Sagen er alt for alvorligt til revolutionsromantik. Kampen mod krisen er overlevelseskamp.

af Kjeld Stenum

Nej, det var ikke under den overskrift, den danske udløber af den amerikanske »Occupy Wall Street«-bevægelse fik sin spæde start i lørdags.

Man nøjedes lidt mere gumpetungt med blot at besætte Rådhuspladsen. Alligevel mødte mindst et par tusind mennesker op her for en lille uge siden på en strålende oktoberlørdag med blå blå himmel og blændende sol.

Det er vist ret pænt i vore dage, når anledningen ikke er mere konkret. Men der er voldsom interesse for sagen. Slår man »Occupy Wall Street« op på Google, får man i skrivende stund mere end 580 millioner resultater for en bevægelse, som jo kun har godt en måned på bagen.

Mange er med god grund dybt bekymrede for fremtiden og har tabt tilliden til de politikere, der prøver at overbevise os om, at de ved, hvordan krisen skal vendes. Rigtig mange er voldsomt indignerede over det absurde forhold, at vore samfunds regeringer vælger at lade os punge ud for at holde hånden under de banker, der selv har blæst de spekulationsbobler op, der nu brister og ruinerer både dem og mange sagesløse også.

Og folk går på gaden i Grækenland, Portugal, England, USA… Ikke alle har lige klare motiver, ikke alle har en lige målrettet vrede, hvilket man måske især så i London. Men vrede, det er der masser af.

Sidste lørdag løb budskabet så kloden rundt, med demonstrationer fra Hong Kong over Europa til New York. Og altså også i vores egen hovedstad, hvor vi tog ind og besatte Rådhuspladsen!

Nå. Ellers virkede demonstrationen meget »hjemmelavet«, og det kunne jeg faktisk godt lide. Det eneste, initiativtagerne havde forberedt, var, at man havde medbragt en megafon.

Et par røde faner prydede blomsterbedene deroppe, hvor megafonen var anbragt. Og en af initiativtagerne bød velkommen og stillede herefter næsten uden videre ord megafonen til disposition for forsamlingen.

Så kom der nogle indlæg. En tunghør gammel jord- og betoner, der altså også har en pæn portion vrede mod bankerne at få forløst, kunne her godt vælge at brokke sig over, at man kun havde arrangeret sig med sådan en skide megafon, for det er altså begrænset, hvad man opfatter af en diskussion i en megafon på Københavns Rådhusplads, når man har tilbragt snart fyrre år i selskab med larmende maskiner, trykluftværktøj, vinkelslibere og så videre.

Men den uprætentiøse form har måske så den fordel, at folk i mindre grad skræmmes fra at stille sig op og tage ordet. Og betydningen af det skal man ikke kimse ad.

Jeg tror, at ethvert oprør, som nogensinde er blevet til noget, er blevet båret af en eller anden form for direkte demokrati, rådsorganisering i gamle dage, i vore dage måske også til dels de elektroniske medier.

Direkte demokrati blev det vel knapt til her, alligevel tror jeg, at især i begyndelsen vovede andre talere sig frem end de professionelle fra den organiserede venstrefløj.

Her er nogle af de brokker, det lykkedes mig at opfange. Vrede over krisen og de banker og regeringer, der har ansvaret.  Vrede over krigene, vi betaler til. En amerikaner undrede sig over, at der blev talt så lidt om dem på den danske venstrefløj. Var de tabu?

En diskussion om de røde faner, burde de stå oppe ved megafonen, eller burde de ikke snarere være ude blandt demonstranterne, på lige fod med alle andre faner? Hvilket det endte med, i sig selv vel fornuftigt nok, men da jeg senere læste, at arrangørerne direkte frabeder sig partiers tilslutning, må jeg indrømme, jeg fik et par eftertanker.

Én udtrykte glæde over at stå i en demonstration inspireret af det arabiske »forår« og opfattede det som et passende svar til dem, der i det seneste årti har gjort hvad de kunne for at få os til at hade alt, hvad der har med den arabiske del af verden at gøre.

Flere talere slog på kærlighed og ikke-vold, vigtigt at slå det fast i en bevægelse, der jo stiftes under en parole, som ellers kunne appellere til voldelige revolutionsromantikere. Det bør ikke blive det, det her handler om. Det er alt for alvorligt til revolutionsromantik. Kampen mod krisen er overlevelseskamp.

Efterhånden som solen sank på den blå himmel, og skyggerne blev længere og længere, blev der også længere mellem indlæggene. Og til sidst kunne man ikke undgå at lægge mærke til, at talerlisten var ved at udarte til en gang Tordenskjolds Soldater.

Hvordan skulle det fortsætte? Hvordan skulle der følges op på det her? Hvordan skulle man holde fast på folk? Bekymringen var til at tage og føle på. Nogle havde allerede på forhånd tænkt så langt og inviterede til forskellige fora, hvor man kunne komme og diskutere.

Det begyndte – desværre – at lyde som noget, man havde hørt lidt for tit før: små diskussionsklubber, hvor repræsentanter for venstrefløjens forskellige holdninger sidder og kæmper drabelige kampe om kontrollen med den bevægelse, man har fået startet – alt mens folk siver og siver.

Ærlig talt, måske skulle man være mindre bange for at miste folk. Viljen til at protestere er der, når noget fremkalder behovet for at gøre det. Og hvor mange aktivister kræver det i vore it-tider at arrangere en demonstration? Ikke så mange. Og bare en megafon, åbenbart! Det handler nok langt mere om at lære at tage det rette initiativ på det rigtige tidspunkt. Grib øjeblikket, sagde man i gamle dage. Og bare rolig, de øjeblikke skal den her krise nok levere masser af. Desværre!

Tænkte man, mens man listede af for at finde toget hjem. De tunge skygger fra Dansk Industris store grå bygning havde nu efterhånden helt fortrængt solen fra Rådhuspladsen.