Så nu havde han også prøvet at blive sendt hjem, fordi han ikke duede…

Skærveknuseren

af Kjeld Stenum

Han havde kigget forbi et par gange før, på vej til et stykke arbejde nær på, hvor vi gik, eller lige inden fyraften, hvor han havde fået tidligere fri end os. Denne gang kom han i en middagspause.

Han var kæmpestor og bevægede sig lidt klodset, som en forvokset hvalp. Vi var på det tidspunkt kun tre mand i den del af sjakket, der arbejdede på motorvejen ovenpå broen, de andre gik nedenunder, så vi sad bare i en lille pionervogn og spiste, og den duvede ligefrem, når han satte sig. Men han var nu på ingen måde én, der gjorde væsen af sig. Satte sig bare tavst ved bordet, som han havde gjort de få gange, han havde arbejdet sammen med os, og lyttede til, hvad vi andre snakkede om.

Vi rakte ham en vand. »Nå, Leif, hvordan går det så?« Joh, det gik såmænd godt nok. Men hvordan kunne det gå til, at han kom her midt på dagen, havde han ikke mere at rive i? »Nåh, det…« Leif var af den slags mennesker, der bliver helt forfjamskede, når de skal snakke om sig selv, og derfor roder sig ud i en masse indviklede omveje. Desuden har Leif en mindre talevanskelighed, ordene bliver meget grødede i hans mund.

Joh, men altså, det var sådan, at hans mester om morgenen havde sendt ham ud og skulle hjælpe en mand fra et lille firma med noget kloak og nogle brønde, der skulle sættes. Og han var taget derud og gået til hånde efter bedste evne, og de havde fået sat et par brønde og lagt noget rør. Det var også gået meget godt, syntes Leif i hvert fald selv. Og den mand, som han hjalp, havde heller ikke givet udtryk for andet overhovedet.

Så efter drikketid havde der manglet et eller andet, som Leif ikke rigtigt havde styr på, hvad der var for noget, et tilkoblingsstykke eller noget. Leif havde beredvilligt spurgt, om han ikke skulle hente det, manden skulle bare fortælle ham, hvor det lå.

Manden havde stået og kigget ned på sin kloak, så sagde han, at Leif ikke skulle hente noget som helst. Jamen, hvad så, ville Leif vide, de skulle vel videre på én eller anden måde? Og så var det kommet – for Leif så uventet som et lyn fra en klar himmel: »Jeg synes, du bare skal køre hjem! Du ved jo ikke noget om det her!«

Leif var åbenbart blevet chokeret, selv nu havde han svært ved at få det frem. Men han havde selvfølgelig indrømmet, nej, det gjorde han ikke, men det havde han jo heller aldrig foregivet, og han syntes da, det var gået o.k. Nej, men manden havde allerede haft fat i Leifs mester over telefonen, og de havde snakket om det, og så var de blevet enige om, at Leif bare skulle køre hjem til sig selv igen og møde hos sin mester dagen efter. Så nu havde han også prøvet at blive sendt hjem, fordi han ikke duede, sagde Leif med et forsøg på et grin.

Leif var ansat i et vikarbureau og blev lejet ud til forefaldende arbejde til en meget lav løn, et halvt hundrede kroner mindre, end vi tjener i timen, og vi tjener vedgud ikke noget at prale af. Sådan havde vi af firmaet fået tildelt Leif som »påhæng« en dag, hvor der skulle slibes en masse skinne af i en fart, smede var kommet helt fra Tyskland for at svejse, og det skulle selvfølgelig have været klar til dem fra vores side, før det overhovedet var kommet i gang. Så var det mægtig smart lige at kunne hente sådan en vikar ind for en dag.

Vi er ikke glade for den slags, vi vil hellere have en fast mand mere i sjakket. Det er tit omstændeligt både at sætte ny folk ind i noget og at være ny mand, der skal sættes ind i noget, og mester forventer alligevel fuldt udbytte af mandetimerne.

Men det skal selvfølgelig ikke gå ud over vikaren, han prøver jo bare at få en fod indenfor på vores åndssvage arbejdsmarked. Så selv om Leif fyldte meget og virkede lidt klodset, så havde vi behandlet ham pænt, og han havde svaret med virkelig at gå til den og være meget pligtopfyldende med sliberiet, der er hårdt, larmende og støvende arbejde. Og da vores ingeniør havde spurgt, hvordan han havde været, havde vi selvfølgelig sagt, at han var fin nok. Og sådan var det sket, at han var blevet lejet ind et par gange senere.

På den måde sker det jo, at vikarer lige pludselig finder et sjak, der vil have dem fast. Men man må være om sig. Og Leif blev ved med at komme igen, trods det lidt, han havde haft af arbejde hos os. Så vi anede jo nok, det ikke var så tit, at han var ude for at blive bedt ud samme sted to gange.

»Det er selvfølgelig ikke sådan, at I lige står og mangler én«? kom det da også, lige da han var ved at gå. Men vi havde lige fået fyret tre og vidste ikke selv noget om vores egen situation mere end en lille måned frem. »Bliver du da fyret nu af din mester?« spurgte vi. Nej, det troede han da ikke, sagde Leif på en måde, der lød som om, det var lige hvad han tænkte, at han nok blev.

Vi snakkede om bagefter, at så svært var det sgu ikke, da vi var unge. Det er ikke mange årtier siden, at jord- og betonere var daglejer-ansat og kunne fyres fra time til time. Da var det nemt nok at få en chance direkte i et sjak til fuld løn, selv om man selvfølgelig også let røg ud igen. Siden har vi fået opsigelsesvarsler, det er vel godt nok, men det har altså også gjort, at firmaerne tænker sig meget om, før de ansætter en mand mere i sjakket.

På den måde er der blevet et marked for vikarsystemet, det er daglejersystemet igen ind ad bagdøren, blot med den forskel, at de unge mennesker nu skal rende rundt og byde sig til og tigge i årevis som vikarer på slavekontrakter til slaveløn, før et sjak forbarmer sig over dem.

Det havde vi aldrig haft temperament til, var vi tre gamle stoddere enige om. Selv om vi inderst inde godt vidste, at der næsten ingen grænser er for, hvilke fornedrelser mennesker kan vænnes til.