Der er ikke behov for mindre stat eller mindre offentlig sektor i den nuværende situation – tværtimod. Der er brug for mere politisk lederskab.

Valgkommentar af Carl-Aage Jensen

Folketingsvalget er udskrevet og det primære spørgsmål er denne gang økonomien. Hvilken vej skal Danmark bevæge sig økonomisk.

På den ene side lægger regeringen op til at fortsatte den liberale økonomiske politik, og på den anden side er der et bredt ønske i befolkningen om et opgør med den økonomiske katastrofekurs, som finansmarkedernes dominans gennem de sidste 30 år har ført det danske samfund og verdensøkonomien ud på.

Danmark står i dag ved en skillevej, hvor der er behov for, at flere store økonomiske og samfundsmæssige problemer bliver løst.

Danmark har mistet omkring 200.000 arbejdspladser, siden finanskrisen brød ud i 2008, uden, at der er taget politiske initiativer til at skabe nye job til erstatning. I takt med den stigende globalisering flytter flere af de danske monopoler meget af deres produktion ud i verden samtidig med, at nye teknikker og effektiviseringer betyder, at der skal færre hænder til at skabe den samme mængde i den produktion, der bliver i landet.

Samtidig ser vi, hvordan den private sektor i stigende grad fokuserer på udviklingen af aktiekurser og anden værdisættelsen af aktiver, frem for at se på hvordan vi skaber nye værdier gennem arbejde og forskning.

Forandret verden?

I denne situation promoverer regeringen sig selv som de økonomisk ansvarlige, fordi de efter at have givet skattelettelser primært til de højst lønnede er parat til at skære i den kollektive velfærd for at skabe balance mellem udgifter og indtægter i den offentlige sektor. Hvilket dog ikke ser ud til at lykkes.

»Verden er fuldstændig forandret hen over sommeren.«

Sådan begrunder regeringen de dystre forudsigelser for den offentlige økonomi i forbindelse med fremlæggelsen af næste års finanslov.

Virkeligheden er nok snarere, at nedgraderingen af USA's kreditværdighed og den efterfølgende uro på aktiemarkederne fuldstændig kuldsejlede regeringens eget økonomiske verdensbillede. Det er rigtigt, at verden er blevet markant forandret – bare ikke hen over sommeren 2011 – det er sket som en løbende proces gennem de sidste 30 år.

Gennem en periode på 15 år frem til krisen steg priserne på huse og lejligheder til almindelige arbejdende mennesker cirka lige så meget om året, som en enkelt arbejder tjente om året efter skat – uden at politikerne gribe ind.

Tværtimod har den borgerlige regering stimuleret efterspørgslen i samfundet ved at fremme udlån gennem den finansielle sektor blandt andet til privat forbrug med garantier i den voksende friværdi.

Spekulation

De stigende priser på aktiver som boliger, aktier og andre værdipapirer afspejler, at alt for meget kapital kanaliseres ud på det frie kapitalmarked, hvor kapitalen kun i begrænset omfang kan investeres i egentlig værdiskabelse som produktion eller forskning.

Derfor oplever vi, at der i stigende grad spekuleres i at gøre en god forretning ved at forudsige ændringer i værdiansættelse af aktiver i stedet for at investere i produktion og tilegnelse af merværdien.

Den øgede kapital kommer blandt andet fra virksomheders overskydende profit, men en stigende del kommer faktisk fra det øvrige samfunds opsparing, hvor private forsøger at sikre deres fremtidige sociale velfærd gennem opsparinger via finanssektoren.

I Danmark sker dette primært gennem skattefri opsparing i pensionsordninger, hvorfra opsparingen kanaliseres over på det frie kapitalmarked, mens hovedparten af velfærdsordningerne stadig organiseres gennem den offentlige sektor. I USA organiseres derimod hovedparten af den samfundsmæssige sociale velfærd via enkeltindividers private indskud i den finansielle sektor.

Regeringen satser ensidigt på en fortsættelse af de seneste manges års økonomiske politik, der har haft finansmarkedet som dominerende momentum. Politisk lederskab og økonomisk ansvarlighed er for Løkke og co. lig med tilpasning til de frie markedskræfters og specielt finansmarkedets krav.

Behov for forandring

Tiden skriger imidlertid på forandringer. Der er brug for, at samfundet som en helhed i højere grad fokuserer på at skabe værdier i stedet for at tilegne sig værdier på baggrund af et ejerskab.

Der er ikke behov for mindre stat eller mindre offentlig sektor i den nuværende situation – tværtimod. Der er brug for mere politisk lederskab både i forhold til den eksisterende produktion men først fremmest i forhold til investeringer i forskning og ny produktion.

I forlængelse heraf er der brug for et opgør med den opfattelse, at det kollektive – den offentlige sektor – er til for det private erhvervsliv skyld, hvor det offentlige leverer investering og forbrug, mens de private tilegner sig værdierne i form af ejerskabet til produktionen. 

S og SF har fremlagt en vækstplan, der satser på øget politisk lederskab i forhold til produktion og investeringer, samt satser på den offentlige sektor. Om de kan presses til at tage yderlige skridt afhænger blandt andet af, hvor stærkt venstrefløjen i form af Enhedslisten bliver repræsenteret i Folketinget, men først og fremmest af hvor stærkt det folkelige pres bliver på dem.

Uanset hvor langt en ny regering kan presses, så er alternativet – en fortsættelse af den nuværende kurs – en økonomisk katastrofe for Danmark som samfund og specielt for de økonomisk svageste grupper.

Carl–Aage Jensen er marxist og civiløkonom. Læs hans økonomiske kommentar i Arbejderen den sidste onsdag i hver måned.