Økonomer mener ofte, at høje skatter og et højt lønniveau svækker konkurrenceevnen og undergraver landets velstand.

Sådan Sagt

»Økonomer er tit bekymrede på samfundets vegne, men det er især nogle økonomiske ubalancer, som de hæfter sig ved. Som regel mener de, at højere skatter og et højt lønniveau svækker konkurrenceevnen og undergraver landets velstand«.

Det skriver Bengt-Åke Lundvall, professor ved institut for økonomi og ledelse ved Aalborg Universitet og forhenværende vicedirektør i OECD.

»Derimod er det yderst sjældent, at ‘økonomer’ udtrykker bekymring for alt for store profitter og voksende ulighed. Dette skal ses på baggrund af, at lønandelen er faldet markant, mens uligheden er vokset i Danmark over det seneste år«, fortsætter professoren i en kommentar i Politiken.

Bengt-Åke Lundvall skilter ikke alt for åbent, at han er økonom, når folk spørger om hans profession. Han vil nemlig ikke sættes i bås med de økonomer, der dominerer den økonomiske politiske debat herhjemme.

De har efter Lundvalls mening gjort »mere skade end gavn«. For stort set alle politiske kommentatorer tager udgangspunkt i en »antagelse om, at der eksisterer én uigendrivelig økonomisk sandhed, som man kan vurdere politiske programmer på grundlag af«.

Han peger blandt andet på, at danske økonomer og politikere især taler om at hæve udbudet af arbejdskraft, fordi der bliver flere ældre og færre mennesker i den erhvervsaktive alder. De taler sjældent om at øge produktiviteten, der ifølge Bengt-Åke Lundvall også er afgørende for et lands velstand.

Hvorfor taler ingen økonomer om at øge produktiviteten, spørger Lundvall.

»Normalt skulle man tro, at en større kage kunne bruges til at give større indtægter til det offentlige, uden at man behøver at hæve skattetrykket. Sådan er det ikke i ‘økonomernes’.« De mener nemlig, at produktivitetsstigning automatisk fører til lønstigning, som vil smitte af på overførselsindkomster.

»Herved har man forvandlet produktivitetsfremmende initiativer til landsskadelig virksomhed«, skriver professoren, der mener, at når der laves reformer, så skal man overveje deres påvirkning af både produktivitet og beskæftigelse. Og det har regeringen og forligspartierne bag ændringerne af efterlønnen ikke gjort. En ensidig afskaffelse af efterlønnen er direkte uansvarligt.

»Hvis man afskaffer efterlønnen og ikke foretager sig yderligere, vil væksten i udbuddet af arbejdskraft primært omfatte ufaglært arbejdskraft. Det vil resultere i arbejdsløshed og ikke i større velfærd«, konkluderer Lundvall.