Venter vi på Godot, eller hvad handler det egentlig om? I bund og grund handler det vel om valg af samfundsudvikling.
af Dennis Kristensen, formand for FOA
Krisen kradser stadig. Ovenpå en våd og lidt trist sommer, hvor vi – indtil i går – ventede forgæves på strålende sol og overstrømmende varme, er udsigten til, at den økonomiske krise snart begynder er klinge ud desværre lige så trist.
Der er oven i købet bekymrende tegn på, at vi ikke blot må vente endnu længere på bedre tider, men at vi måske i stedet står overfor en ny økonomisk nedtur.
Mens vi har ventet på, at den finansielle krise og den efterfølgende økonomiske krise skulle aftage, har regeringens svar på krisen været at sende økonomiske redningsbælter til bankerne, sænke de offentlige udgifter og skære dybt i velfærd og offentlig service.
Det er en katastrofal tænkning, der ligger bag den måde at møde en økonomisk krise på.
Katastrofal, fordi vi helt har manglet initiativer, som kunne afbøde krisens virkninger for de danskere, der kom i skudlinjen, og som samtidig kunne lægge fundamentet til at skabe ny vækst.
Katastrofal, fordi velfærden i krisetider er endnu vigtigere for dem, der mærker krisens virkninger allerhårdest.
Og katastrofal, fordi Danmark har mistet tusindvis af arbejdspladser – mange af dem for bestandig – uden at vi er kommet i gang med at skabe nye arbejdspladser på nye områder.
Den hidtidige krisepolitik kan vel nærmest kaldes »Mens vi venter…«. Og vi har ventet.
Vi har ventet på, at regningen for krisen blev fordelt efter evnen til at bære byrderne.
Resultatet blev det modsatte: Regningen for krisen sigtede målrettet på, hvilke skuldre der skulle slippe fri.
I stedet landede regningen hos de arbejdsløse gennem halvering af dagpengeperioden, hos efterlønsmodtagerne gennem forringelser af ordningen, og hos brugerne af den offentlige sektor gennem ringere tilbud om velfærd og service.
mens jobbene forsvinder
Vi har ventet på, at der blev skubbet gang i beskæftigelsen med ekstraordinære initiativer, med opkvalificering og med offentlige investeringer. At hjulene målrettet blev skubbet i gang igen.
Resultatet blev eksplosivt stigende arbejdsløshed, arbejdsløse, der ryger ud af dagpengesystemet til næste sommer, og en fradragsordning for arbejde udført i eller på boligen.
Det blev i første omgang lønmodtagerne i den private sektor, der betalte for de manglende initiativer, og det er lige nu de offentligt ansatte, der ser jobbene forsvinde i hobetal, fordi skatteindtægterne falder, og overførselsindkomsterne stiger.
Og vi har ventet på initiativer til nye vækstområder i Danmark, som kan erstatte de job, som forsvandt til lavtlønslande på den anden side af jorden, og som for alvor kan skubbe til de stoppede hjul.
Resultatet blev hjul, som slet ikke har rørt sig ud af stedet i tre år og derfor ruster mere og mere fast.
Venter vi på Godot, eller hvad handler det egentlig om? I bund og grund handler det vel om valg af samfundsudvikling.
Om valget mellem på den ene side en afvikling af den danske velfærdsmodel, og på den anden side fastholdelse og udvikling af den fælles ansvarlighed.
Om valget mellem på den ene større ulighed mellem danskerne og på den anden side mere lige adgang, mere lige muligheder og mere fælles ansvar for de svageste.
Om valget mellem på den ene side »enhver er sin egen lykkes smed« og på den anden side »sammen kan vi smede noget smukt«.
Krisepolitikken har indtil nu valgt afvikling af velfærd, større ulighed mellem danskerne og »enhver er sin egen lykkes smed«.
Det sætter velfærden og fællesskabet under pres. Kraftigt pres.
Vi er gået i gang med et årti, som kan blive helt afgørende for, hvorvidt vi fortsat vil være et land, som selv opfatter sig som et velfærdssamfund, og et land, som i internationale undersøgelser ligger i toppen, hvad velfærd og lighed angår.
Og det nytter ikke fortsat at vente på bedre tider.
Vi skal selv være med til at skabe de tider, som gør, at vi ikke ved udgangen af dette årti kan kigge på hinanden og med et omskrevet resultat fra den danske film »Den eneste ene« sige: »Hvis velfærden var en ludobrik, er den så ikke nu slået tilbage til start?«
Sådan må det ikke få lov til at gå.
Vi skal ville velfærden
Vi er fortsat et land, der har råd til, at mennesker tager hånd om hinanden. Vi er fortsat et land, der kan, hvis vi vil.
Derfor kommer de kommende års kamp om velfærden til helt grundlæggende at handle om, hvor meget vi vil aflevere til den fælles ansvarlighed, og hvor meget vi vil have ned i egen lomme. Hvor meget til den fælles ansvarlighed, og hvor meget til mit forbrug.
Vi kan ikke fastholde og udvikle velfærden i tider med smalhals, hvis vi ikke er parat til at tage os råd.
Hvis vi ikke er parat til at skaffe de indtægter, der skal til, hvis vi fortsat skal have børnepasning, undervisning, sygdomsbehandling, ældrepleje, omsorg for de svageste, infrastruktur og alt det andet, der kendetegner den danske velfærdsmodel, af høj kvalitet for alle – uafhængig af tegnebogens størrelse.
Jeg tror på, at danskerne vil hinanden. At vi vil vælge den fælles ansvarlighed. At vi vil tage hånd om andre.
Hvis vi vel at mærke kan se, at vi står ved en korsvej, hvor vi skal foretage det valg.
Den korsvej mellem afvikling og udvikling og mellem konsekvenserne af det valg for fællesskabet og for individet bør vi alle bidrage til at tydeliggøre.
Vi skal ville velfærden for at bevare den.
Vi skal ville slås for den fælles ansvarlighed.
Og vi skal ville forhindre den stigende ulighed.
Sværere behøver valget ved korsvejen ikke at gøres.
Fortsat god festival.
Tale ved K-Festival den 21. august i København.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
