Hverken vækst eller produktionsmidler er i sig selv fjenden – det er de kapitalistiske produktions­forhold. Her har økologisk forsvarlige produktions­metoder ingen chance for at dominere.

af Anders Bjerre Mikkelsen, medlem af Kommunistisk Parti

I sin kronik i Arbejderen den  24. august siger John Holten-Andersen, at arbejderklassens bevægelser, socialistiske og kommunistiske partier, lige som kapitalismen, har bundet sig til vækst og udvikling af produktivkræfter uden hensyn til den økologiske balance.

Det kræver en kommentar, især når du mener, dette kan føres tilbage til det teoretiske grundlag, marxismen.

Retfærdigvis må vi dog lige have med, at en del af de nævnte bevægelser siden slutningen af 1800-tallet gradvist har sagt farvel til marxismen. Således arbejder det danske Socialdemokraterne 100 procent på det eksisterende kapitalistiske samfunds præmisser og har dermed også bundet sig med hud og hår til grundkravet  om kapitalistisk vækst.

Det er til gengæld rigtigt, at de tidligere socialistiske landes kommunistpartier ikke havde spørgsmålet om bæredygtig produktion særligt højt oppe på dagsordenen, for at sige det pænt.

Men havde de under den benhårde kapitalistiske inddæmning reelt andet valg, end at tilstræbe størst mulig produktionsvækst med de til rådighed stående produktionsmetoder?

Du nævner dog Cuba som et af de lande, der i dag har betrådt andre veje. Men hvad med de kommunistiske partier i dag?

Har de også i kraft af deres marxistiske grundlag et perspektiv for fremtidens samfund med sådanne vækstkrav og produktivkræfter, der kun kan føre til økologisk sammenbrud?

Kommunistisk Partis politik er formuleret i vores miljøprogram: »Socialisme - et solidarisk og bæredygtigt alternativ«.

Men til det spørgsmål, du rejser følgende:

produktivkræfter

For det første vil jeg præcisere begrebet »produktivkræfter«. Derved forstås mennesket samt alle forhåndenværende produktionsmidler, herunder naturen.

Dette  overordnede begreb er – som du også er inde på – gyldigt uanset tidsaldre og samfundsformer. Om man kan tale om en fascination hos Marx overfor produktivkræfterne, ved jeg ikke, men hans opdagelse af, at det er produktivkraftudviklingen, der driver samfundsudviklingen, er epokegørende:

Produktivkræfterne udvikler sig i gensidig veksel-virkning med produktionsforholdene (relationerne mellem klasserne, ejerskabet til produktionsmidlerne, »samfundssystemet«), og som du også nævner, vil produktivkræfterne fra epoke til epoke udvikle sig ud over de rammer (produktionsforhold), som samfundet sætter for dem.

Det er netop i en sådan periode, vi nu lever.

For det andet: I vor tid kan vi tale om produktivkræfter som maskiner, fremstillingsmetoder, organisation, logistik, videnskab, samt produktivkraften mennesket i form af dets nutidige viden og kunnen.

Produktivkræfterne er »kapitalistiske« i den forstand, at de er udviklet i profitgenereringens tjeneste. Derfor er de på områder som avancerede våbensystemer, luksuslegetøj for overklassen og masseproduktion til den betalingsdygtige del af arbejderklassen særdeles veludviklede.

Derimod er de produktionsmidler, der udvikles for at producere i balance med miljøet, få og underudviklede.

Vækst forstås i dag alene som stigningen i produktionen af varer og tjenester, frembragt  på basis af de aktuelt eksisterende produktivkræfter. Og denne vækst nedbryder, som du gør rede for, det naturgrundlag, der er forudsætningen for den menneskelige eksistens.

opgør med kapitalismen

Men hverken vækst eller produktionsmidler er i sig selv fjenden.

Fjenden er de kapitalistiske produktionsforhold. Under disse har økologisk forsvarlige produktionsmetoder ingen chance for at dominere over dem, der er optimeret efter maksimal profit.

Ideer som modvækst kan spire, men profitsamfundets jordbund understøtter ikke deres videre vækst.

De eksisterende, kapitalistiske produktionsforhold er blevet en lænke, der hindrer udviklingen af de livsnødvendige, bæredygtige produktivkræfter. De truer menneskehedens udvikling og sågar dens eksistens.

Naturligvis skal vi protestere mod miljøødelæggelse og kræve udvikling af bæredygtig produktion. Men dette sammen med spirer på det idemæssige plan, som modvækst, gør det ikke.

Vi mennesker kommer ikke uden om et opgør med kapitalismen. Centralt i opgøret er arbejdet for at styrke og forene de kræfter, der har et andet perspektiv end kursen mod afgrunden – herunder forene de kræfter, der er forankret i miljøbevægelsen og arbejderklassen.