Marx brugte sin teori til at analysere datidens største menneskeskabte miljøproblem, nemlig udpining af agerjorden, forårsaget af jordens tab af mineralstoffer.

En gren af borgerlige økonomer, øko-økonomerne, antager, at man gennem indkalkulering af de skjulte omkostninger i varernes pris kan redde både miljøet og det kapitalistiske system. De lukker øjnene for, at kapitalen til enhver tid afviser at betale den del af regningen. Illustration Carlos Latuff

af Anders Bjerre Mikkelsen, medlem af Kommunistisk Parti

Tak for bidragene den 27. september fra Per Hørning (PH) og Terkild Marker (TM) til diskussionen om den marxistiske forståelse af relationen mellem samfund og natur.

At naturen er en produktivkraft, fremgår, mener jeg, direkte af det første Marx-citat i min replik den 16. september i Arbejderen.

PH forholder sig ikke til dette citat, men til det andet, der ikke modbeviser udsagnet, og efter min mening snarere uddyber det.

Spørgsmålet om, hvorvidt naturen er en produktivkraft, er kun én side af sagen. Opfattelsen af arbejdet som menneskets stofskifte med naturen er en anden.

Naturen er med i Marx’ analyse af samfundet og dets udvikling. Han har selv brugt sin teori til at analysere datidens største menneskeskabte miljøproblem, nemlig udpining af agerjorden, forårsaget af jordens tab af mineralstoffer gennem afgrødernes eksport fra land til by.

I den neoklassiske økonomiske teori, som er dagens kapitalismes lov, er naturen fraværende som andet end et gratis gavebord.

Øko-økonomerne

Som TM påpeger, indgår de skader på mennesker og miljø, der er forbundet med en given produktion, ikke som en produktionsomkostning for virksomheden.

Præcist at sætte kroner og øre på disse skader er, som TM også skriver, svært. Jeg tvivler også på, om den slags økonomisk forskning har andet end en demonstrativ betydning.

En gren af borgerlige økonomer, øko-økonomerne, antager, at man gennem indkalkulering af de skjulte omkostninger i varernes pris kan redde både miljøet og det kapitalistiske system.

De lukker øjnene for, at kapitalen til enhver tid afviser at betale den del af regningen. Herved er vi fremme ved det helt centrale spørgsmål:

Kan miljøtruslen afvendes inden for det kapitalistiske systems rammer? Spørgsmålet kan ikke besvares uden en dybere forståelse af, hvad det kapitalistiske systems karakter og dynamik er.

Marxismens svar

Ingen har besvaret det spørgsmål mere rammende end Marx og de, der efterfølgende har brugt hans metode.

Han har påvist systemets grænseløse behov for akkumulation og dermed vækst, dets tilbagevendende kriser, dets tendens til at dele mennesker i besiddende og proletarer med eller (især) uden Peugeot og parcelhus.

Han har, som fremhævet flere gange i diskussionen, også angivet, under hvilke betingelser en produktionsmåde er moden til at måtte afløses af en anden.

Måske kan vi konkludere i enighed med et »ja« til følgende  spørgsmål:

Kan miljøbevægelsen og andre, der beskæftiger sig med den stadigt voksende kløft mellem den kapitalistisk drevne produktion og hvad naturens økosystemer kan bære, bruge marxismen til at forstå og handle i forhold hertil?