Efter hvert nederlag har det kommunistiske parti rejst sig. Det er en lære og inspiration for alle jordens folk, og Nerudas poesi bidrager til at forstå og almengøre kontinentets kampe.

Den rute, Pablo Neruda og hans følgesvende fulgte til Argentina, var en gammel smuglerrute over bjergene. Rejsen tog cirka en uge, og gruppen måtte til hest krydse det uvejsomme terræn.

Grete Folman

af Lars Ulrik Thomsen, Esbjerg

I slutningen af februar 1949, satte en ekspedition sig i bevægelse fra det sydlige Chile, med det formål at krydse Andesbjergene, og nå frem til San Martin de los Andes i Argentina.

Denne rejse, som senere har fået næsten mytisk status, skyldes, at digteren Pablo Neruda i al hemmelighed skulle skaffes ud af Chile.

Som nyvalgt senator i det chilenske parlament, havde han i skriftet J`accuse - Jeg anklager, rejst en sønderlemmende kritik af præsident Gonzales Videla, som var blevet valgt på en fælles platform med kommunisterne. Efter pres fra USA afbrød han samarbejdet og forfulgte nu kommunisterne med alle midler.

I digtet Godt nytår til mit fædreland i mørke beskrev Neruda den situation, som chilenerne befandt sig i under Videlas ubarmhjertige diktatur:

»Det er mig som omfavner hele den prægtige flade,

mit fædrelands blomstrende bælte, og jeg kalder på dig

at vi må tale sammen når glæden uddør,

og jeg skænker dig denne stund som en lukket blomst …..« (1)

Mod syd som ornitolog

Forud for rejsen var gået et stort forberedelsesarbejde, hvor det chilenske kommunistparti brugte hele sin erfaring og de bedste kammerater til at forberede flugten.

I måneder havde Neruda været gemt væk i Santiago de Chile. Nu blev han som ornitologen Antonio Ruiz sendt sydpå. Her skulle han udforske fuglelivet i nærheden af Valdivia, der ligger cirka 700 kilometer syd for hovedstaden.

Der opstod en dramatisk episode, da en politibetjent forlangte at køre med til Valdivia, mens Neruda lå gemt under et tæppe i bagagerummet.

Ventetiden, inden rejsen over Andesbjergene begyndte, tog flere måneder. Den var fuld af dramatik med uventede begivenheder, som alle blev løst med opfindsomhed og koldblodighed.

Med sig på rejsen, havde Neruda manuskriptet til Den store Sang, forklædt som et værk fra antikken. Det er et epos som rummer hele Latinamerikas brogede historie og folkenes seje kamp mod undertrykkerne.

Den rute, de fulgte til Argentina, var en gammel smuglerrute for kvæg, der blev fragtet illegalt over bjergene. Rejsen tog cirka en uge, og gruppen bestod af syv personer, som til hest skulle krydse det uvejsomme terræn.

Neruda var mildt sagt ikke nogen rutineret rytter, og hvordan han bar sig ad med at overvinde strabadserne, er i sig selv en bedrift. Læseren må forestille sig et fantastisk landskab med ufremkommelige kløfter, brusende floder og træer, der er på højde med rundetårn eller højere.

Neruda beskriver, hvordan følelsen af at være forladt griber den rejsende, men samtidig forvandlede gruppen til en ubrydelig enhed.

Da de skulle krydse en flod, måtte Neruda svømme ved siden af hesten, men var hele tiden overvåget af sine kammerater. Dette kammeratskab har Neruda skildret i sine erindringer, »Jeg bekender, jeg har levet«; og beskrivelsen er så medrivende, at man føler sig som en del af gruppen.

Frihed hinsides Andes

I erindringerne har Neruda fortalt om et gammelt ritual, hvor de vejfarende lægger mønter i et tyrekranium, og bagefter danser omkring det:

»Men dermed var den uforglemmelige ceremoni ikke slut. Mine landlige venner tog hatten af og begyndte på en sælsom dans, hoppende på et ben rundt om det forladte dødningehoved, trådte i det cirkelrunde spor, som utallige dansere havde trampet før dem.....«

Efter at de har passeret grænsen, kommer de højt oppe i bjergene til en badstue beregnet til gauchoerne. Glæden og befrielsen over at rejsen er veloverstået, får alle til at føle sig som nyfødte, og særlig Neruda må have følt en enorm lettelse efter måneders illegale tilværelse.

I byen San Martin de los Andes var der sørget for en kontakt, som skulle hjælpe Neruda til Buenos Aires. Herfra skulle han rejse videre til Europa.

Store sejre og nederlag

Vel ankommen til Paris, blev Neruda konfronteret med den chilenske regerings kategoriske benægtelse af, at Neruda skulle befinde sig der. Det måtte være en dobbeltgænger, udtalte ambassadøren!

Hertil svarede digteren poetisk. »Giv det svar, at jeg ikke er Pablo Neruda, men en anden chilener, som skriver digte, kæmper for friheden og også hedder Pablo Neruda!«

I digtet Hjemkomsten, har Neruda givet udtryk for nogle af de følelser, der prægede hans kamp i disse år:

»…..og side om side med min bror uden sko

ville jeg omstøde de snavsede mønters rige.

Jeg blev forfulgt, men vor kamp fortsætter.

Sandheden står højere end månen.

De ser dem som på et sort skib,

minernes mænd når de står og iagttager natten.

Og i skyggen fordeles min stemme

blandt den hårdeste stamme på jorden.« (2)

Det chilenske folks kamp for socialismen har omfattet store sejre og knusende nederlag, men hver gang har partiet rejst sig og overvundet modgangen. Det er en lære og inspiration for alle jordens folk, og Nerudas poesi, for eksempel i Den store Sang, bidrager til at forstå og almengøre kontinentets kampe.