Det er ikke tiden til at drømme om, at regeringerne vil løse krisen. Regeringerne styrer ikke verden. Goldman Sachs styrer verden, siger en børshandler.
Aktiehandler Alessio Rastani indledte den forgangne uge med at give tv-seerne på BBC et kort, skarpt og foruroligende indblik i, hvad der i realiteten driver kapitalen, og hvem der bestemmer i verden.
Rastani tror ikke et sekund på, at regeringerne er i stand til at redde verden ud af finanskrisen:
»Det er ikke tiden til at drømme om, at regeringerne vil klare ærterne. Regeringerne styrer ikke verden. Goldman Sachs styrer verden«.
Goldman Sachs er en af verdens største banker og finanshuse med hovedsæde i New York men med kontorer i talrige lande og aktører på alle børser.
BBC havde inviteret Alessio Rastani i studiet for at han skulle vurdere EU-ledernes plan for at redde eurozonen. Og det tror han ikke vil lykkes. Frygten har grebet aktørerne på finansmarkedet:
»De ved at aktiemarkedet brænder. De ved, at markedet er færdigt«, sagde Rastani, der vedgår, at han som børshandler alene er styret af om der kan tjenes penge.
Investorer placerer ikke deres penge for at understøtte en redningsplan. De flytter dem i sikkerhed og bekymrer sig simpelthen ikke om økonomiens tilstand, men alene om deres egen tegnebog:
»Personligt er jeg ligeglad. Jeg køber og sælger... Hvis jeg får øje på en mulighed for at tjene penge, så gør jeg det«, lyder det fra Rastani.
Og han ved, at de fleste har det på samme måde. For »vores job er at tjene penge«, som han siger.
Og det arbejde bliver belønnet gyldent for de ansatte, som tjener store penge til aktionærerne.
Samme dag, som Rastani var på tv afsagde en domstol i New York kendelse i en erstatningssag mod Goldman Sachs. Pensionskasser og andre individuelle og kollektive sparere havde anlagt sag mod Goldman Sachs for at have spildt penge på at udbetale enorme summer i bonusser til sine ansatte.
I 2007 udbetalte Goldman Sachs 20,2 milliarder dollar i bonusser til sine succesrige børnshandlere og andre ansatte. Det var i snit 661.490 dollar per modtager, og de 20 milliarder udgjorde hele 44 procent af finanshuset overskud.
I kriseårene 2008 og 2009 lå beløbet tilsammen på 27,1 milliarder dollar i bonusser mens pensionskasser og andre investorer tabte penge på de faldende kurser og mens staten brugte skatteydernes penge på bankpakker.
Goldman Sachs vandt retsagen.
Rastani påpeger, at der kan tjenes store penge også i krisetider. Man skal bare vide, hvordan:
»Jeg går i seng hver nat og drømmer om en ny recession«, sagde han til BBC.
Interviewet kan ses på:
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278