01 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sidste udkald

Sidste udkald

Onsdag, 19. oktober, 2011, 10:42:41

I Enhedslisten fortsætter vi indsatsen for at forhindre massakren på efterlønnen. Hvis Pia Kjærsgaard og DF kommer på bedre tanker, kan et flertal hurtigt aktiveres.

af Christian Juhl, MF for Enhedslisten

Løftebrud bruges næsten om alt i disse dage. Også Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti forsøger sig overfor Dan Jørgensen og holdningen til grænsebomme. (Pol. 14.10.).

Jeg overlader det trygt til Dan Jørgensen selv at svare på påstanden.

Dog vil jeg dvæle lidt ved Pia Kjærsgaards egen letsindige omgang med løfter.

Hun lovede under valgkampen i 2007 ikke at røre ved efterlønnen. Ikke desto mindre indgik hun før valget i september forlig med V, K og RV om en tilbagetrækningsaftale, der i praksis vil betyde, at efterlønnen forsvinder for mange danskere. Som figenblad for at svigte vælgerne fik Dansk Folkeparti lovning på de meget omtalte 50 toldere og et par grænsebomme.

Valget for fire uger siden faldt sådan ud, at vælgerne straffede Dansk Folkeparti for ikke at holde, hvad de lovede. Desuden fik vi fik en ny regering, der ikke vil opretholde tolderne og grænsebommene. Figenbladet er væk og Pia Kjærsgaard behøver ikke længere at føle sig forpligtet overfor tilbagetrækningsaftalen.

Jeg har i folketinget tilbudt Pia Kjærsgaard at stemme sammen med hende om at sikre efterlønnen. Der er nemlig et flertal mod tilbagetrækningsreformen, hvis A, F, DF og EL stemmer sammen.

Det afviser hun at bruge. Samarbejdet med vennerne i V ,K og RV tæller åbenbart højere end hensynet til tusinder af slidte danskere, der kommer til at stå uden efterløn.

Hvis ikke det er løftebrud, hvad er det så?

I Enhedslisten fortsætter vi indsatsen for at forhindre massakren på efterlønnen.

Hvis Pia Kjærsgaard og DF kommer på bedre tanker, kan flertallet hurtigt aktiveres.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. okt. 2011 - 10:42   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev