Hvis man sætter fællesskabet til side for private interesser, mister man – i alt fald hvis man ikke er meget velhavende – de goder, fællesskabet kan give os tilsammen.
af Tue Tortzen, Hillerød
Hvorfor holder I fest, fordi nogle boligblokke har stået i 50 år?
Det spørgsmål har jeg fået nogle gange de sidste uger. Og det viser, at vi faktisk har nået en del af målet – at man tager gode, sunde boliger til almindelige mennesker som en selvfølge.
Det var det ikke, da Hillerødholms Alle, Lærkeparken, Biblioteksparken og de andre boliger, som fagbevægelsen satte i gang, blev bygget.
De, som flyttede ind, kom for eksempel fra saneringen af Løngangsgade, Grønnegade og Skolegade, som var nogle af Hillerøds dårligste boliger. Små, utætte og ofte fugtige boliger gavnede hverken helbred eller trivsel for børn og voksne.
De kom også fra faldefærdige landarbejderboliger og fra kælderlejligheder rundt om i byen. De kom fra lokum i gården og koldt vand i hanerne til moderne, lyse boliger, og det har forbedret deres liv og helbred.
Det er godt, det er en selvfølge, men vi skal huske at sende en venlig tanke til de kammerater i fagbevægelsen, som sørgede for, at det hele kom i gang.
Thorvald Petersen fra Arbejdsmændene, Murer-Åge, Frederik fra Snedkerne – og alle de andre. Og selvfølgelig ikke mindst Axel V. Jensen, som ubetinget har den største del af æren for at det hele kom i gang.
Det startede i det små med Bjørnebakken, Ådalen og Grønskiftet, hvor man byggede små parcelhuse, som medlemmerne kunne købe for en rimelig pris.
Men ikke alle havde råd til det, så der kom gang i lejlighedsbyggeriet, og det er blevet til over 1000 gode boliger.
Det er alt sammen beskrevet i jubilæumsbøgerne, så jeg vil fortælle, hvordan det foregik, når vi holdt de årlige møder i Arbejdernes Fællesorganisations Byggeaktieselskab, som det så mundret hed dengang.
Fagforeninger bag boligselskab
Der mødte delegationer fra hver fagforening – og det var alle fag, som havde afdeling i Hillerød dengang – alt efter hvor mange aktier man havde.
Det var gerne cirka 120 stemmeberettigede, så det var samtidig et vigtigt møde, hvor mange andre faglige og sociale sager blev drøftet over bordene.
Det foregik nogle gange i kælderen på Vinkelvej, andre gange på Gilbjerghoved. Jeg har selv været med siden 1973.
Første gang, Peter Jensen og jeg kom til generalforsamling i Arbejdsmændenes Fagforening, sagde Thorvald: »Der er et par friske unge mennesker – dem skal vi straks have med i arbejdet.«
Vi var ikke 18 år, så vi kunne ikke komme i bestyrelsen, men vi kunne vælges til byggeaktieselskabets repræsentantskab, og det blev vi.
Det var en imponerende oplevelse for sådan et par knægte. Ved bordet for enden i mødesalen tronede Aksel V. Jensen og forretningsudvalget.
Aksel var – foruden at være formand for Fællesorganisationen og byggeselskabet – formand for Teknisk Udvalg i kommunen og havde selv et ingeniørfirma, så der var styr på tingene.
Beretningen var nøjagtig og punktlig, og der var sjældent de store diskussioner. Den blev, så vidt jeg husker, altid godkendt enstemmigt.
Regnskaberne, som stemte på øre, blev oplæst med alvorlige miner, alt vedtaget i enighed, og så var der ellers gule ærter og brændevin.
Det var her, de egentlige forhandlinger foregik, og nye kontakter blev stiftet.
Bedre var det, når vi skulle til Gilbjerghoved. Så fyldte vi to-tre busser og drog nordpå. Der var en snedker – jeg husker ikke hans navn – som spillede på banjo, og det gjaldt om at komme med hans bus.
Frederik Christiansen fortalte historier i den anden bus, og der var ikke et øje tørt, når vi nåede Gilbjerghoved. Men stilen holdt under mødet, som altid var sagligt. Nå, ok – næsten altid.
Det var en folkelig bevægelse på godt og ondt, en bevægelse, vi savner i dag, hvor vores byggeselskab styres af en ganske lille flok, som stadig har interesse for det boligsociale.
Fællesskabet
Fagforeningerne er blevet store, og Nordsjællands-dækkende, en udvikling som sikkert fortsætter.
Men vi er dog stadig et lokalt selskab, og vi er demokratisk ledet, selvom det ville være dejligt med mere interesse om sagen.
Hvis man sætter fællesskabet til side for private interesser, mister man – i alt fald hvis man ikke er meget velhavende – de goder, fællesskabet kan give os tilsammen. Derfor skal vi passe godt på vores fagforeninger og vores fællesprojekter.
Et af dem er FO Byg og BO, og jeg vil derfor foreslå, at vi udråber tre korte, tre lange – og så suset fra Bakkegade.
Tale til FO Byg og BO’s 50 års jubilæum den 19. august.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
