Ifølge Mette Frederiksen og ligesindede ser arbejdet fortsat ud til at skulle være omdrejningspunktet i livet – frem for et middel til et liv, hvor man yder efter evne og nyder efter behov.

af Per Dørup Jensen, Ålborg

For nylig udtalte den ny beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen (MF) i TV-2 News, at «folk skal trække i arbejdstøjet«, alle i den erhvervsdygtige alder skal »bidrage«, »vi skal løfte i flok« plus andet fra floskelkataloget.

Som så mange andre, er det åbenbart ikke gået op for MF, at denne forældede og uigennemtænkte væksttankegang, hun plæderer for, nu tydeligt udfolder sig destruktivt i form af klimadestabilisering og så videre.

Det ser temmeligt håbløst ud for klimaet, når den »røde« regering, ligesom fagbevægelsen og den socialistiske bevægelse, som MF ideologisk er rundet af, i det store og hele ser ud til at ville fortsætte med at kopiere kapitalismens vækst-tankegang.

Det er forbløffende, at arbejderbevægelsen, Socialdemokraterne og tilmed kommunistpartierne, historisk, stort set udelukkende har kæmpet for højere løn og bedre arbejdsforhold og sjældent har sat spørgsmål ved selve lønarbejdets underordnede karakter.

Det er paradoksalt, at folk nu, efter alt at dømme, skal tvinges til at knokle mere og dermed bidrage endnu mere til klimasvineriet, når samfundets teknologiske niveau muliggør, at arbejdstiden kan reduceres markant, uden at det går ud over en bæredygtig og dermed fornuftig levestandard.

arbejdstiden ned

For Marx, som man må formode var en af MF’s ideologiske inspirationskilder, var nedsættelse af arbejdstiden et kardinalpunkt.

Så hvorfor skal arbejderne knokle 7-8 timer om dagen, når de kan nøjes med 4-5 timers arbejde – hvormed der kan frigøres ressourcer til at udvikle sig mangfoldigt på livets områder: Socialt, politisk, udenrigspolitisk, kulturelt, intellektuelt, fysisk, miljømæssigt og så videre?

Marx og Lenin betonede klart den grundlæggende modsætning mellem kapital og lønarbejde og insisterede kraftigt på, at den dialektiske kamp mellem her-og-nu reallønsforbedringer og kampen for at få afskaffet selve lønarbejdet som institution, skulle forgå parallelt.

Lenin advarede gang på gang om, at fagbevægelsen ikke degenererede til udelukkende at fremføre økonomiske og reformistiske krav.

Derfor er det udtryk for en marxistisk-leninistisk afsporing, at fagbevægelsen og de kommunistiske partier forlængst reelt synes at have givet afkald på politisk-demokratisk indflydelse i produktionssfæren til ensidig fordel for økonomisk kamp (inden for kapitalismens rammer).

Marx skrev videre den berømte sætning, at et socialistisk endemål var at yde efter evne og nyde efter behov.

Jeg har en cykel og et par løbesko, en pc og et gammelt B&O tv – en to-værelses lejlighed, men vil egentlig helst have en et-værelses.

forbrugssvineri

Hvad skal jeg bruge overflødig plads til, og hvorfor skulle jeg, i den udstrækning jeg som andre, selv har kontrol over mine livsbetingelser, bruge tid og kræfter på at anskaffe mig mere eller mindre overflødigt og klimaødelæggende forbrugsskrammel som en bil for eksempel?

Det er da vist kun i egen – og andres selvindbildning, at man bliver større af at være deltager i senkapitalismens dekadente forbrugssvineri.

Så hellere bruge eventuelt overskydende midler på cykelture i Norge, Skotland, Irland og Vestfrankrig.

Dette betyder ikke, at fagbevægelsen og de kommunistiske partier skal finde sig i lønforringelser, idet det blot vil øge kløften og føre til få rige og mange fattige.

Så i en tid, der skriger på aktiv folkelig involvering og medansvar for miljø og udenrigspolitik med henblik på genopretning af klimaet og en fredelig udvikling, hvor imperialismen mere end nogensinde er på krigsstien – i Afghanistan, Irak, Libyen og hvem der ellers venter på at blive overfaldet forude, kunne en radikal forkortelse af arbejdstiden frigive ressourcer dertil.

I modsætning til i dag, hvor størstedelen af arbejdskraften er dødtræt og flader ud i plat tv-underholdning efter en lang arbejdsdag, der for manges vedkommende kræver, at de står op klokken 5,30 om morgenen. Tåbeligt!

Men arbejdet ser altså fortsat ud til, ifølge MF og ligesindede, at skulle være omdrejningspunktet i livet – frem for et middel til et liv, hvor man yder efter evne og nyder efter behov.

kampperspektiv

Pointen er altså, og i overensstemmelse med Marx og Lenin, at fagbevægelsen og de kommunistiske partier skal nå frem til en politisk-teoretisk afklaring, hvor den defensive kamp for reallønsforbedringer inden for kapitalismens rammer, eller i hvert fald imod reallønsforringelser, og det offensive kampperspektiv for politisk kontrol, eller i hvert fald, som første skridt, politisk-demokratisk medindflydelse i produktionssfæren, skal gå hånd i hånd.

Det ville være til gavn for såvel arbejdskraften, klimaet og endda økonomien i den sidste ende, hvis den »røde« regering fremlagde en radikalt ny visionær arbejdsmarkedspolitik.