Hvert af Folketingets partier har én eller flere fingre klemt i krigskassen. Derfor debatteres den danske krigsdeltagelse ikke.

af Helene Caprani, Kommunistisk Partis freds- og solidaritetsudvalg

Man kan til stadighed undre sig over, hvilke emner der trækkes frem af medier, interesseorganisationer og politikere – ja, i den rækkefølge – i valgkampen. Og man kan frem for alt undre sig over, hvilke emner der glimrer ved deres fravær.

Det er glædeligt, at det for første gang i 10 år ikke er fremmedhadet, der sætter dagsordenen. Krisen og den skærpede klassekamp har skubbet økonomien helt frem i danskernes bevidsthed, og der bliver diskuteret fordelingspolitik ude på arbejdspladserne. Virkeligheden trænger sig på.

Der er imidlertid stadig »sorte huller« i valgkampen. I den første partilederdebat lykkedes det at undgå ikke blot Libyen, men hele spørgsmålet om dansk krigsdeltagelse.

Det er næppe undgået partiernes opmærksomhed, at Danmark er et krigsførende land. Alligevel bliver det ikke nævnt af et panel med alle Folketingets partier, der har halvanden time til at give en karakteristik af nationens tilstand.

En sådan diagnose kan passende tage udgangspunkt i det, der vel kan betegnes som patientens værste dårligdom: Dens chauvinistiske og agressive opførsel overfor andre.

Noget, der for alvor har karakteriseret de sidste 10 års borgerligt styre, er den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik. Danmark har deltaget i imperialistiske krige i Irak, Afghanistan og Libyen. Vi har haft snuden så langt oppe i bagen på USA, at vi har kunnet hilse på Storbritannien på vejen.

Anders Foghs rute til chefstolen i NATO er brolagt med ligene af mennesker, som danske soldater har slået ihjel i den nye verdensordens navn. På – i bedste fald – tvivlsomme mandater fra det FN-sikkerhedsråd, der repræsenterer verdens stærkeste imperialistiske magter.

Der har været forskel på mennesker her i Danmark, mens Pia Kjærsgaard har været ved fadet. Der har også været forskel på mennesker i Irak, Afghanistan og Libyen, hvor drab på civile ikke har haft nogen nyhedsværdi, hvorimod en død Jens har ryddet forsiderne.

I søndags var det en tåre- og spritvædet Søren Pind, der snøvlede sig igennem en lang sang om, hvilken vigtig sag endnu en dansk soldat havde mistet livet for. Det er bare Pinds egen regering, der har sendt den unge mand af sted og bærer ansvaret for tusinder af familiers tragedie. Nårh ja, for resten, regeringen bærer jo ikke ansvaret alene.

Og det er sagens kerne. Hvert af Folketingets partier har én eller flere fingre klemt i krigskassen. Selv Enhedslisten sagde ja til den flyveforbudszone, der sendte NATO’s gribbe ind i Libyen. Imperialismen sprang let hen over FN-pagtens udtrykkelige forbud mod angrebskrig, ved skamløst at udnævne en flok tvivlsomme typer til landets rigtige regering og rydde dem vejen til paladset.

Heldigvis sprang Enhedslisten hurtigt af bombeflyet igen, og nu vil partiet trække alle danske tropper hjem. Alligevel åbner Frank Aaen en kattelem for at stemme for dansk krigsdeltagelse under FN-mandat igen, hvis det sker for at beskytte flygtninge eller forhindre folkemord. Efter fadæsen med Libyen er jeg desværre lidt nervøs for Enhedslistens dømmekraft på det område.

Der kan ikke herske tvivl om, at liste Ø er det bedste valg på torsdag. Vi skal af med den grufulde VKO-politik og have en ny regering, der fører en ny politik. Den skal trækkes til venstre, og det kræver et godt valg til Enhedslisten. Men når du har fundet liste Ø på sedlen, så find også lige en krigsmodstander at sætte krydset ved.