Lars Løkke tyer til samme kunstgreb, som forgængeren benyttede, men han tror, at der ikke skal mere til end bare at sige ordet: arbejderparti.

af Tom Elkær-Hansen, København 

Lars Løkke Rasmussen blev udpeget som statsministerefterfølger i 2009. Nu skal han for første gang vælges.

Det lægger naturligvis et betydeligt pres på manden, der både skal bedømmes på, hvad han har opnået i løbet af sine kun toethalvt år på statsministerposten, og på, hvad han lover at ville gøre, hvis vælgerne måtte give ham mandat til at fortsætte.

Det kan ikke undgå at virke stressende, specielt fordi hans relativt korte »prøve«tid næppe kan kaldes en succes.

Således er det lykkedes for Løkke at ændre fortegnene på stort set alle forgængerens positive resultater.

Stagnerende eller direkte negativ produktivitetsudvikling og vækst, stigende arbejdsløshed og arbejdspladsudflytning, et efterhånden kronisk velfærdsunderskud og en omsiggribende fattigdom, samt offentlige underskud i hele hans statsministerperiode – tilmed eksploderende underskud, og dermed en hurtigt voksende statsgæld og så videre og så videre.

Forkrampet forsøg

Og det er ikke oplagte argumenter for, at ophavsmanden er egnet til fortsat at stå i spidsen for landets ledelse.

Endvidere har Løkkes forkrampede forsøg på at udråbe sig selv som »økonomisk mest ansvarlig« helt åbenlyst ikke hjulpet ham meget. Det er i hvert tilfælde, hvad meningsmålingerne lader antyde.

Hvad så? Ja, Løkke opgiver den økonomiske politik som valgkampemne og tyer derefter til samme kunstgreb, som forgængeren benyttede i forbindelse med sine valgsejre.

Og så skal Venstre pludseligt være et arbejderparti. Forskellen er, at Fogh i sin tid kopierede og gennemførte Socialdemokraternes og andre oppositionspartiers politik, mens Lars Løkke nu tror, at der ikke skal mere til end bare at sige ordet: arbejderparti.

Tilbage i folden

Samtidig kaster Løkke sig – efter en kort adskillelse – igen i armene på Dansk Folkeparti.

Fortidens værdikamp, stadig strammere udlændinge- og retspolitik med videre bringes igen i spil.

Lur mig, om ikke Pia Kjærsgaard, Thulesen Dahl og Skaarup – til gengæld for de gode ideer – alligevel får ministerposter i en ny Løkke-regering – hvis vælgerne altså giver den blå blok flertal.

Men gør vælgerne nu det? Mon ikke der skal mere til? Vælgerne ved godt, hvad klokken er slået, og at vi ikke er tilbage i de glade Fogh-dage, hvor vi tog os råd til det hele.

Måske skulle Løkke forklare vælgerbefolkningen, hvordan han – under hensyntagen til, at forudsætningerne skifter hurtigt – vil rode os ud af den offentlige gæld på flere hundrede milliarder (ja, milliarder) kroner, som han har skaffet os på halsen – på bare toethalvt år.

Hvad vil det – ud over de allerede gennemførte og de planlagte nedskæringer af vore forskellige velfærdsrettigheder – komme til at koste hver enkelt dansker?