Vore magthavere er handlingslammede, for hvis de for alvor skulle vende katastrofekursen, måtte de gribe ind i selve kapitalens hjertekammer og stoppe dens indbyggede væksttvang.

I Latinamerika sker der spændende ting og sager i lande som Bolivia, Ecuador og Cuba. Inspireret af kontinentets indianerkulturer har man erkendt, at vi ikke kan skabe en social fremtid, uden at det må indbefatte en grundlæggende respekt for »Moder Jord«. Her er det fra det folkelige klimatopmøde i Bolivia i april 2010.

Helene Meden Hansen

af John Holten-Andersen, lektor ved Danmarks Tekniske Universitet

»Akkumuler, akkumuler, det er Moses og profeterne«, skrev Karl Marx om kapitalens indbyggede væksttvang.

Det har kapitalen nu gjort i et par århundreder, og det i et stadigt højere tempo og i stadigt større skala. Resultatet ser vi i dag i form af en økologisk krise af ødelæggende dimensioner. Havene tømmes for fisk, skovene fældes, jorden udpines, og tusindvis af arter udryddes.

Byer, infrastruktur og transport vokser ud over alle grænser, mens landskabet fyldes med stål, asfalt og beton. Jordens ressourcer tømmes i et raskt tempo, samtidig med at affaldsstoffer fra produktion og forbrug hober sig op i jorden, vandet og luften. 

I dag er selv klodens klima bragt ud af balance.

Men vore magthavere er handlingslammede, for hvis de for alvor skulle gøre noget ved alt dette, måtte de gribe ind i selve kapitalens hjertekammer og stoppe dens indbyggede væksttvang.

Og det er der hidtil ingen, der har vovet, nærmest tværtimod: I de senere år, hvor akkumulationen som følge af den økonomiske krise har været sat på vågeblus, har man mobiliseret alle kræfter for igen at få gang i væksten, koste hvad det koste vil.

Det har blandt andet betydet, at klimapolitikken er endt i en farce: Mange højstemte ord, men ingen, absolut ingen handling. Og imens tikker uret ubønhørligt nedad mod en økologisk katastrofe.

Magthaverne er handlingslammede, men værre er det næsten, at den beskrevne katastrofekurs hidtil ikke er blevet modsagt af nogen nævneværdig, politisk opposition.

Det er klart, at kapitalens talerør, altså borgerskabet, ikke går i spidsen for at afvikle kapitalismen og dermed sig selv. Det er til at forstå.

socialister og økologi

Hvad der derimod er sværere at forstå er, at arbejderklassens repræsentanter, hvad enten de opfatter sig som socialister eller kommunister, hidtil har forholdt sig forbavsende passive overfor den fremadskridende økologiske krise.

Godt nok i-tale-sættes natur, miljø og klima, ligesom der kaldes på handling, men at der er en nøje sammenhæng mellem den økonomiske vækst og den økologiske krise, det har man fra denne side hidtil lukket øjnene for.

Socialistisk ledede regeringer har derfor været mindst lige så fikseret på vækst, som borgerlige regeringer har været det, og det samme kan siges om de kommunistisk inspirerede regimer – tænk blot på Kina.

I det aktuelle danske opgør om regeringsmagten er det da heller ikke vækstøkonomien, der er sat til diskussion, tværtimod konkurrerer de to politiske fløje om, hvem der er bedst til at igen at sætte gang i væksten.

Skal vi gøre os noget håb om at vende skuden, er det derfor ikke tilstrækkeligt at kritisere kapitalen. Vi, der har et hjerte til venstre, må også gribe i egen barm og forsøge at grave vore egne lig ud af skabet.

Det indebærer blandt andet en kritisk revurdering af den socialistiske bevægelses idemæssige grundlag, herunder også af marxismen.

Der er ingen tvivl om, at Marx havde et blik for kapitalismens destruktive virkning på naturgrundlaget, og der kan da også findes adskillige citater, der vidner om, at han på mange måder tænkte økologisk – 100 år før dette ord blev almindeligt kendt (dette er blandt andet dokumenteret af Anders Bjerre Mikkelsen i flere artikler i dette blad).

Men, der er også en anden side af Marx, for som ægte barn af den moderne oplysning var han fascineret af den teknisk-videnskabelige udvikling, som han opfattede som en progressiv kraft.

Deraf fulgte hans begreb om »produktivkræfternes udvikling« som den historiske drivkraft, der i bestemte perioder kom i modstrid med produktionsforholdene, hvorefter disse måtte vige til fordel for mere tidssvarende samfundsstrukturer.

