Når man så har fordrevet palæstinenserne fra deres hjem og ødelagt deres forsørgelse, er det kriminelt at sende hjælp til deres sultende børn.
af Tage Voss, Nykøbing F.
Det fremgår af min bankkonto, at jeg nylig har hævet 5000 kroner.
Med den legaliserede adgang i dag til private papirer er det en smal sag at konstatere dette og nu en naturlig sag at kræve dokumentation for, hvad jeg har brugt dette beløb til.
I mange år har jeg talt for palæstinensernes overlevelse i et land, der har været kastebold gennem 2000 år for ægyptere, hetitter, hebræere, for persere, ptolemæer, makkebæere, romere, arabere, tyrker – og fra Første Verdenskrig så som mandatstyret britisk og fransk besiddelse.
Den oprindelige befolkning af hyrder og småbønder har man aldrig spurgt. Ej heller da man generøst skænkede landet til »jøderne«, en diffus minoritet med en usikker legitimation: Hvad er en jøde, hvorledes dokumenterer han, at han er det.
Et land tilhører den, der behersker det, ikke dem, der bor i det. Derfor er tilflytternes solidaritet med den oprindelige befolkning meget lille.
Bestræbelsen går på at gøre deres vilkår så umulige, at de fortrækker. Nægter de, er det værst for dem selv, og følgerne deres egen skyld. Gør de modstand, er de terrorister.
Det har man – mærkeligt nok – det fjerne USA’s konstatering af, hinsides alle menneskerettighedserklæringer.
Kriminel modstand
Og når man har fordrevet dem fra deres hjem og ødelagt deres forsørgelse, er det kriminelt at sende hjælp til deres sultende børn.
Selv som borger i et frit land er man kriminaliseret og hjemfalden til bøde og fængsel – man er terrorist.
Den 5. maj 1945 oplevede jeg, hvorledes forsvarere af Danmarks frihed mod nazistisk tyranni brat fra at være kriminaliserede i fem år blev fejrede helte.
Som kongen sagde: »En særlig tak vil jeg udtale til frihedsbevægelsen for uforfærdet indsats i den fælles kamp, der har skabt Danmarks stilling i dag.«
(Det var den samme konge, som fem år tidligere pålagde enhver at »afholde sig fra enhver modstand mod de tyske tropper«.)
Det var den 5. maj 1945 – tre uger efter, at min kammerat Jørgen Frederik Winter sammen med ni andre blev henrettet i Ryvangen, angivet og arresteret og udleveret til Gestapo af danske myndigheder, som »modstandsmænd«, som modstandere.
Lov og ret
Der er forskel på ret og retfærdighed, som nylig en dommer fastslog ved domsafsigelsen med bøde og fængsel til Anton Nielsen for den terroristiske handling at sende penge til mad til sultende børn i Palæstina.
Det er i henhold til gældende lov, som gælder, til den ikke gælder længere.
Skal nugældende lov være retningslinje for rigtigt og forkert – mere end min egen vurdering af menneskelig adfærd, anstændighed of retfærdighed? Eller skal jeg blot vente, til den skiftes ud med en anden?
Blot tre uger skulle Jørgen Frederik have ventet…
PS: Det er heldigvis ikke mig, der skal bevise, hvordan jeg har brugt mine femtusinde kroner. Det er anklagemyndigheden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
