Nedsættelsen af dækningsbidraget fra 10 til 9,8 promille gør, at København er solidarisk med samtlige kommuner i Danmark. Kommunerne kan dermed samlet set overholde det skattestop, den tidligere regering satte i værk.
af Jesper Christensen (S), medlem af Borgerrepræsentationen og gruppeformand
Det kan blive en længere debat med Enhedslistens Mikkel Warming om Københavns sænkning af dækningsafgiften på 0,2 procentpoint og betydningen heraf.
Den disput ønsker jeg ikke at fortsætte. Det er ikke relevant at være hverken kortsynet eller male fanden på væggen med forslag, som ikke kommer til at gro i Socialdemokraternes have, sådan som Mikkel Warming gør i sit indlæg den 7. oktober.
Socialdemokraterne synes blot, at det er rigtig ærgerligt, at Enhedslisten har sagt fra over for Københavns budget 2012 på grund af en minimal sænkning af dækningsbidraget.
Dækningsbidraget er en markør over for erhvervslivet, at vi gerne vil have store virksomheder og investorer. For uden dem kan vi ikke investere i velfærd. Hvad skal vi investere for, hvis udviklingen går til andre byer, der er mere attraktive?
Ikke gammeldags
Det er ikke gammeldags tankegang. Det er realisme, når vi gerne vil opstille gode forhold for virksomhederne. For med netop et driftigt København kan vi finansiere de kerneydelser, som københavnerne vil have og skabe ordentlige rammer for byen. Vi har derfor så meget fokus på kerneydelserne som muligt.
Vi vil have, at familierne hænger sammen. Der skal være jobs at få. Børnene skal passes, have god undervisning og få job, når de bliver store.
De ældre og andre med behov herfor skal plejes på deres præmisser.
Fritiden skal være spændende og indholdsrig.
Det skal være sikkert at færdes i byen. Alle ved, hvad der er sundt. Man skal let kunne komme fra det ene til det andet sted. På dette sidste punkt er jeg rigtig glad for, at Enhedslisten nu er for mere metro i København i modsætning til tidligere.
75 lærerstillinger
Enhedslisten omsætter de 0,2 procentpoint, vi har sænket dækningsafgiften med, til 75 lærestillinger. Det er et godt skræmmebillede, som vi alle kan forstå. Men virkeligheden er jo, at der netop i år ikke skæres ned på skoler, dagpasning, ældre, socialt udsatte eller andre områder.
For København har faktisk en god økonomi. En økonomi vi skal styrke for fortsat at kunne undgå nedskæringer og besparelser. En økonomi der skal danne rammen om den kernedrift og det gode hverdagsliv for københavnerne, som vi gerne vil realisere. En økonomi der skal blive endnu stærkere via vækst og beskæftigelse.
Nedsættelsen af dækningsbidraget fra 10 til 9,8 promille gør desuden, at København er solidarisk med samtlige kommuner i Danmark. Kommunerne kan dermed samlet set overholde det skattestop, den tidligere regering satte i værk. Derved kan mere trængte kommuner, der har behov for at sætte skatten lidt op eller bevare den, som den er, gøre dette. Så kom ud af osteklokken og ind i 2012!
Budget 2012 er uden nedskæringer af kernedrift og har fokus på at udvikle København.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278