S og SF i Aarhus byråd sætter aarhusianerne uden for indflydelse, hvis de gennemfører nedskæringer og udliciteringer for at få de borgerlige partier med i et budgetforlig.
fra tillidsrepræsentanter fra BUPL, FOA, 3F, Dansk Sygeplejeråd, Teknisk Landsforbund og Dansk Socialrådgiverforening, Aarhus
Det er helt unødvendigt, at et flertal i Aarhus byråd endnu engang gennemfører store besparelser på den kommunale velfærd.
Aarhus kommune har nemlig overskud på driftsbudgettet i år – og i alle budgetårene frem til og med 2015. Til gengæld halter finansieringen af de mange store anlægsprojekter.
Det er den regning, som forligspartierne nu har sendt til betaling. Men det er uanstændigt, at Aarhus kommune lader de svageste borgere »betale« for byens materielle vækst.
De alvorlige besparelser, som blandt andet rammer børn, ældre og udsatte grupper, er katastrofale, og konsekvensernes omfang er næppe gået op for de ansvarlige politikere endnu.
Forligspartierne i Aarhus budgetterer desuden konservativt efter den gamle regerings 0-vækst politik.
Men vi har en berettiget forventning om, at en ny regering også vil give kommunerne nye muligheder for prioritering af nødvendig velfærd til borgerne.
Socialdemokraterne og SF foreslog eksempelvis under valgkampen, at væksten måtte være 1,4 procent, og det vil være et bedre udgangspunkt for et realistisk budget.
Samtidig har partierne bag en ny regering erklæret, at de vil gøre op med bureaukratiet i den offentlige sektor, mistilliden til de ansatte og detailstyringen af kommunerne.
Temaet er også medtaget i det nye regeringsgrundlag. Nye undersøgelser fra både Danmark og Sverige viser, at eksempelvis fritvalgsordninger og udlicitering genererer et enormt og dyrt bureaukrati.
Det er derfor direkte absurd, at budgetforliget vil gennemføre flere udliciteringer.
Ved både kommunalvalget og folketingsvalget har det store flertal blandt aarhusianerne stemt for velfærd og sat deres kryds ved partier, der tilhører rød blok.
Det røde flertal i Aarhus byråd bør selvfølgelig lytte til aarhusianerne og udnytte de muligheder, som rød blok i Folketinget vil give kommunerne for at føre en ny politik.
Socialdemokraterne og SF i Aarhus byråd sætter aarhusianerne uden for indflydelse, hvis de gennemfører nedskæringer og udliciteringer for at få de borgerlige partier med i et budgetforlig.
Drop nulvæksten – også i Aarhus – der er råd til velfærd.
Spar på udlicitering og andet dyrt og unødvendigt bureaukrati.
Vedtaget på fællesmødet den 4. oktober.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278