Når alt kommer til alt, er det dejligt uforpligtende at sidde i opposition. Men hvor langt holder det?

Skærveknuseren

af Kjeld Stenum

Vort land har været regeret af blokpolitik i de seneste ti år. Noget, som før den tid ikke var så almindeligt her i landet, men som blev det, da Dansk Folkeparti pludselig fik en rolle som den berømte tunge på vægtskålen (hvorfra dette udtryk så ellers stammer). Konsensus-politikken fik en ende, der er en midte, men ikke noget henover midten, enten holder man med den ene eller med den anden.

Blokkene har oven i købet hver sin farve, så de er lette at skelne fra hinanden, og man kan holde med den ene eller den anden, uden at man behøver at rode sig ud i alt for mange indviklede politiske detaljer. Medierne er henrykte, for det giver en masse dramatik omkring valgkampe.

Det er næsten endnu bedre end fodboldlandskampe eller andre sportsbegi­venheder, hvor man også holder med den ene eller den anden, uden at der egentlig behøver at være så meget andet indhold i det end lige netop det, at man kan holde med.

Men hov – nu skal jeg da vist til at passe på, hvad jeg kommer til at skrive. For det handler vel ikke bare om at holde med? Der er da to parter, som står for noget meget forskelligt af stor betydning for vores daglige liv, er der ikke?

Er der ikke en blå blok, der konsekvent har søgt kriseløsninger på kapitalisternes præmisser, med store skattelettelser til de højeste indkomster og striber af asociale forringelser for de dårligst stillede, ikke mindst nogle af de allermest nødstedte mennesker, dem uden borgerret, flygtningene, men naturligvis også for os, de store masser, hvor der virkelig er skillinger at hente, senest med dagpengeforringelser og efterløns- og pensionsforringelser?

Og vil den anden blok, den røde blok, ikke noget markant anderledes, med arbejdstidsforlængelse, øget beskatning af de rigeste og offentlige investeringer i en kick-start af økonomien i stedet for de massive forringelser?

Jo-oh. Sådan er det vel. Eller sådan var det i hvert fald, lige til valgkampen gik i gang. For så fandt Margrethe Vest­ager og Lars Barfoed sammen i en snedig alliance, illusionen om to blokke gik fuldstændig i opløsning, og omridset af det virkelige politiske spil, som uden tvivl ville have sat sig igennem uanset hvad, lod sig skimte.

For når alt kommer til alt, er det dejligt uforpligtende at sidde i opposition. Men hvor langt holder det? Vi har aldrig skullet skrive Rød Blok, vi har altid skullet skrive »Rød« Blok. For rigtig rød, det har den aldrig været.

De Radikales opslutning har hele tiden været regnet som nødvendig. Og De Radikale har altid stået for en konsekvent borgerlig økonomisk politik. Det har Socialdemokraterne jo også, eller i hvert fald for en politik, der undlader at udfordre nogen af kapitalismens grundpiller, som for eksempel at dens kriser skal løses ved en styrkelse af konkurrenceevnen. Altså at de enkelte kapitalister skal tilføres penge, og de fattige skal betale. På den ene eller den anden måde.

Mon ikke Helle Thorning var endt med at gå ud og lavet dagpengeforringelser eller lignende alligevel, hvis ikke Lars Løkke havde taget det skrald? Hun er jo da i hvert fald tilsyneladende glad nok for det til ikke at ville lave det om, og Villy Søvndal med.

Og mon ikke det passer hende meget godt, hvis hun efter valget kan gå ud og sige, at ja, den efterlønsreform, det er bare ærgerligt, men som landet ligger, så er der jo ikke flertal imod den, så den må vi bare tage til efterretning?

Hun vil så måske tilføje, at til gengæld kan hun love os et historisk bredt forlig om den forlængelse af arbejdstiden, der jo hele tiden har været hendes politik. Så ender det hele med, at der omfordeles til fordel for kapitalisterne af både pose og sæk, sådan som Margrethe Vestager jo allerede nu helt åbent gerne vil.

Lidt mere pinlig vil situationen være for Helle, hvis Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten alene kan mønstre et flertal. Så skal hun til at gøre, hvad Poul Nyrup i sin tid gjorde, om igen. Altså begå et åbent løftebrud. I hvert fald hvis hun ikke er parat til at rulle den tilbagetrækningsreform tilbage, og det er hun nok ikke.

Men mon ikke hun hitter på noget med, at hensynet til den historiske chance for at bryde blokpolitikken og det brede samarbejde henover midten og vigtigheden af brede forlig om langsigtede krisetiltag og så videre…? Jeg er bange for det. For lidt ret har de borgerlige jo i det med konkurrenceevnen på den måde forstået, at hvis kapitalisterne ikke synes, de får nok ud af at investere deres penge i dette lands produktion, så flytter de andre steder hen eller begynder at hengive sig til uproduktiv spekulation, medmindre vi ligefrem indfører love, der vil forhindre dem i det.

Sådanne love har endnu ingen af Folketingets partier erklæret sig parate til, og da slet ikke Socialdemokratiet. Og kun Enhedslisten har formodentlig viljen til at forfølge målet om at lade kapitalisterne selv betale for deres egen selvskabte krise, uanset konsekvenserne. Derfor lader Helle dem heller aldrig, aldrig få lov til at spille samme rolle for Død Blok, som Pia spillede i Blå Blok.

For det, der hele tiden har været konsensus om i dansk politik nedenunder al den snak om blokke, det er, at kapitalisternes ret til at fly af land med de penge, de har tjent på os, når de føler sig klemte, den ret skal man ikke udfordre. Og derfor må man, uanset hvad man måtte sige for at score stemmer, i sidste ende lægge sig på halen for dem.

Jeg håber meget, at det, jeg har skrevet i denne Skærveknuser, vil blive gjort til skamme. Men jeg frygter mindst lige så meget, at det ikke vil.