Det ville hjælpe gevaldigt på niveauet i debatten, hvis Dansk Arbejdsgiverforening meldte klart ud, hvad det egentlig er for en agenda, de har.
fra Danmarks Vejlederforening v/ Helene Valgreen, formand og Morten Bjerregaard, næstformand
Hvad er egentlig Dansk Arbejdsgiverforenings agenda?
I dagevis har vi i medierne hørt om »Agendas« særkørsel, der tilsyneladende vidner om, at vejledere i Danmark ikke vejleder ungdommen til at tage en erhvervsuddannelse.
I Danmarks Vejlederforening kan vi ikke genkende billedet af vejledere, der kun vil vejlede til gymnasiale uddannelser. Ingen professionel vejleder i Danmark ville gøre dette.
Det er derfor med stor undren, at vi på den ene side bliver konfronteret med »Agendas« nedslående tal, og på den anden side ved, at en professionel vejleder altid vil tage udgangspunkt i den unges situation, talenter, kompetencer og ønsker.
Men måske ligger svaret et helt andet sted end hos vejlederne.
Kilden hos Dansk Arbejdsgiverforenings særkørsel er et nyt Eurobarometer fra september 2011, hvor 385 ud af 1012 adspurgte danskere i alderen 15-39 år deltog. Allerede her stiller vi spørgsmålstegn ved evidensen.
En 15-årig og en 39-årig vil have en forskellig opfattelse af, hvad en vejleder i grundskolen er, da den vejledning, de har modtaget, har været væsensforskellig.
I Danmark har vi kun haft uafhængige, professionelle vejledere siden Vejledningsreformen, der trådte i kraft i 2004. Derfor kan der bag de bombastiske tal muligvis gemme sig en succes.
Hvordan ville kørslen mon se ud, hvis man kun forholdt sig til gruppen af 15-22-årige? Og hvad hvis spørgsmålet i stedet forholdt sig til en åben vejledning frem for en dirigerende rådgivning mod en specifik uddannelsesretning?
»Agendas« særkørsel virker mistænkeligt meget som det, den reelt er: En agenda, en bestemt holdning, hvor vejlederne nu får skylden for, at de unge ikke vælger erhvervsuddannelser i tilstrækkelig grad.
Det ville hjælpe gevaldigt på niveauet i debatten, hvis Dansk Arbejdsgiverforening meldte klart ud, hvad det egentlig er for en agenda, de har. Men måske ønsker Dansk Arbejdsgiverforening blot at sløre deres eget ansvar i sagen?
Hvad med praktikpladserne? Hvad med det sociale ansvar? Hvad med samfundsansvaret?
Vi vil foreslå Dansk Arbejdsgiverforening at begynde at samarbejde med vejlederne om det fælles mål: at gøre erhvervsuddannelserne synlige og attraktive blandt de unge. Vi mødes gerne med jer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278