred over, at der på denne måde lægges »låg på sagen«, og på facebook er der mange, der sammenligner med »Perle«-sagen.

Men brug af benlås er alt for alvorlig en sag til flere perlesager og bortforklaringer fra politi og fængselsvæsen.

Når politiet anholder en voldsom mand, kan de lægge ham i benlås for at uskadeliggøre ham. Men i flere tilfælde har det medført døden – som det skete med Ekrem Sahin. Eller man kan blive invalid, som det skete for snart tyve år siden – i 1992 med Benjamin Schou.

Obduktionsrapporter, som TV2 Nyhederne fremlagde den 31. juli oplyser følgende om Ekrem:

»Han blev lagt på maven med håndjern på ryggen, og senere blev anklerne fikseret.« Bagefter står der: »Han blev mere rolig, råbte mindre og fik herefter hjertestop.«

Ifølge dokumenterne anvendte betjentene den såkaldte TARP-metode (Total Appendage Restraint Position) til at fiksere Ekrem Sahin.  Tre dage senere døde han på Odense Universitetshospital.

I dag må en af landets førende retsmedicinere, professor Jørgen Lange Thomsen som statsobducent i sagen erkende, at der i det mindste har været tale om ufuldstændige oplysninger.

retskendelserne

Men også juridisk er Ekrems sag vigtig at huske. Vi må ikke glemme, at retten i Kolding afsagde kendelse den 21. januar i sagen. Af retskendelsen fremgår det, at familien ikke kan få tildelt advokat; jeg citerer:

»Retten finder, at der i hvert fald ikke efter de oplysninger, der foreligger på nuværende tidspunkt, er begrundet mistanke om, at Ekrem Sahin, har været udsat for en forbrydelse.

Under disse omstændigheder kan der ikke beskikkes advokatbistand for de nære pårørende.«

Og så henvises der til diverse paragraffer. Den 7. februar stadfæster Vestre Landsret byrettens kendelse.

Der er altså tale om en skærende kontrast mellem de aktuelle oplysninger om benlås og by- og landsrettens kendelser. Især, at landsretten i sin stadfæstelse fastslår, at der derfor ikke kan beskikkes advokat.

Retsvæsenets forhåndsafvisning af sagen er en skamplet på dansk retsvæsen og -praksis. Det er ikke første gang, der er kommet fokus på dansk politis og fængselspersonalets brug af benlås.

Jeg har selv i mere end ti år undervist politielever på Politiskolen i forbuddet mod tortur og advaret mod overdreven brug af de magtmidler, som politiet er bemyndiget til at bruge, for eksempel benlås og fiksering.

Politiets brug af benlås har tidligere været stærkt kritiseret. Særlig har sagen om Benjamin Schou vakt opsigt. Den dengang 18-årige Benjamin Christian Schou blev nytårsnat 1992 anholdt og lagt i benlås af politiet på Rådhuspladsen i København.

Benjamin Schou fik hjertestop, og da politifolkene fik genoplivet ham, var han stærkt hjerneskadet. Han kom ikke til bevidsthed igen og levede på et plejehjem, hvor han døde september 2008.

Familien anlagde efterfølgende en civil retssag mod Københavns Politi, og Østre Landsret dømte politiet til at betale en erstatning på 1,4 millioner kroner. Hverken Ekrem eller Benjamin er enkeltstående sager. Sporene burde skræmme.

Efter TV2’s afsløringer kritiserer politikere fra alle sider i Folketinget nu politiets overdrevne brug af benlås. Enhedslisten vil have benlås forbudt. Allerede med sit forslag i foråret om pårørendes ret til en bistandsadvokat, når en person dør i Kriminalforsorgens varetægt, markerede Line Barfoed (EL) en humanistisk retspolitisk opfattelse i Ekrem-sagen.

forbud mod benlås

Det er godt, at politikere fra flere partier nu vil have benlås forbudt.

Det glæder at se, at fængselsfunktionærernes egen organisation siger fra, og det et er godt, at fængselsvæsenet har bedt Sundhedsstyrelsen revurdere brugen af benlås. Vi må håbe, at det vil lykkes at få benlås forbudt.

I Californien er den form for benlås, som medførte Ekrems død, forbudt. Men selvom der – midt i sorgen over Ekrems død – er grund til glæde ved udsigten til, at politiets brug af benlås bliver begrænset, må man ikke glemme, at det kun er i kraft af Ekrems families imponerende og stædige indsats.

Jeg er fuld af beundring og ydmyg overfor familiens indsats. Kun takket være familien og dens mange støtter og dermed advokat Bjørn Elmquist er der nu kommet lys på ikke alene Ekrems død, men hele spørgsmålet om brug af benlås.

Politiets og fængselspersonalets brug af benlås er i strid med både den europæiske menneskerettighedskonvention og FN’s konvention mod tortur.

Derfor vil jeg opfordre Ekrem Sahins efterladte og advokat Bjørn Elmquist til – ud over at rejse sagen politisk i Danmark – også at rejse sagen internationalt og blandt andet gå til FN’s Torturkomité om hans død.

Danmark ratificerede i 1987 FN’s konvention mod tortur. Danmark har i mange år haft ry som foregangsland i arbejdet mod tortur. FN’s komité mod tortur skal tilse, at landene ikke overtræder konventionen, og komiteen har allerede for ti år siden i sagen om Benjamin Schou udtalt sig imod Danmarks brug af benlås.

FN’s mangeårige rapportør vedrørende tortur, Manfred Nowak, har i flere år efterlyst en konvention for at sikre fængsledes rettigheder. En konvention, der kan medvirke til at forebygge tortur og død.

Ekrem døde alt for tidligt. Men hvis hans død han bidrage til et forbud mod dødelig og invaliderende brug af benlås herhjemme, og hvis det kan bidrage til at mindske politivold og tortur på verdensplan, så har især Ekrems familie ikke kæmpet forgæves.

Det skylder vi dem og Ekrems minde.

Tale holdt ved demonstrationen på Københavns Rådhusplads den 13. august.