02 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Den nylige valgkamps fæle retorik og propaganda

Den nylige valgkamps fæle retorik og propaganda

Fredag, 30. september, 2011, 19:31:51

De fremstiller sammenhænge, så modtageren selv skaber budskabet. Resultatet bliver, at modtagerne overser substansen og blander oplysningerne sammen.

af Mogens Weile, Ballerup

Begrebet propaganda er ikke noget nyt. Allerede i 1622 opfandt Paven Gregor XV begrebet »det, der bør udbredes«, underforstået: der er noget vi ikke skal tale om.

Formålet dengang var at sprede troens ord i de ikke-katolske områder i Europa. I dag – at sprede utryghed, tvivl og rygter om politiske modstanderes ideer, gøren og laden.

I dag bruges propagandaen, når et budskab skal fremstå som den sande sandhed. Virkeligheden er, at budskabet i propagandaen er tilrettelagt efter målsætningerne i en skjult dagsorden, og fidusen er at dække sine målsætninger bag en retorik i en pæn eller mindre pæn indpakning.

Metoden kender vi fra reklamer, når vi skal lokkes til at købe noget, vi ikke har brug for.

Det var den metode, Lars Løkke Rasmussen brugte, da han i een uendelighed under valgkampen påstod, at Danmarks selvskabte økonomiske problemer ud af luksusfælden blev løst, hvis vi bare svingede dankortet noget mere. Løgn, plat og propaganda.

I den politiske sammenhæng benyttes propagandaen flittigt. Dygtige og professionelle propagandister leverer på tv i ord og billeder deres budskab indirekte.

i historiens lys

De fremstiller sammenhænge, så modtageren selv skaber budskabet. Resultatet bliver, at modtagerne overser substansen og blander oplysningerne sammen.

Propaganda kan være farlig og skræmmende. Adolf Hitler og hans propagandaminister Göbbels, med ansvar for presse og film, brugte propaganda i udbredt grad, henvendt til det tyske folk før og under Anden Verdenskrig.

Formålet var at sælge varen, skabe angst og foragt for kommunister og socialdemokrater og opildne befolkningen til et had mod jøder.

Her må jeg lige minde læseren om, at det var Pia Kjærsgaards læremester Mogens Glistrup, der mente, at »en død muhamedaner var en god muhamedaner«.

Göbbels arbejdede efter princippet om, at hvis en løgn bliver gentaget ofte nok, bliver den til den sande sandhed. Da nazisterne fik regeringsmagten og rådighed over medierne, kunne de gennemføre deres politik og bilde tyskerne ind, at de kunne købe hele verden. I stedet satte de hele verden i brand.

Fanget i mediespin

Den hårde retorik i valgkampen var hverken ny eller pæn, men blot en forlængelse af en udvikling anført af Danske Folkeparti og Venstre. Redskabet var den blå bloks spindoktorer ansat i ministerier, i tv-medier og på dagblade.

Aldrig har valgdækningen i medierne været mere voldelig og så fyldt med spektakulære overskrifter uden politisk substans.

Vælgerne blev forført af en rendyrket propaganda, når den er værst, og måtte nøjes med det, blå bloks spindoktore og deres bagmænd bestemte: primitive had-kampagner og »det, der bør udbredes«.

Synd for vælgerne og synd for Danmark.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. sep. 2011 - 19:31   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev