Vi må alle gøre os én ting klart. Det er ikke nok med nye hoveder på Christiansborg, som bare fører den samme politik i ny forklædning. Og det er der en reel fare for. Vi må stille krav til den nye regering.
af Anton Nielsen
Det samfund, vi lever i nu, er ikke det samfund, mange af os har drømt om og kæmpet for igennem efterhånden mange år. Tværtimod!
Samfundet i dag er kendetegnet ved, at man giver til de rige og sparker til de små. De der har rigeligt, skal mere gives – alle andre skal alt fratages.
Landet står ved den økonomiske afgrunds rand – fallitten truer. Påstås det. Vi får græske tilstande, hvis vi ikke spænder livremmen ind. Med »vi« mener man befolkningen.
Krisen kradser. Arbejdsløsheden stiger. Antallet af fattige stiger. Men for nogen er det gyldne tider. Spekulanter, børshajer har kronede dage – bankpakke efter bankpakke af kroner fyldes ned finanskapitalens bundløse hul.
Alligevel forsømmer de aldrig en mulighed for at klage sig og kræve ind. Skattelettelser for erhverslivet – for A.P. Møller og co. som for få dage side kunne notere det hidtil største overskud. Monopolerne er fredet i klasse A.
På dette grundlag rimpes den ene reaktionære lov sammen efter den anden – alle skåret over samme læst:
Indskrænkninger i befolkningens købekraft, reallønsudhulning eller direkte lønnedgang, forringelse af arbejdsforholdene – for dem, som stadig måtte have et arbejde, prisstigninger på fødevarer, huslejestigninger, forringelse af social- og sundhedssektoren gennem asociale nedskæringer, ødelæggelse af uddannelsessystemet, økonomisk udhuling af pensionerne og forhøjelse af pensionsalderen, ødelæggelse af efterlønnen, lukning af institutioner, angreb på hævdvundne demokratiske rettigheder – som for eksempel strejkeretten, på demonstrationsretten og ytringsfriheden.
Ingen gruppe i den almindelige befolkning er gået ram forbi. Fra vugge til grav er sparekniven blevet svunget hensynsløst.
Grove angreb
Som vejen til helvede siges at være brolagt med dårlige undskyldninger, har vejen fra VKO-regeringens tiltræden i 2001 og frem til dags dato været brolagt med stadigt grovere angreb på vore elementære rettigheder.
Landets regering har erklæret befolkningen krig – social krig.
Vi har levet over evne, siger de. Med »vi« mener de os, altså arbejderne, de unge, de gamle, de syge og de arbejdsløse.
Vi får for meget i løn. Vi kræver bare ind uden baggrund i den udførte produktion. Vi har bare at klappe hælene sammen og stå ret, ellers flytter virksomheden til et andet land, hvor lønningerne ikke er noget problem, og fagforeninger et ukendt begreb.
Minimalstaten er på plads. Siden VKO-regeringens tiltræden har vi måttet lægge øre til deres evindelige remse som for eksempel »gratisprincippet skal afskaffes.«
Men hvem har betalt for de gratis ydelser? VKO-regeringen eller befolkningen? Hvorfor skal vi betale to gange for den samme ydelse, kunne man med rette spørge.
Og hvorfor ødelægges de sociale ordninger, sådan som tilfældet er nu? Hvem er det godt for? Ikke for os, kan vi fastslå. For os er det en katastrofe.
Spørgsmålene står i kø – en kø som bliver stadig længere. Endnu et par eksempler:
Man taler om videnssamfundet samtidig med, at man nedskærer bevillingerne til universiteter og andre læreanstalter.
Man siger, at viden er vort eneste grundstof. Så er det uforståeligt, at en uddannelse gøres afhængig af den enkeltes økonomiske baggrund og ikke af evnerne. Er det videnskabeligt bevist, at arbejderbørn er dummere end grossererbørn?
Krigpolitik
Og ikke mindst, hvorfor skal vi betale stadig mere til militær, oprustning og krige i fjerne lande – lande som aldrig så meget som har truet endsige angrebet Danmark – mens nationen, ifølge samme regering står på fallittens rand.
I parentes bemærket var det selvsamme VKO-regering, som sendte vort land i krig på en løgn – en løgn som foreløbig har kostet 41 unge mennesker livet og et ukendt milliardbeløb til krudt og kugler. Er det, hvad de kalder »en ansvarlig politik«?
Hvorfor taler man altid om menneskerettigheder i andre lande, men ikke hos os selv? Det er måske ikke noget problem her til lands?
