I en reportage med formanden for Radio- og TV-nævnet, Christian W. Scherfig, karakteriserede denne Roj TV som »objektiv og saglig«.

Imdat Yilmas, som er direktør for ROJ TV viser her et kort over det nationale kurdiske område, som breder sig over dele af Tyrkiet, Irak, Syrien, Iran og et hjørne af Armenien. Herfra bringer ROJ TV nyheder og informationer – også om konflikterne. At vise tv fra konflikter fører ikke normalt til sigtelser for at støtte terrorvirksomhed, selvom en af konfliktens parter står på en terrorliste.

Aage Christensen

af Mahmut Duvarci og Mikkel Flohr

Tirsdag den 31. august sidste år bad justitsminister Lars Barfoed (K) Rigsadvokaten om at rejse tiltale mod Roj TV i henhold til straffelovens paragraf 114 e.

Roj TV er ikke tiltalt for at have deltaget i eller planlagt terror, men for at have »udsendt TV-programmer og -indslag blandt andet med interviews med PKK-sympatisører og -ledere og med reportager fra kamphandlinger mellem kurdere og tyrkiske myndigheder«.

Denne dækning skulle i følge anklagemyndigheden have antaget en karakter af  »propagandavirksomhed til støtte for PKK«, som af Rigsadvokaten anses for at være en terrorvirksomhed; det skønnes derfor, at Roj TV har »fremmet terror«, som det hedder i straffeloven.

At PKK, som en væbnet organisation, der i 27 år har kæmpet for udvidet selvbestemmelse for det kurdiske mindretal i Tyrkiet, kan omfattes af definitionen af terrorisme i straffelovens paragraf 114, er der næppe nogen tvivl om.

Terrorparagraffen

Der kan til gengæld sås alvorlig tvivl omkring definitionen – såvel om de politiske sammenhænge som om de principielle implikationer af tiltalen imod Roj TV..

Straffelovens paragraf 114, den såkaldte terrorparagraf, bærer tydeligt præg af den kollektive paranoia, der kendetegnede tiden efter 9/11. Den er kendetegnet ved en ualmindeligt bred definition af terror.

Terror forstås som alle forsøg på at skræmme befolkningen eller påvirke regeringer »uretmæssigt« med alt fra »manddrab« til »hærværk« og »forstyrrelse af trafiksikkerheden«.

Der differentieres ikke mellem demokratiske regeringer og diktaturer – efter al sandsynlighed grundet et realpolitisk og pragmatisk hensyn til internationale relationer.

Denne definition underkender den historiske legitimitet af frihedskæmpere og bevæbnede demokratiske bevægelser såsom Nelson Mandelas African National Congress (ANC).

Flere kommentatorer og embedsmænd har udtrykt bekymring over den meget uklare definition, som har skabt mulighed og frygt for politiserede retsforfølgelser, da det er regeringen, nærmere bestemt justitsministeren, som beslutter, i hvilke tilfælde der skal rejses tiltale for terrorisme eller støtte til sådan.

Den politiske sammenhæng

Anklagen imod Roj TV har været mange år undervejs. Selvom man beklagede den lange behandlingstid i den officielle pressemeddelelse fra Rigsadvokaten om tiltalen mod Roj TV, nævnte man på intet tidspunkt det mærkværdige sammenfald med den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens besøg i Danmark.

Sammenfaldet er mærkværdigt, hvis ikke decideret urovækkende, da dennes udnævnelse til generalsekretær for NATO nær var blevet blokeret af Tyrkiet med henvisning til Roj TV og karikaturkrisen.

På trods af udsagn om ytringsfrihedens »ukrænkelighed« fra daværende og nuværende regeringsledere og toppolitikere, blev det besluttet af selvsamme at rejse tiltale imod Roj TV.

Det Danske Radio- og TV-nævn har tre gange tidligere – senest i 2008 på baggrund af tyrkiske klager – vurderet, at Roj TV’s udsendelser ikke kunne karakteriseres som propaganda i strid med radio- og tv-lovgivningen.

I en reportage med formanden for nævnet, Christian W. Scherfig, karakteriserede han Roj TV som »objektiv og saglig«.

Medmindre sendefladen hos Roj TV har ændret sig dramatisk siden 2008, virker det derfor påfaldende, at man to år senere vælger at rejse tiltale – specielt set i lyset af materialet fra Wikileaks, der blev lækket sidste år.

Ifølge dette eksisterer der en aftale om besættelsen af posten som NATO’s generalsekretær – med løfter til Tyrkiet om en tyrkisk vicegene­ralsekretær i NATO, samt dansk lukning af Roj TV.

Torsdag den 18. februar i år beklagede tyrkiske diplomater sig til den amerikanske viceudenrigsminister over, at Anders Fogh Rasmussen ikke havde levet op til den aftale, der havde sikret ham posten.

Det er uklarheden i og omkring terrorparagraffen, der gør det svært at vurdere, hvorvidt sammenfaldet mellem Anders Fogh Rasmussens besøg i Danmark og tiltalen fra Rigsadvokaten mod Roj TV bunder i storpolitiske hensyn og personlige interesser, eller en uheldigt timet, men reel, juridisk vurdering af Roj TV’s virke.

