De 99 procent er nu begyndt at gå på gaden fra Madison til Madrid for at sige: »Nej, vi vil ikke betale for jeres krise.«
af forfatter og aktivist Naomi Klein
I går sagde en af talerne ved demonstrationen indkaldt af fagbevægelsen: »Nu har vi fundet hinanden«. Netop den følelse indrammer skønheden i det, som her skabes. En åben plads, hvor mennesker, der ønsker en bedre verden kan finde sammen – og en idé så storslået, at den sprænger alle rammer. Tak!
Hvis der er noget, jeg ved, så er det, at én procent af befolkningen elsker kriser. For dem er der ikke noget bedre, end når folk er grebet af panik og desperation. For så kan de gennemtvinge deres politiske ønskeliste: privatisering af uddannelser og social sikkerhed, nedskæring af offentlige ydelser, afskaffelse af de sidste begrænsninger på virksomheders magt. Midt i en økonomisk krise sker dette verden over.
99 procent i bevægelse
Kun ét kan sætte en stopper for det. Og der er heldigvis en stor ting; nemlig de øvrige 99 procent. De 99 procent er nu begyndt at gå på gaden fra Madison til Madrid for at sige: »Nej, vi vil ikke betale for jeres krise.«
Slagordet opstod i Italien i 2008, gav genlyd i Grækenland, Frankrig og Irland, og nu har det fundet vej til New York, hvor krisen begyndte.
»Hvorfor protesterer de?«, spørger de på tv, mens resten af verden spørger: »Hvorfor varede det så længe?« Og tilføjer: »Vi har spekuleret over, hvornår I ville dukke op! Velkommen!«
Mange mennesker ser lighedstræk mellem »Besæt Wall Street« og »anti-globaliserings«-protesterne i Seattle i 1999. Også dengang gik en global, ungdomsledet og decentraliseret bevægelse til angreb på koncernernes magt. Jeg er stolt af at have været del af det, vi kaldte »bevægelsernes bevægelse«.
Vi valgte topmøder som vores mål: WTO, IMF, G8. Men topmøder varer sjældent mere end en uge. Det betød, at også vi blev forbigående. Og med den vanvittige hyper-patriotisme og militarisme efter 11. september blev det for nemt at affeje os.
Besæt Wall Street har derimod et fast mål. Og ingen slutdato. Det er klogt. Først når man står fast, kan man slå rødder. Dette er afgørende. I informationstidsalderen skyder alt for mange bevægelser op som smukke blomster for kun at dø hurtigt ud. For de har hverken rødder eller langsigtede planer for, hvordan de vil klare sig. Når stormene kommer, bliver de skyllet væk.
At arbejde i en flad struktur er vidunderligt. Det kan fint forenes med det hårde arbejde, der består i at opbygge strukturer og institutioner, der er robuste nok til at ride fremtidige storme af. Jeg tror på, at dette vil ske.
Massekamp og ikkevold
Også andre ting gør jeres bevægelse rigtigt: I har forpligtet jer til ikkevold. I har nægtet at give medierne de billeder af knuste ruder og gadekampe, de så desperat higer efter. Jeres enorme disciplin har betydet, at den dominerende historie har handlet om uværdig og uprovokeret politibrutalitet.
Men den største forskel på protesterne i dag og dem i 90’erne er, at kapitalismen i 1999 red på toppen af en hektisk højkonjunktur. Arbejdsløsheden var lav og aktieporteføljerne svulmede. Medierne var berusede af de nemme penge. Det hele handlede om nystartede virksomheder, ikke om lukninger.
Vi påpegede dengang, at afreguleringen bag vanviddet ville koste dyrt. Den var til skade for arbejderrettigheder. Den var til skade for miljøet. Selskaber var ved at blive mere magtfulde end regeringer til skade for vores demokrati.
Men så længe de gode tider rullede, var et angreb på et økonomisk system, der bygger på grådighed, et svært budskab at sælge, i al fald i de rige lande.
Ti år senere ser det ud til, at der ikke er flere rige lande tilbage. Kun en masse rige mennesker, der blev rige på at udplyndre offentlige værdier og udpine naturressourcer.
Pointen er, at i dag kan alle se, at systemet er dybt uretfærdigt og ude af kontrol. Den uhæmmede grådighed har ødelagt klodens økonomi, ligesom vi er ved at ødelægge naturen. Vi overfisker vores oceaner eller forurener dem. Vi tyr til planetens mest beskidte energiformer som Canadas tjæresand. Atmosfæren kan ikke absorbere de drivhusgasser, vi udleder. Faretruende opvarmning bliver resultatet. Gentagende katastrofer — økonomiske og økologiske — er blevet dagens norm.
Det er kendsgerningerne i dag. De er så himmelråbende og indlysende, at det er meget lettere at vinde gehør i offentligheden end i 1999.
Deadline for forandring
Vi ved eller fornemmer alle, at verden er vendt på hovedet: Vi fungerer, som om der ikke var nogen ende på det, der faktisk er endeligt: de fossile brændsler og atmosfærens kapacitet til at absorbere udledninger. Og vi handler, som var der snævre og faste grænser for, hvad der rent faktisk findes til overmål: nemlig de finansielle og andre ressourcer til at opbygge den form for samfund, vi behøver.
Vor tids store opgave er, at retvende verden igen og udfordre den falske knaphed. At insistere på, at vi har råd til at opbygge et anstændigt samfund — og samtidig respektere de reelle grænser for, hvad jorden kan bære.
Klimaændringerne betyder, at vi må virkeliggøre dette inden for en tidsfrist. Denne gang må vores bevægelse ikke brænde ud eller blive afledt eller fejet væk af begivenhederne. Denne gang skal det lykkes for os. Og jeg taler ikke kun om at regulere bankerne og forhøje skatterne for de rige, selv om det også er vigtigt.
En helt anden verden
Jeg taler om at ændre de underliggende værdier, der styrer vores samfund. Det er, hvad jeg ser ske på denne plads i New York. I den måde, hvorpå i bespiser hinanden, holder hinanden varme, udveksler oplysninger, driver eget sundhedsvæsen, meditationsklasser og studiekredse i aktivisme.
På mit favoritskilt her står der: »Jeg bekymrer mig for dig«. I en kultur, der oplærer folk i at undgå se hinanden i øjnene og leve efter devisen »lad falde, hvad ikke kan stå«, er dette en dybt radikal erklæring.
Vi har taget kampen op imod planetens mest magtfulde økonomiske og politiske kræfter. Det er skræmmende. Og i takt med at denne bevægelse vokser i styrke, bliver det mere skræmmende. Giv ikke efter for fristelsen til at koncentrere jer om mindre mål. Lad os denne gang behandle hinanden, som om vi har en plan om at arbejde side om side i denne kamp i mange, mange år frem. Den opgave, som ligger foran os, kræver intet mindre.
Lad os behandle denne smukke bevægelse, som var den det vigtigste i verden. For sandheden er, at det er lige, hvad den er.
Naomi Klein holdt talen 6. oktober. Den har været offentliggjort i avisen »Occupied Wall Street Journal«. Oversat af Arbejderen, der har indsat overskrifter.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
