Skal vores fælles liv virkelig reduceres til noget, der kan puttes ind i den ene eller den anden 2020-plan?

Skærveknuseren

af Kjeld Stenum

Efteråret er fuld af forfald af alt det, som sommeren har bygget op. Den ene plante efter den anden blomstrer af, smider frø og pakker derefter sammen, visner. Frugttræerne smider deres frugter midt på havegangen, før man får plukket dem, og sneglene æder frugterne, før man får dem samlet op.

Tænker man på træernes blomstringstid, er det, som om de lige er blomstret, og der, hvor sommeren skulle være, er der ingenting. Tiden er kort, når man ser på den fra afstand, og har man ikke været der, da den var der, er det, som om den heller slet ikke var der.

Hvepsene har været der, hele den våde sommer har de møjsommeligt kæmpet med at opbygge deres civilisation og holde forfaldet fra døren. Nu kan de se tilbage på, hvad der kom ud af det, det blev ikke ret meget dette våde år, men for hvepse gives der ikke andre år end det ene. Det var chancen, greb man den ikke, har man gjort en erfaring, man ingenting kan bruge til.

Havde man fundet ud af at gribe den, havde man også gjort en erfaring, man ingenting kunne bruge til. I det store spil er det lidt lige meget, når man er hveps. Alle arbejder-hvepse skal dø, hver gang det bliver efterår. Så for tiden opløser de deres civilisation og beruser sig fra sans og samling i mine halvrådne gærede nedfalds-blommer, hvorefter de flakser rundt og er aggressive mod alt og alle.

Hvad bedre kan de gøre? De har ikke bøger eller andre medier, hvorigennem de kan give erfaringer videre. Når deres individuelle liv er slut, er det, som om det aldrig var der.

Vi har også vores civilisation, som vi prøver at holde sammen på. Vi har lige haft et valg, som vi jo har det cirka hvert fjerde år.

Hvad gør det ved os, det at vores fælles udformning af vores fælles tilværelse bliver transformeret til et valg mellem en række forskellige færdigformede planer én gang hvert fjerde år? Når jeg står og kigger ned langs lysmasterne, hvor plakater med forskellige bogstaver hænger tættere og mere kulørt end efterårsløvet, eller når jeg sætter mit kryds, tænker jeg undertiden, er det i det hele taget mit eget liv, jeg er ved at forme nu?

Alle disse langsigtede programmer for vores fremtid, der kun gælder under bestemte forudsætninger, som de, der møjsommeligt har udtænkt programmerne, alligevel ikke aner noget som helst om holdbarheden af… Er det virkelig måden, hvorpå vi skal tage stilling til indretningen af den verden, vi går midt i og lever i?

Skal vores fælles liv virkelig reduceres til noget, der kan puttes ind i den ene eller den anden 2020-plan? Det er som at lave en færdig plan for at opdrage et spædbarn til en eller anden fin eksamen, man har planlagt, det skal gå op til og bestå, når det engang bliver voksent.

Jeg havde også planer. Men sommeren blev noget anderledes, end jeg havde tænkt mig. Jeg skulle besøge min gamle makker Rolf oppe i Norge. Jeg skulle op og se hele Sydnorge fra Gaustatoppen og snakke om dengang vi byggede Norges Bank for de rige. Bagefter skulle min datter og jeg bo en uge på Bed and Breakfast i Skive oppe i det nordvestlige Jylland, hvorfra vi kunne tage ud og besøge min gamle syge mor, der boede på et nærliggende ældrecenter.

Men inden jeg kom nogen vegne, blev min mor så syg, at jeg opgav at rejse ud af landet. Og inden min datter, som var i Afrika sammen med en veninde, nåede med derop på vores planlagte fællesferie, døde min mor desværre. Jeg har efterhånden mistet så meget familie.

Sådan er det at blive ældre. Man begynder at lægge mærke til, at somrene aldrig bliver, som vi har tænkt os. Det, vi har, er der, oftest uden at vi ser, hvordan det er kommet. Måske ser vi det heller ikke godt nok, mens det er der. Vi er et andet sted.

Det meste af tiden tror man, man er på vej et sted hen, til kærligheden, til anerkendelsen, til fællesskabet, til lykken. Man indretter sit liv på det mål. Man drømmer om det og udmaler for sig selv, hvordan det vil blive, når man når frem dertil, så meget, at man næsten kan sanse det. Det, man forestiller sig, bliver til en virkelighed ved siden af den virkelige.

Undertiden lader man forestillingerne fylde så meget, at den virkelighed, man står midt i, forsvinder. Eller man glemmer at tage den for hvad den er, og ser den kun som et middel til at nå det lyksalighedens mål, som man har sat sig for øje.

Sådan går store dele af livet nok for mange af os. Men sandheden er, at det ikke er det, man forestiller sig, der er éns virkelige mål. Man er aldrig på vej et helt bestemt sted hen. Hvor nøje man end har forestillet sig et mål, bliver forestillingen dog aldrig andet end en illusion, og man ender et lidt andet sted end det, man sigtede imod.

Det eneste sikre i verden er, at entropien ender med at tage os alle sammen. På det lange sigt er livet en rejse, som kun har afgange, ingen ankomster. Det eneste, man har, er det, man er midt i. Der hvor vi er, er hvad vi har og i det hele taget nogensinde får.

Vi ser først, når vi er på vej væk. Vi kan ikke se den by, vi bor i, når vi går i dens gader, vi ser kun gader og huse. Byen som sådan ser vi først, når vi står på færgen på vej væk fra dens havn. Måske står der nogen ved siden af os og opdager ligesom os for første gang den by, de har tilbragt hele deres liv i, og som de nu er ved at forlade.

Måske er vi hver især så optaget af vore egne tanker, at vi slet ikke ser hinanden og ikke aner, hvor meget vi har at være fælles om.