I denne optik blev socialismen forstået som en samfundsformation, der var kapitalismen overlegen, når det kom til at udnytte de produktivkræfter, som den moderne naturvidenskab og teknik havde muliggjort.

vækst kontra økologi

I eftertidens socialistiske og kommunistiske bevægelser er det denne fascination for produktivkræfterne, som er blevet fremhævet hos Marx, hvorimod hans økologiske tænkning mere eller mindre er gået i glemmebogen.

Derfor har socialister og kommunister i hele det 20. århundrede været omtrent lige så forhippede på at modernisere, teknologisere og rationalisere produktionen, som kapitalen har været det.

Til tider har man oven i købet overgået kapitalen, tænk blot på de megalomane landskabsingeniørprojekter, som tidligere blev gennemført i Sovjetunionen og som i dag gennemføres i Kina.

Naturen og miljøet er imidlertid ligeglad med om produktivkræfterne udvikles i kapitalismens eller socialismens navn. Det ved vi i dag. Socialistiske atomkraftværker, kulkraftværker, cementfabrikker, pesticider, kemikalier, agro-industrielle systemer, motorveje, biler og så videre er ligeså miljøødelæggende som kapitalistiske ditto er det.

Det er ikke længere muligt at hævde, som blandt andet DKP gjorde det i 1970’erne, at et atomkraftværk i USA er noget skidt, mens det i Sovjetunionen er godt.

Det er heller ikke længere muligt at sige, at en udvikling af produktivkræfterne nødvendigvis er progressiv. Vi må tværtimod erkende, at denne udvikling i sin hidtidige skikkelse har været overvejende destruktiv, og dét uanset om den har tjent socialistiske eller kapitalistiske systemer.

Vi er derfor nødt til at omtænke hele spørgsmålet om vækst og udvikling ganske fundamentalt, ja, hvis vi vil imødegå den økologiske krise, er vi nødt til at sætte en egentlig modvækst på dagsordenen.

Det er hvad vi forsøger at gøre i bogen »Modvækst – omstilling til fremtiden«. Her giver 14 forskellige forfattere 20 forskellige bud på et modvækstsamfund – og vejene dertil.

modvækst

Kort fortalt går modvækst ud på at reintegrere økonomien i økologiens kredsløb. Det indebærer et opgør med opfattelsen af naturen som en død »ressource«.

Frem for vækstsamfundets teknologiske naturbeherskelse må vi insistere på en nænsom, respektfuld og bæredygtig naturrelation. Det har ikke alene konsekvenser for primærproduktionen, men for hele samfundets organisering.

Frem for nutidens globalt organiserede økonomi må der etableres en lokalt forankret økonomi, der først og fremmest er baseret på vedvarende lokale ressourcer, der efter endt brug enten kan genanvendes i det samfundsmæssige kredsløb eller recirkuleres i naturens kredsløb.

I en sådan økonomi vil man være tvunget til at holde hus med de begrænsede ressourcer, og derfor vil kvalitet, holdbarhed, reparation og genbrug være i højsædet.

Derfor vil det gode håndværk og den faglige stolthed igen komme til ære og værdighed. Et modvækstsamfund vil i det hele taget kræve flere hænder, men færre maskiner.

Vi må derfor også nøjes med færre ting, men vi vil til gengæld kunne glæde os over en højere kvalitet. Vi vil være fattigere målt i penge, men rigere i alt det, som ikke kan måles i penge – natur, fællesskab, fordybelse, omsorg og glæden ved et meningsfuldt arbejde.

I et modvækstsamfund »vil få have for meget og færre for lidt«. At omstille vores nuværende vækstsamfund til et modvækstsamfund er en kæmpeudfordring, der indebærer en revolution i hele vores måde at tænke på – også på venstrefløjen.

Heldigvis synes flere og flere parate til at kaste sig ud i denne opgave, både her hjemme og ude i den store verden.

I Latinamerika sker der for eksempel i disse år spændende ting og sager i lande som Bolivia, Ecuador og Cuba. Inspireret af kontinentets indianerkulturer har man erkendt, at vi ikke kan skabe en social fremtid, uden at det må indbefatte en grundlæggende respekt for »Moder Jord«.

Herhjemme har en række forskellige organisationer med rod i såvel miljøbevægelsen som fagbevægelsen siden Klimaforum 09 været i dialog om en ny måde at samtænke miljø og beskæftigelse, der ikke er baseret på vækst.

Og for ikke så længe siden meldte Enhedslisten i en kronik i Information klart ud, at partiet vil gøre op med vækstdogmet.

Alt dette er indtil videre små spirer, men det er vigtige spirer. For de indikerer, at noget er i gære, at mere end hundrede års forblindelse er i færd med at miste sit greb om os, at modvækst har fremtiden for sig! 

John Holten-Andersen er medredaktør af bogen »Modvækst – omstilling til fremtiden«. der udkommer fredag den 26. august.