Vores politikere siger de vil beskytte vores drikkevand, men gør det ikke. Er det misbrug af magten?
Ole Bach, Odder
Hvert fjerde glas vand er forurenet med pesticider, og der lukkes 100 vandboringer om året. Det koster mellem to og fem millioner at lave en ny boring, og det er en udgift, forbrugeren skal betale – ikke forureneren.
Der er sket en stigning af fund af pesticider i vandanalyserne med 10 procent, og antallet af vandanalyser, hvor der er fund af pesticider, som overskrider grænseværdierne, har været stærkt stigende siden 2007.
Man har forsøgt at bilde os ind, at det er fortidens synder, der er skyld i forureningen. Og ja, der er forurening, og det vil forsat sive ned i grundvandet i mange år endnu. Men man er ikke stoppet med at bruge sprøjtegifte. Og selv nyere sprøjtegifte som Round Up finder man i drikkevands- boringerne.
Miljøministeren er taget i at misinformere om grundvandet, ved at påstå at der ikke fandtes Round Up i drikkevandet, og har måttet undskylde. Miljøministeriet kommer konstant med udtalelser, der bagatelliserer problemerne. EU vil lægge sag an mod Danmark, fordi Danmark ikke lever op til direktiverne for rent drikkevand.
Det er nu, vi skal stoppe forureningen. Men der er store personlige økonomiske og politiske interesser i ikke at stoppe forureningskilderne, og der skabes en så mangelfuld lovgivning på området, at kommunerne og vandværkerne har svært ved at beskytte drikkevandet.
Fungerer vores demokrati, når vi ikke formår at sikre noget så basalt som vores vandressourcer. Eller er vores demokrati så nedslidt, at vi ikke længere kan passe på noget så fælles som vores drikkevand?
Skriv under på den landsdækkende underskriftsindsamling under din egen kommune på www.beskytvoresdrikkevand.dk, og vær med til at beskytte vores drikkevandsresurser.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278