Islændingene lod bankerne gå konkurs og indførte kontrol med kapitalen. Det gjorde Grækenland ikke – heller ikke Irland eller Portugal.
af Dag Seierstad,medlem af landsledelsen i det norske regeringsparti Socialistisk Venstreparti og EØS-rådgiver for partiets stortingsgruppe
Mens Grækenland, Irland og Portugal får skæld ud af EU og IMF, uden at det hjælper stort, er Island godt på vej ud af de værste problemer som følge af krisen. Det kunne Islands finansminister Steingrimur Sigfusson redegøre for på en konference i Amsterdam om krisepolitik for europæiske venstrepartier.
Krisen i Island i efteråret 2008 var både eksplosiv og brutal. Fra den ene dag til den næste – fra 29. til 30. september blev overmodig velstand til katastrofe for de fleste i Island.
Voldsomt tilbageslag
Det økonomiske tilbageslag var meget mere kraftigt end i alle EU-lande bortset fra Estland og Irland. Arbejdsløsheden voksede mere end i de allerfleste EU-lande. Den islandske stat var gældfri i 2007, men de tre spekulationsbanker hos finansvikingerne havde i efteråret 2008 en samlet gæld på omkring 10 gange det islandske bruttonationalprodukt. Så dårligt var det ikke noget andet sted i Europa.
Mindre en tre år efter fastlår både OECD og IMF, at Island har klaret det, som ingen andre europæiske kriselande har klaret: Island styrer sin egen økonomi. Den islandske økonomi vil vokse med to-tre procent både i 2011 og 2012. Underskuddet på statsbudgettet er vendt fra 10 procent af bruttonationalproduktet i 2009 til tre procent på to år.
Arbejdsløsheden er på 6,5 procent, bare halvdelen af niveauet i Grækenland, Irland og Portugal. Andelen af befolkningen, der har et arbejde at stå op til, er fortsat den højeste i Europa, otte procentpoint over den norske. Inflationen, som var over 18 procent i januar 2009, er nede på 2,8 procent i april 2011.
Hård kur i Island
Der var ingen enkel eller populær vej ud af det islandske morads. Moms og andre afgifter er steget. Skatterne er hævet for de høje indkomster og for mellemindkomsterne. Mange tjener mindre end før. Offentlige pensioner er blevet sat ned, men værst er det gået for dem med indskudsbaserede private pensionsordninger. Mange af dem har fået deres pensioner halveret, andre har tabt så godt som hele pensionen.
Meget var konsekvenser af den brutale virkelighed på det fritstillede marked. Ydre magter slog også ubønhørligt til. IMF fremsatte allerede i november 2008 et knaldhårdt program for at sanere den islandske økonomi som betingelse for et lån.
Fem gange måtte den islandske regering stå skoleret for IMF: Er der skåret nok i de offentlige udgifter? Går inflationen og renteniveauet nok ned?
Da den rødgrønne regering tog over i februar 2009, satte den hårdt mod hårdt: Island er et nordisk velfærdssamfund, og det skal landet fortsat være. Vi skal skære det, der skal til, men vi skal selv afgøre hvor og hvordan, der skal skæres.
Efter hårde slagsmål indså IMF-forhandlerne, at Island havde en regering, som mente det alvorligt, og som kunne holde det, den lovede. Fra da af var IMF en samarbejdspartner, mens EU fortsat var en stædig modpart.
Fem gange fastslog IMF, at alt gik som det skulle – sådan at nye portioner af IMF-lånet og lån, givet af de nordiske regeringer og Polen, kunne udbetales. 26. august kunne IMF fastslå, at hele oplægget om sanering var gennemført til punkt og prikke. Den sjette og sidste portion kunne udbetales.
Spekulanter tog bankerne
Irland og Island havnede i katastrofal krise af samme grund: I begge lande tog en håndfuld spekulanter kontrollen over de store banker, og med bankerne som springbræt kastede de sig ud i spekulationer, som hele samfundet må betale for i årevis.
De toppolitikere, som havde ansvaret for at gribe ind, var gennem bekendtskaber og venskaber så vævet ind ind i skurkestregerne, at det var nemmest for dem at se væk. Ofte var det også lønsomt at se væk.
To grundlæggende politiske foranstaltninger skilte Island fra Irland: De islandske myndigheder lod de store kommercielle banker gå konkurs, og de indførte fuld kontrol med kapitalstrømmene ind og ud af Island. Det reddede det islandske samfund fra samme skæbne som det irske.
90’ernes bankkrise
Islandske myndigheder gjorde det samme, som de andre nordiske regeringer gjorde under den nordiske bankkrise i 1990’erne: De lod spekulationsbankerne gå konkurs, så aktionærerne og kreditorerne måtte bære tabene. I stedet oprettede de nye banker til indenlandske formål. Senere har de fået de største udenlandske kreditorer til at overtage to af de tre storbanker. Sådan noget har ingen anden europæisk regering vovet at gøre – eller ville gøre – under denne krise.
Ligeså vigtigt var den anden foranstaltning, kapitalkontrollen. Der blev sat fuld stop for den frie strøm af penge over Islands grænser. Hvis de ikke havde gjort det, ville den islandske krone være sunket som en sten. Langt under det lave niveau, som den har befundet sig på i de sidste par år.
En knust krone ville mangedoble gælden for alle, som havde optaget lån i udlandet, men som havde indtægter i islandske kroner. For det var ikke kun bankchefer og deres vennekreds, som havde spekuleret over evne. Det gjorde også alle, som havde optaget lån i udenlandsk valuta i deres bolig eller virksomhed, og alle, som havde pantsat deres fiskekutter i udenlandske banker.
Fra efteråret 2008 sad de tilbage med en gæld i udenlandske valuta, der langt oversteg salgsværdien af boligen, virksomheden eller båden.
Boligen sikret
For de fleste folk er gælden i boligen mest dramatisk, for et sted skal de jo bo. Regeringen har nægtet banker og andre kreditorer at sætte folk på gaden, selvom de ikke kunne betale deres afdrag – og fristen for fortsat at bo i den bolig, som de strengt taget ikke længere ejer, skubbes stadig nogle måneder ad gangen.
Men på kort sigt har den svage islandske krone haft sine fordele: Den har gjort islandske varer og tjenesteydelser billigere i forhold til udenlandske. Eksporten fra Island og turismen til Island er vokset jævnt og støt, mens importen er lavere end før. Dette har givet et stadigt stigende handelsoverskud, som skaffer hård valuta til den slunkne statskasse.
Det bedste tegn for fremtiden: Arbejdsindvandrerne bliver! Det er bedre at være arbejdsløs i Island, hvis alternativet er at arbejde sort i Polen. På grund af krisen har regeringen sørget for, at arbejdsløse får dagpenge i fire år, et år længere end før.
Kronikken har tidligere været bragt i det norske dagblad Klassekampen
Overskrifterne er indsat af Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
