At tårnene faktisk faldt sammen på den måde, som blev dokumenteret på film, er vel det bedste bevis på, at det trods alt kunne lade sig gøre at vælte et tårn med et fly.

af Ditlev V. Petersen, Mørke

Niels Harrit udbreder sig den 9. september i Arbejderen om sammenstyrtningen af World Trade Center for cirka 10 år siden.

Det har han gjort før. Det vil han utvivlsomt gøre igen. Jeg er ikke kemiker, men programmør, så jeg ved cirka lige så meget som Niels om, hvordan man vælter en skyskraber. Endda to af dem. Til gengæld har jeg været CF’er.

I månederne inden den 11. september 2001 slæber man tonsvis af sprængstof ind i bygningerne og anbringer det de rigtige steder. Alt sprængstoffet forbindes med detonerende tændsnor på hver etage og hver etage forbindes med elektriske detonatorer med nøje udmålt forsinkelse, således at tårnene synker pænt sammen.

Når den store dag oprinder, trykker man på knappen (en håndbetjent dynamo er nok for svag til opgaven), hvorefter sprængstykkerne spredes over det halve Manhattan.

Nå, sprængstykkerne udeblev jo, så der må være en anden mulighed. Konspirationsteoretikerne ynder at fortælle, at der blev fundet spor af termit i ruinerne, og at det blev brugt til at vælte dem. Termit består af jernoxydpulver og pulveriseret aluminium – stoffer der med sikkerhed vil findes i ruinerne af en udbrændt skyskraber.

Det er ikke spor eksotisk. Og termit er alt for langsomt til at lave en »kontrolleret nedrivning«. Det skal først varme jernskelettet så meget op, at det bliver blødt og synker sammen. Man kan ikke trykke på en knap og forvente noget koordineret »show«.

Den tredje mulighed

Termit brugtes til at anstifte ildebrande. Og det bruges til at svejse jernbaneskinner sammen med. Det bruges også i filmen Den Sjette Dag, hvor man ret kan fornøje sig over det.

Vi tager den tredje mulighed. I tiden inden den 11. september placerer man et meget stort antal skæreladninger ved alle bærende lodrette jernstivere.

En skæreladning udsender ved sin sprængning en stråle af smeltet metal, der skærer gennem tykt stål, som var det smør. De forbindes igen med detonerende tændsnor eller ledninger og forsinkede detonatorer.

For at skæreladningerne skal kunne virke, brækker man beklædningen af jernstiverne. De skal være beklædt for at være beskyttet mod påvirkningen fra en brand. Det vil sige, gips, cement og måske asbest skal brækkes ned og fjernes. Det vil tage måneder – eller man skal indsætte flere hundrede mand.

Konspirationsteorier

Alt sammen uden at nogle af de tusinder, der arbejdede i WTC, undrer sig eller fortæller noget til familie, venner og naboer. Til gengæld falder tårnet sammen som et korthus. Bagefter skal man sikre sig, at de mange hundrede sprængningsteknikere holder kæft. 

Man har vel skudt dem og begravet dem i en mine? Derefter skal man lukke munden på deres familier og venner. Et sandt blodbad. For ingen af dem har jo sagt en lyd.

Konspirationsteorierne er kort sagt vanvittige. Det kan simpelthen ikke organiseres uden at komme ud. Når Clinton ikke kunne hygge sig med en medhjælp, uden at det blev blæst ud i pressen.

At tårnene faktisk faldt sammen på den måde, som blev dokumenteret på film, er vel det bedste bevis på, at det trods alt kunne lade sig gøre at vælte et tårn med et fly.

At sammenstødet har beskadiget tilstrækkeligt meget af beklædningen omkring jernstiverne til, at varmen fra brandene har kunnet opvarme stålet, til det mistede sin bæreevne og begyndte at klappe sammen.

Stødet har vel forplantet sig ned gennem bygningen og fået det til at ske så forholdsvis hurtigt. Stål mister bæreevnen ved få hundrede grader, jeg vil gætte på omkring 5-600 grader.

I en verden, hvor kapitalismen igen slår løs på andre lande, er der ingen grund til at bruge kræfter på vilde konspirationer. Et par skyskrabere kunne skam væltes med et beskedent antal hobbyknive. Der er rigeligt med reelle problemer at beskæftige sig med.