Det er afgørende for en ægte venstredrejning i det politiske liv, at der sker en radikalisering af fagbevægelsen.
af Lars U. Thomsen, Esbjerg
Der er ingen tvivl om, at modsætningen mellem forventninger og den faktiske politik vil komme til at præge den kommende regering.
Her må vi se på de historiske erfaringer i arbejderbevægelsen. Hvornår er det lykkedes for arbejderbevægelsen at skabe samling og aktivitet?
Læs her:
»I løbet af perioden fra august 1943 til maj 1945 tabte Socialdemokratiet voldsomt terræn. Det er næppe for meget sagt, at det for første gang mistede lederskabet over arbejderklassen til kommunisterne.
Det viste sig især på arbejdspladserne og i fagforeningerne.
Men selvom fagbevægelsen generelt førte en krig mod kommunister i fagforeningsbestyrelser, og i flere tilfælde var medskyldige i deres arrestation, lykkedes det at få ukendte kommunister indvalgt på »upolitiske« lister.
Og da situationen igen eksploderede, denne gang i København i sommeren 1944 med en ny folkestrejke, var det igen kommunisterne, der var aktive og kunne bruge den store utilfredshed med tyskerne.
Det kom under folkestrejken til gadekampe i København og til voldsomme repressalier.«
Dette citat fra Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv er interessant, fordi det siger noget om det skifte, der skete på arbejdspladserne under besættelsen. På samme måde i nutiden.
Det er afgørende for en ægte venstredrejning i det politiske liv, at der sker en radikalisering af fagbevægelsen.
Det er det stadige og vedholdende arbejde her, som skaber virkelig forandring. Det vil de fleste kommunister kunne nikke genkendende til.
Til sammenligning kan vi se, hvordan de parlamentariske manøvrer kun har til formål at sikre arbejderaristokratiet i arbejderbevægelsen en gunstig placering.
Men hvordan skaber vi den mobilisering, som DKP evnede under besættelse og i andre perioder?
Det er et spørgsmål om et tålmodigt og vedholdende arbejde, som også må bestå i et studium af de historiske erfaringer fra hele arbejderbevægelsens historie.
Hvis det skal lykkes at skabe bevægelse, må det ske ved at vise det ødelæggende i den aktuelle EU-kurs. Kravene om arbejde, sociale og uddannelsesmæssige rettigheder kommer til at spille en nøglerolle for en rigtig agitation. Men det er ikke nok!
Kravene må forenes med kampen for en frigørelse af bindingerne til EU og monopolernes dominans.
EU-modstanden er omdrejningspunktet for et nyt opsving for venstrekræfterne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278