Måske vækker drabet mest glæde blandt de otte NATO-lande, der har deltaget i krigen. For fronten i denne kreds var også begyndt at vakle.
af Vagn Rasmussen, Roskilde, arbejder i STS International Solidarity
Verdens politikere glæder sig over, at Gadaffi er blevet slået ihjel. Også danske politikere med undtagelse af Enhedslistens udtrykker glæde over, at det endeligt er lykkedes at slå en statsleder i et andet, uafhængigt og suverænt land ihjel.
Det danske flyvevåben, som en kort overgang så ud til slet ikke at have spredt bomber over Libyen den dag, meddelte senere, at man skam havde fløjet alligevel. Æres den, som æres bør!
Måske vækker drabet mest glæde blandt de otte NATO-lande, der har deltaget i krigen. For fronten i denne kreds var også begyndt at vakle. De svenske jagerfly er sendt hjem, og de vil ikke vende tilbage.
Med mindre man fik ram på Gadaffi og dermed kunne erklære aktionen for overstået, risikerede man, at endnu flere lande sprang fra operation »Forenede beskyttere«, som NATO kaldte sine bombardementer, der snart har stået på i otte måneder.
Vil libyerne nu endelig få fred?
Vil libyerne nu endelig få fred? Sandsynligvis ikke, hvis man sammenligner med andre lande, hvor NATO fører krig. Osama bin Laden blev dræbt for længe siden, men det har ikke forhindret Taleban fra forsat at vinde frem. I Irak er der heller ikke fred, skønt man hængte Saddam Hussein for lang tid siden.
Peter Laustsen, som er specialkonsulent og souschef for Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, blandede i information.dk en smule fornuft ind i billedet:
– Sejren vil først være hjemme, når vi har en ny regering og en ny forfatning. Når vi har fået sikkerhed om, at alle grupperinger i Libyen bakker op om den nye regering, sagde han.
Med den stilling Laustsen indtager, er der ikke noget at sige til, at han mener, at drabet er en sejr for den nye libyske overgangsregering.
Men, hvis det viser sig, at Gadaffi er blevet slået ihjel af amerikanske eller internationale styrker, kan det vække vrede, sagde Laustsen.
Nu er der vist ingen af dem, der har udtalt sig, der til fulde ved eller siger, hvad der egentlig er foregået, for der verserer så mange historier. En af de første gik ud på, at Gadaffi var på vej bort fra Sirte i en konvoj, da NATO-fly ramte hans bil.
Gadaffis tidligere justitsminister – hvis største fortjeneste i den stilling måske var, at han fik forhandlet sig frem til en frigivelse af de libyske islamister, men som svingede over til oppositionen, så snart den var dannet. Overgangspræsident Abdul-Jalil fik senere travlt med at fortælle, at Gadaffi desværre døde, da man ville bringe ham til hospitalet. Man må prøve at gardere sig.
Men uanset om NATO var direkte involveret i drabet eller ej, så var det aldrig lykkes for overgangsrådet, der engang holdt til i Benghazi, at komme videre, hvis ikke NATO og udenlandske specialstyrker havde hjulpet til også i en af de største og længste, uafbrudte bombekampagner i krigshistorien. Hvis man tror andet, er man naiv, og det er libyerne ikke.
Den endelige kampen om magten i Libyen
Gadaffi var farlig som levende. Som død kan han vise sig endnu farligere, for nu har mange libyere fået en martyr, de kan samles om.
Og ikke bare libyere kan samles om denne martyr. Det kan andre også. Forleden dag advarede Abdul-Jalil om, at befolkningerne i de omliggende lande var på vej for at komme Gadaffi til hjælp.
Når Abdul-Jalil anvender udtrykket »andre lande«, så er det fordi, han og andre tager udgangspunkt i de grænser, kolonisatorerne efterlod i Afrika, og ikke de grænser der var gældende i århundreder før grænsedragningerne. Mange i Afrika og også i Libyen og i de nye lande omkring det føler faktisk selv, at de hører til samme folkeslag.
Vil Libyen nu få demokrati? Obama advarede i sin tale den 20. oktober mod at tro, at demokratiet nu var sikret. Ifølge præsidenten er der stadig en lang og vanskelig vej til demokrati.
Det gør han klogt i at mene. For det er først nu, at det virkelige slagsmål om magten i Libyen begynder mellem det sammenrend af mange og meget forskellige elementer, man har været nødt til at skrabe sammen omkring oprøret. Ikke mindst med islamisterne, som indtil for nylig var medlemmer af al Qaeda, og som står stærkere i Libyen i dag, end de nogensinde har gjort.
Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt at notere sig, at dette også gælder for islamister i en lang række andre lande, som USA og Vesten har støttet, for at de skulle blive demokratiske.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
