Man kan godt ad demokratisk vej komme ganske langt med at undergrave retssamfundet.

Skærveknuseren

af Kjeld Stenum

»Den gale hund« – sådan kaldte USA’s daværende præsident Ronald Reagan engang i firserne Libyens nu afdøde tidligere leder oberst Muammar Gadaffi. Ikke særlig mange tog Ronald Reagan alt for seriøst. Han havde været en middelmådig skuespiller, derfor kunne han sagtens være blevet en stor præsident, men det blev han ikke.

Det blev aldrig til andet end middelmådighed med den mand. Især i hans udenrigspolitiske viden var der huller af undertiden pinlig størrelse. Selv den højre-borgerlige presse, der lå på linje med ham politisk, krummede tæer, når Reagan rullede sig ud.

Så det er lidt paradoksalt, at cowboy-skuespillerens karakteristik af Gadaffi i dag i pressen uforbeholdent tages som et visdomsord, en rammende politisk sandhed, der ligefrem egner sig til avisoverskrifter. Sådan blev de i hvert fald brugt i forbindelse med Gadaffis tilfangetagelse og død her for en uge siden, da han forsøgte at flygte fra sin fødeby Sirte.

Så er det ligesom på forhånd retfærdiggjort, at tilfangetagelsen endte med, at han kom af dage, hvis der senere skulle vise sig noget muggent ved måden, hvorpå det skete. Man skyder jo gale hunde!

Men var Gadaffi en gal hund? Det er et spørgsmål, vi nu sikkert aldrig får besvaret. For hans død forhindrer effektivt, at han nogensinde kommer for en domstol, så der kan blive kastet lys over hans eventuelle meritter og forbrydelser. Han var uberegnelig for vestlige statsledere, og de er jo slemme til at regne alt, som unddrager sig deres kontrol, for galskab, ondskab eller det, der er værre.

Desuden spillede Gadaffi ofte en drivende rolle i de olieproducerende landes bestræbelser på at holde oliepriserne oppe, det klemte mange vestlige økonomier på deres allerømmeste punkt, og det var der mange vestlige politikere, der aldrig tilgav ham.

Men måske er det i mindst lige så høj grad den vestlige verdens behov for at kontrollere, der burde have en psykiatrisk diagnose. Vi har en del ret præcise fakta om, hvor mange sagesløse menneskeliv den vestlige verdens behov for at kontrollere har ført med sig. Men der er kun kommet meget lidt præcist frem om, i hvor høj grad Gadaffi faktisk støttede terror.

Jo, han erkendte selv et ansvar for flysprængningen over Lockerbie. Men de politiske fordele, han opnåede ved at gøre det, var også så store, at det faktisk er svært at vide, om det dækkede over et sandt sagsforhold.

Libyen var langtfra et vestligt demokrati under Gadaffi. Vi ved, at politiske modstandere blev undertrykt og forfulgt så meget, at et politisk oprør af betydeligt omfang rejste sig. Men vi ved – endnu i hvert fald – meget lidt præcist om, hvor stort omfang denne undertrykkelse og forfølgelse har haft.

Vi ved jo også, at han ikke på alle måder behandlede sit folk uanstændigt. Selv de, der i dag har mest travlt med at juble over hans død, erkender, at det libyske folk både hvad uddannelse og levestandard angår har et ganske pænt niveau. Netop derfor, argumenterer man jo, har demokratiet i Libyen større chancer end så mange andre steder. Så der er formodentlig mange diktaturer, der trods alt er værre, end Gadaffis var, uden at Vesten rører en finger.

Gadaffi er langtfra den første styrtede diktator, der kom af dage uden rettergang. Det sker undertiden i forbindelse med revolutioner. Det skete for eksempel også for Rumæniens Ceaucesco for godt tyve år siden. Men der er absolut ingen grund til at juble over sådan noget.

Og der er heller ingen grund til, at vores kritiske presse råber med i koret og bidrager til at dæmonisere den styrtede så meget, at aflivning uden rettergang næsten bliver retfærdiggjort. Det er en holdning, det er skidt at starte et demokrati på.

Det er også en holdning, det er skidt at have hos pressen i et samfund, der allerede kalder sig for et demokrati. Men selv om vi oftest tror det modsatte, så er det jo desværre sådan, at demokrati og retssamfund ikke nødvendigvis følges ad. Man kan godt ad demokratisk vej komme ganske langt med at undergrave retssamfundet.

For eksempel er det israelske demokrati foreneligt med apartheid. Og i vore egne demokratier har vi i dette årtusinds første årti set et stærkt udskred i retssikkerheden, især under dække af forsvaret mod terror. At demokrati og retsstat ikke nødvendigvis følges ad har tit at gøre med, at demokratiet er ledsaget af en ukritisk og ensidig presse, sådan som det let sker i kapitalistiske demokratier, hvor ytringsfrihed er et spørgsmål om økonomisk formåen.

Sådan er for eksempel italiensk presse blevet ensidig og ukritisk, og sådan er dansk presse stærkt på vej til at blive, ikke mindst hvis den påtænkte aflivning af Arbejderen, de undertrykte klassers sidste talerør, skulle gå hen og lykkes.

Så kære danske journalister, hank op i jer selv og genfind jeres kritiske bevidsthed! De store kritiske spørgsmål, som bør rejses vedrørende Gadaffi er: Var han først og fremmest hadet i Vesten, fordi han var en tyran, eller var han først og fremmest hadet, fordi Vesten ikke kunne kue ham?

Var der tale om, at han faldt i kamp, eller blev han myrdet? Havde Vestens politiske ledere i så fald hovedansvaret? Var aflivningen af Gadaffi og ikke livredning af oprøret det egentlige formål med at gå ind i krigen? Det var jo først efter at have opnået det mål, at man besluttede at trække sig ud.

En retssag kunne have kastet lys over det alt sammen. Og det er et oplagt motiv til, at man måske ikke ønskede den.