I lyset af terrorangrebet i Norge understreger Kommunistisk Parti, at arbejderbevægelsens faglige og politiske organisationer må styrke kampen mod racisme og fremmedhad.
af Jørgen Petersen, formand Kommunistisk Parti
Michael Hertoft, medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse, havde et debatindlæg i Arbejderen onsdag den 24 august. Han opfordrer til, at Kommunistisk Parti også arbejder for at gøre spørgsmålet om udlændingepolitikken til et tema i valgkampen.
Kommunistisk Parti har valgt at sætte fokus på kampen for den kollektive velfærd op til et kommende folketingsvalg.
Udlændingepolitikken er ikke direkte blandt partiets 10 hovedkrav i valgkampen. Men rækken af velfærdskrav, som vi rejser, vil naturligvis også have stor betydning for de mange udlændinge i Danmark. Det gælder ikke mindst vores store fokus på spørgsmålet om kampen mod løndumping.
I lyset af terrorangrebet i Norge har Kommunistisk Parti understreget, at det er en opgave for arbejderbevægelsens faglige og politiske organisationer at styrke kampen mod racismen og fremmedhadet og den systematiske dæmonisering af muslimer.
I årevis har højreorienterede partier og bevægelser styrket deres positioner i en lang række europæiske lande. I Danmark har ikke mindst Dansk Folkeparti med dette afsæt kunne trække udviklingen i udlændingepolitikken i en helt forkert retning. Derfor bliver et opgør med den borgerlige regering også et opgør med den udlændingepolitik, som er blevet ført i det seneste årti.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278