Kære Karen Hækkerup, tør du lade være med at tænke på, hvad der kan betale sig og i stedet tænke på, hvad der er retfærdigt og solidarisk?

En "fair politik" er magtens sprog. Det bliver helt overladt til magthaverne at definere, hvad der er fair, skriver Preben Brandt.

Aage Christensen

af Preben Brandt

Så har vi fået en ny regering og en ny socialminister. Dejligt, det har jeg set frem til, ja ligefrem glædet mig til. Bare nu min glæde varer ved.

Men det har jo ikke været socialpolitik, der har fyldte mest under valgkampen og socialpolitik har vist slet ikke været et tema for de store debatter. I hvert fald ikke direkte, men selvfølgelig fik vi nogle praj om, hvordan også det politikområde vil blive underlagt de økonomiske udfordringer i en krisetid.

Er jeg pessimistisk, når min bedømmelse er, at vækst, forstået ud fra en kapitalistisk, økonomisk-politisk tankegang, sættes højest på dagsordnen?

Alligevel ser jeg jo selvfølgelig nye muligheder for en anden holdning i socialpolitikken til fattigdom og social udstødelse. Og jeg håber, at vores nye socialminister både vil og kan skabe den forandring.

Lad mig begynde med at nævne, at jeg slet ikke er tryg ved, at der tales om en fair politik, hverken i det hele taget og slet ikke i forhold til indvandrer- eller socialpolitik.

Jeg har masser af gange været med til at definere, hvad der var fair i forhold til andre, der ikke havde min magt. Og jeg har lige så mange gange været i den situation, at andre har afgjort, hvad der var fair, og at det har betydet, at jeg, eller den gruppe jeg tilhørte, måtte acceptere det, fordi jeg eller vi ikke var stærke og magtfulde nok til at tale imod.

Fair giver mig associationer til sportens verden, som jo også af andre politiske retninger er blevet brugt til at finde analogier, der kan bruges i en bestemt forståelse af samfundsindretningen, vindere og tabere.

Magtens sprog

En fair politik er magtens sprog. Det bliver helt overladt til magthaverne at definere, hvad der er fair.

Jo, jeg ved godt, at fair ifølge ordbogen betyder ærlig, hæderlig, retfærdig, korrekt. Men sådan, som jeg har set og oplevet det brugt, dækker det ikke nødvendigvis over retfærdighed, solidaritet og anerkendelse, som er helt anderledes veldefinerede begreber end det der mærkelige fair.

Men jeg håber da, at det alligevel bliver de mere klare og dokumenterbare begreber – »solidaritet« eller »retfærdighed« – vores nye regering vil bestræbe sig på at bygge deres politik op om.

Der bliver nok at tage fat på. Ikke alt det, der skal skabe bedre sociale forhold for os alle og især være med til at hjælpe de socialt svageste, hører ind under socialministerens område. Men hvis ikke socialministeren kan være med til at sætte et socialpolitisk fingeraftryk på disse områder, kommer vi ikke langt.

Så risikerer vi at fortsætte med det, som jeg i nedtrykte stunder kalder almissepolitik, altså at give lidt her og der uden at sikre sammenhæng og virkelige forandringer.

Det er sådan socialpolitikken er blevet forvaltet gennem de sidste år. En pose penge her (og penge er da godt og nødvendig til at udføre socialt arbejde) og nogle flere frivillige der (og frivillige er en vigtig og uundværlige del af det sociale arbejde). Og imens er uligheden vokset målt både på sundhed, uddannelse og indkomst.

Sparebudgetter

Kære Karen Hækkerup, tør du lade være med – i hvert fald ofte nok til at det gør en forskel – at tænke på hvad der kan betale sig og i stedet tænke på, hvad der er retfærdigt og solidarisk i forhold til en skole, der også skal kunne rumme og styrke de socialt svageste elever, et sundhedsvæsen, som skal lære, at ikke alle har middelklassens adfærd og sygdomme, et skattesystem, som ikke lægger alle byrderne på skuldrene af de lavstlønnede og personer på overførselsindkomst, en boligpolitik, der ikke er udstødende og opsplittende og en økonomisk politik, der ikke forhindrer kommunerne i, at levere de nødvendige sociale ydelser og omsorgsydelser.

Det er lige kommet frem, at kommunerne har lagt deres budgetter for 2012 sådan, at de sparer mere på sociale ydelser, end de behøvede i forhold til aftalen med regeringen, af frygt for i løbet af næste år at komme til at overskride grænsen og blive straffet for det. Det nævnes, at det kommer til at gå ud over de ældre. Men jeg kan ikke forestille mig, at det ikke også, og i særlig grad, kommer til at gå ud over indsatser over for de socialt svageste.

Sådan er det, når det er økonomi og »hvad der kan betale sig«, der får lov til at styre velfærdspolitikken. Kan det virkelig være rigtigt, at vi ikke har råd til andet og bedre? Jeg nægter at tro det.