Der er næppe megen tvivl om, at ansatte på den kurdiske tv-station har haft kontakt til og eventuelt også sympati med, hvad der i mange år var den eneste reelle politiske repræsentant for det store kurdiske mindretal i Tyrkiet.

Men hvor grænsen mellem alment journalistisk virke (eksempelvis interviews med aktørerne i konflikten kombineret med en aktiv politisk stillingtagen til denne) og terrorfremmende propagandavirksomhed går, findes der til gengæld ingen umiddelbar juridisk klarhed omkring på nuværende tidspunkt.

Medierne og demokratiet

I et demokrati er ytringsfriheden en af de grundlæggende borgerrettigheder. Den garanterer den offentlige debat gennem den frie udveksling af information og meninger.

Specielt medierne fungerer som platform for både demokratiet og ytringsfriheden gennem deres rolle som forum for debat og offentlig orientering.

I moderne demokratier har befolkningen sjældent direkte adgang til deres politiske repræsentanter, derfor er dette grundlæggende forhold i demokratiet oftest medieret af medierne.

Deres virke er med til at holde politikerne ansvarlige overfor befolkningen, da diskussioner og informationer udbredt af disse er grundlaget for vælgernes informerede valg ved stemmeurnerne, såvel som andre deltagelsesformer i demokratiet.

Derfor har medier en særligt vidtgående ytringsfrihed i kraft af deres afgørende demokratiske rolle som offentlighedens informations- og kontrolorgan.

I følge den Europæiske Menneskerettighedsdomstols opfattelse er pressefriheden en forudsætning for demokratiet. Derfor nyder ytringer, som bidrager til den offentlige debat, en stærk beskyttelse mod indgreb, selv når ytringen kolliderer med samfundshensyn.

Det er derfor både et juridisk og principielt demokratisk problem, når man fra politisk hold griber ind overfor medierne. At dette indgreb oven i købet foregår med inddirekte reference til beskyttelsen af demokratiet, kan kun karakteriseres som et selvmål af proportioner.

Presset på pressen

Den moderne terrorisme er typisk en strategi, der vælges i mangel af militær kapacitet til at tage en direkte konfrontation med modparten.

Terrorangreb er derfor sjældent en direkte fysisk trussel mod demokratiske samfund og stater i deres helhed. Terrorister benytter mindre aktioner til at skabe usikkerhed og frygt, som terrorparagraffen også påpeger.

Ud fra denne empiriske og juridiske observation bliver det besværligt at afgrænse begreber såsom at »fremme terrorisme«.

9/11-angrebenes betydning var et udslag af deres konstante gentagelse på samtlige tv-kanaler døgnet og verden rundt. Det var gennem de konstante kommentarer og analyser, at politikere og eksperter via medierne udbredte kendskabet til og frygten for, en hidtil stort set ukendt gruppe ved navn Al Qaeda.

På trods af, at denne dækning potentielt har fremmet Al Qaedas virke, skræmt befolkninger og uretmæssigt påvirket regeringer, er der ikke mange, der ville anklage eksempelvis CNN for terrorfremmende virke.

Hverken CNN eller Roj TV står i dag anklaget for at stå i ledtog med Al Qaeda. Men Roj TV står tiltalt for at have fremmet terror ved at have »udsendt TV-programmer og -indslag blandt andet med interviews med PKK-sympatisører og -ledere og med reportager fra kamphandlinger mellem kurdere og tyrkiske myndigheder«.

Hvis ikke dette citat stammede fra en anklage om brud på terrorlovgivningen, ville ingen hæve et øjenbryn over, at man har bragt interviews og reportager fra kamphandlinger, hvor ubelejligt dette end må tage sig ud for allierede statsledere.

Mediernes rolle i et demokrati er ikke at levere belejlige solskinshistorier, agere mikrofonholdere for politikerne eller støtte dem i deres tilnærmelser mod internationale samarbejdspartnere. Mediernes rolle i et demokrati er derimod som offentlighedens informations- og kontrolorgan.

Hvis vi vil undgå, at begrebet retsstat reduceres til at betyde, at staten kan få ret til enhver tid, er det nødvendigt at få klargjort indholdet og konsekvenserne af terrorparagraffen, så der ikke kan sås tvivl om brugen af denne, som det er sket, efter at Wikileaks-materialet blev offentliggjort.

De upræcise definitioner af terror og terrorfremmende virke er med til at gøre lovgivningen uigennemsigtig og derved underminere retssikkerheden og potentielt true den demokratiske debat, samt skabe forvirring om grundlaget for anklagerne.

Vi er derfor nødt til at gøre op med den frygt, der karakteriserede tiden efter 9/11 og gennemgå de juridiske tiltag, der blev til ud fra denne, medmindre vi vil leve med frygten for potentielt politiserede retsforfølgelser og utilsigtede sikkerhedsorienterede selvmål.

Vi håber, at den igangværende retssag vil være en anledning til at klargøre de politiske, principielle og juridiske implikationer af terrorparagrafferne.