En endeløs række af love og stramninger af lovgivningen er et af VKO-regeringens kendetegn, som ofte giver sig bizarre udtryk:
Terrorlove efter amerikansk forbillede. Kriminalisering af solidaritet. Lømmelpakke og klimafængsel. Nedsat kriminel lavalder til 14 år, fodlænker til børn. Det rene krystalklare vanvid, hvis man spørger mig.
Nutidens fascister
Samfundet trækkes mod højre – i Danmark som i resten af Europa. Fascismen er igen på spil og viser sig i mange forklædninger. Fra fascisten og massemorderen Anders Brevik i Norge til de bonede gulve i NATO og EU og regeringskontorerne på Christiansborg.
For nutidens fascister går sjældent i uniform lange støvler og råber »Heil Hitler«. De foretager »humanitær intervention« – som i det tidligere Jugoslavien, i Afghanistan, Irak og nu sidst i Libyen – kamufleret som en kamp for »demokrati og menneskerettigheder«.
En af følgerne af denne politik er en væsentlig indskrænkning af det enkelte menneskes politiske råderum. Den personlige frihed er under pres og ligner mere og mere en illusion i et land, hvor alt, som ikke udtrykkelig er tilladt, er forbudt. »Hvis De er i tvivl, så lad være«, skrev statsadvokaten i en kronik. Dermed var Grundloven sat på plads.
»Nogle gange er der forskel på ret og retfærdighed. Her tager vi hensyn til loven«, sagde dommeren afslutningsvis, da man idømte Horserød Stutthof Foreningen en bøde på 10.000 kroner og seks måneders fængsel til fomanden for at have ydet humanitær hjælp til Gaza efter Israels terrorbombninger i 2008 og 2009.
International solidaritet og humanitær hjælp betragtes nu som en terrorhandling. Dommen er en politisk dom, en følge af regeringens forsøg på at så angst i befolkningen, så den ikke tør engagere sig i solidaritetsarbejde. Så den skræmmes til politisk passivitet.
Dommeren havde ret: Der er forskel på ret og retfærdighed. I dag sætter man lighedstegn mellem frihedskamp og terrorisme – som man gjorde det under den tyske besættelse 1940 til 1945.
Vi er langt ude, når det er domstolene, der skal bestemme, hvad vi skal mene politisk, og hvem vi må solidariserer os med. Konsekvenserne af et sådant attentat på den personlige og politiske frihed er et grundskud mod demokratiet. Tilbage er et hult demokrati, et skindemokrati.
Det er det danske samfund 2011 i en nøddeskal.
En politik for demokrati
Det stærkeste ord i verden er nej, sagde den nu afdøde digter Carl Scharnberg. Han havde ret. Det er på tide, vi siger nej. Nej til VKO-regeringen og dens asociale politik. Det kan vi gøre den 15. september. Og det skal vi gøre. Den skal ud – og det skal være nu! Men det er ikke gjort med det.
Vi må alle gøre os én ting klart. Det er ikke nok med nye hoveder på Christiansborg, som bare fører den samme politik i ny forklædning. Og det er der en reel fare for. Vi må stille krav til den nye regering:
VKO-regeringens attentater på den den sociale velfærd skal rulles tilbage. Det gælder over hele linien.
Det gælder for eksempel en SU, som gør det økonomisk muligt også for arbejderbørn at gennemføre et studieforløb. Det gælder sikring af praktikpladser til lærlingene og højere lærlingelønninger.
Det gælder en tilbagerulning af efterlønnen og af pensionsalderen til før VKO-regeringen. Det gælder de arbejdsløses forhold: Fire års understøttelsesret tilbage og en regulering af understøttelserne til 90 procents dækning.
Og ikke mindst er det en kamp for genindførelse af demokratiske tilstande i det danske samfund.
Det betyder blandt andet et opgør med overvågnings- og politistaten, en stat som respekterer menneskerettighederne, en stat som behandler flygtninge og indvandrere anstændigt, en stat der gør op med monopolernes og finanskapitalens skalten og valten med vort land.
Det gælder vor frihed – hverken mere eller mindre!
Vi har brug for for en ny politik, som sætter det kapitalistiske samfundssystem under anklage og viser nye veje. Et samfund, hvor det ene menneskes udbytning af det andet er forbudt. Det er nødvendigt – og den eneste vej frem!
Uddrag af tale holdt ved demonstrationen »Afskaf VKO«
den 27. august på Nytorv i København.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
