Den kommende regerings kommende udenrigspolitik kan groft sagt beskrives med to bogstaver: EU.

af Karina Rohr Sørensen, medlem af landsledelsen i Folkebevægelsen mod EU og Kommunistisk Parti

15. september klokken meget sent om aftenen kunne vi smile til hinanden, i visheden om at vi sammen havde løst opgaven. Væk med Løkke som statsminister, væk med diverse kiksede konservative ministre, og væk med Pia K som fast sort indslag i enhver udgave af nyhederne.

Som EU-modstander kan man ikke andet end glæde sig over Enhedslistens fremgang. Lad os håbe, de vil bruge en stor del af deres energi på at tydeliggøre konsekvenserne af den accelererende EU-udvikling. Der er brug for det.

Siden valget har socialdemokraterne, de radikale og sf'erne brugt timer og atter timer på at forhandle regeringsgrundlaget på plads. Men allerede før valget fremlagde de tre partier et udspil omkring udenrigspolitikken. Et udspil der, når man læser det, gør det mere end tydeligt, at træerne ikke vokser ind i himlen med en ny regering.

VKO’s uansvarlighed

Udspillet »En aktiv og ansvarlig udenrigspolitik« varsler et kursskifte. I hovedtræk tages der afstand fra VKO's førte politik, om den siger de, at den nok har været aktiv, men ikke ansvarlig. »Det var ikke ansvarligt at invadere Irak på et tvivlsomt grundlag, uden FN-mandat og uden at have et bredt flertal i Folketinget i ryggen. Det var ikke ansvarligt at skære i udviklingsbistanden i en tid, hvor de rige lande netop forpligtede sig til at gøre en ekstra indsats for fattigdomsbekæmpelse.«

Det er jo svært at være uenig i.

Det er klart rigtigt, når de peger på, at meget er galt: »Samtidig medfører den økonomiske vækst massive miljøproblemer, truende klimaforandringer og en stadig mere intensiv jagt på naturressourcer. Og den medfører stor ophobning af velstand og magt hos et meget lille antal globale virksomheder og enkeltpersoner, mens store befolkningsgrupper efterlades i armod og marginalisering.« De tre partier giver klart udtryk for, at vi ikke længere skal være et fuldstændigt ukritisk halehæng, til den politik USA vælger at føre.

Der hvor vi er uenige – og hvor jeg godt kan blive lidt skræmt ved tanken om den nye regering, der venter – er når de taler om, hvad de vil i stedet. Den kommende regerings kommende udenrigspolitik kan groft sagt beskrives med to bogstaver: EU.

EU-speederen i bund

Ikke på den tilbageholdende måde, men et fuld kraft frem-program: »Vi skal kunne navigere og gøre vores indflydelse gældende i denne nye epoke. International handel, økonomisk vækst, klimaudfordringer, sikkerhedspolitik og forvaltningen af verdens naturressourcer er nogle af de emner, som EU kun kan sætte sit præg på, hvis vi lykkedes med at tale med én stemme. Ellers bliver vores indflydelse minimal. Det er de barske realiteter, som en ny dansk europapolitik og udenrigspolitik skal udformes i.

Danmarks interesser og værdier varetages derfor bedst gennem et stærkt europæisk samarbejde. Vi har en klar interesse i at styrke EU's kapacitet til at handle udenrigspolitisk, så USA og Kina ikke alene får lov at bestemme den internationale dagsorden.«

De gør det klart, at de – i modsætning til VK-regeringen – har viljen og modet til at udskrive folkeafstemning. Både om den militære undtagelse, som de vil have helt afskaffet, og om den retslige undtagelse, som de vil have ændret til en tilvalgsordning. Derudover gør de det klart, helt klart, at Danmark er med i europluspagten, og rigtigt gerne vil medvirke til mere EU på det økonomiske område.

Lad os byde den nye regering velkommen, og lade os minde dem om, at når de har viljen og modet til at udskrive afstemninger, så har vi viljen og modet til at give dem kamp til stregen. Der bliver nok at se til. Både for de 12 EU-modstandere i folketinget, og for alle os andre.