Marx har også understreget, at mennesket selv er en del af naturen, og betegner den menneskelige arbejdskraft som en naturkraft.

af Anders Bjerre Mikkelsen, ‑medlem af Kommunistisk Parti

Kære John Holten. Med dit gensvar i Arbejderen den 3. september stiller du et centralt spørgsmål.

Betragter Marx naturen som en produktivkraft? At svaret må være »ja«, fremgår tydeligt af afsnittet »Vare og penge« i første bind af Karl Marx’ Kapitalen, kapitel 1. Her skriver han blandt andet:

»Arbejdets produktivkraft (Die Produktivkraft der Arbeit) bestemmes af mangfoldige omstændigheder, blandt andet graden af arbejdernes gennemsnitlige dygtighed, af det udviklingstrin, videnskaben befinder sig på og dennes teknologiske brugbarhed, af produktionsprocessens sammenfletning med samfundet, af produktionsmidlernes omfang og funktionsdygtighed og af naturen.«

(Min oversættelse fra Dietz-udgaven 1947, side 54. I Rhodos-udgaven 1970, side 134.)

Marx har også understreget, at mennesket selv er en del af naturen, og betegner den menneskelige arbejdskraft som en naturkraft.

Denne side af Marx er, som du påpeger, ofte negligeret af socialister og kommunister:

De tyske socialdemokrater skrev i 1875 i deres Gotha-program: »Arbejdet er kilden til al rigdom …« Marx skrev i sin kritik af Gotha-programmet: »Arbejdet er ikke kilden til al rigdom. Naturen er i lige så høj grad kilden til brugsværdierne …«

Mange danske kommunister er skolet efter Isi Grünbaums bog: »Kapitalismens Politiske Økonomi«. Hos ham indgår naturen hverken direkte som en produktivkraft i sig selv eller indgår som et produktionsmiddel og derigennem som en produktivkraft.

Konsekvensen af, at naturforholdene forstås som en afgørende produktivkraft på lige fod med øvrige produktivkræfter såsom menneskets viden og kunnen, maskiner med videre, er, at økologisk forståelse og handlen indtager pladsen som nødvendige forudsætninger for det samfundsmæssige liv.

Udplyndring og forgiftning af naturen, en systemisk konsekvens af kapitalismen, fremtræder klart som en ødelæggelse af menneskets egne eksistensbetingelser.

Vor tids skærpelse af miljøkrisen har åbnet og åbner kommunistiske og venstrepartiers øjne for denne højaktuelle side af marxismen.

Det vil føre til en styrkelse af den fælles kampfront mellem arbejder- og miljøbevægelse mod kapitalismen.