Det arabiske forår baner vejen for selvbestemmelse og suverænitet i mange lande. Vestlige lande jubler. Hvorfor gælder samme standarder ikke for Palæstina?
af Christian Juhl, medlem af Folketinget for Enhedslisten
Palæstinenserne er ikke klar til at blive anerkendt i FN som medlemsstat. Sådan udtrykte Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen sig forleden.
Man kan ikke stole på dem og ikke vide, hvem der bestemmer, fortsatte han. Han antydede, at han helst ville forhandle med præsident Abbas og ikke med Hamas.
Jeg skal ikke blande mig i, hvem palæstinenserne vælger som deres politiske ledere, ligesom jeg ikke skal blande mig i, hvem israelerne vælger som politiske ledere.
Men hvis Michael Aastrup Jensen helst vil bakke PLO og Mahmoud Abbas op, gør han fornuftigt i at overveje, om ikke det så er en styrkelse af hans position i det palæstinensiske samfund at anerkende Palæstina som FN’s medlemsstat nr. 194.
Mange borgerlige danske politikere mener, det er palæstinenserne, der er aggressorer og israelerne, der er de truede. De fortier, at det er israelerne, der er besætterne, det er israelerne, der har bygget en mur og har flere hundrede tusinde bosættere inde på palæstinensisk jord.
Alt sammen i strid med international ret og fordømt mange gange i FN.
Mange har appelleret til, at EU står sammen om at bakke palæstinensernes ønsker om en anerkendelse i FN. Det ville være et godt træk, hvis det sker. Men hvis også EU vil trække pinen i langdrag, må Danmark alene stemme for optagelsen, ligesom vore skandinaviske naboer har besluttet at gøre.
EU bør samtidig give Palæstina samme privilegerede handelsaftale og adgang til de europæiske markeder, som de har givet Israel. Desuden skal de naturligvis have ret til at rejse sager for Den internationale straffedomstol, ligesom andre nationer.
Det er kun et år siden, at Obama lovede palæstinenserne en løsning på den 40-årige besættelse, men nu svigter han dem ved at true med et veto i FN’s Sikkerhedsråd.
Og Michael Aastrup trasker troligt i hans fodspor.
Det arabiske forår baner vejen for selvbestemmelse og suverænitet i mange lande. Vestlige lande jubler. Hvorfor gælder samme standarder ikke for Palæstina?
En anerkendelse af Palæstina er i Israels egen interesse, i USA’s og EU’s egen interesse og et skridt i den rigtige retning i den langtrukne fredsproces.
Ord og linjer på et stykke papir er ikke nok. Deri har Obama ret. De skal bagefter følges op af konkret handling for at få betydning.
Lad palæstinenserne få sin del af det arabiske forår.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
