Anton Nielsen skriver breve fra Horserød Statsfængsel til Arbejderen.
af Anton Nielsen, Statsfængslet v. Horserød
Det er for mig en lidt uvant situation at sidde bag gitteret. Men som man siger: Der er ikke noget, som er så skidt, at det ikke er godt for noget.
I mit tilfælde har det givet mig tid og mulighed for at tænke lidt over tingene. Både den tid der er gået -– og ikke mindst den tid der kommer: Hvad skete der, og hvad vil vi nu?
Det er for mig en lidt uvant situation at sidde bag gitteret. Men det givet mig tid og mulighed for at tænke lidt over tingene: Hvad skete der, og hvad vil vi nu?
Tankerne falder naturligt tilbage til retssagen mod Horserød-Stutthof Foreningen, og anklagerens vilde påstande.
Egentlig kan man sige, at udfaldet af retssagen var afgjort på forhånd: I justitsministerens og statsadvokatens pressemeddelelse inden retssagen erklærede de, at Horserød-Stutthof Foreningen og jeg var "en fare for rigets sikkerhed."
Dermed blev retssagen en formalitet. De dømte os på forhånd, inden vi overhovedet havde sat vores fod i Københavns Byret.
Men i retssalen fremturede anklageren, Jakob Buch-Jepsen, alligevel med nye anklager. Blandt andet sagde han: "De havde ond hensigt."
Manden er ikke for klog, tænkte jeg dengang. Siden må jeg indrømme, at netop den nederdrægtighed har gået mig meget på.
Men jeg slog det hen: Hvad kan man forvente sig af en stud - andet end et brøl!
Vi har aldrig haft onde hensigter. Tværtimod! Det vidste han udmærket godt, selvom alle midler tages i brug for at sværte en politisk modstander. Men hvor mange andre ved det?
Måske er tiden inde til at vi forklarer os – ikke af hensyn til vores mange fjender, men af hensyn til vores kommende medkæmpere.
Det fik mig til at tænke lidt over situationen. Hvad gør vi? Hvad er det vi vil? Hvordan gør vi det? Hvad er målet? Og hvordan kommer vi videre nu?
Så måske er tiden inde til at vi forklarer os – ikke af hensyn til vores mange fjender, men af hensyn til vores kommende medkæmpere.
Det er, hvad mine breve fra fængslet handler om. De giver sig ikke ud for at være »svaret«, blot et udtryk for nogle tanker – mere eller mindre sammenhængende – som jeg har gjort mig, mens jeg afsoner straffen for mine »onde hensigter.«
Rejs jer og gå med - vi kræver menneskeværd
Dette er en opfordring til kamp! Til kamp mod uretten. Mod undertrykkelsen, diskriminationen, racehadet og udbytningen.
Mod monopolerne og deres politiske redskaber i EU, Verdensbanken og IMF, som i disse år sender hele nationen ned i den sociale massegrav.
Mod krigen og dens politiske, ideologiske og økonomiske bagmænd.
Mod de nyfascistiske tendenser som spreder sig som en pest i Europa – inklusive Danmark.
Dette er en opfordring til kamp! Til kamp mod uretten. Mod undertrykkelsen, diskriminationen, racehadet og udbytningen.
Det er en kamp for jorden og menneskehedens overlevelse i en verden, hvor et tryk på en knap kan udslette alt liv på vor klode – hvis vi da ikke inden kvæles i vort eget skidt og uforstand, og dermed har gjort livet umuligt for alle levende mennesker.
Det er en kamp for menneskeværd – et anstændigt liv for alle mennesker og et reelt demokrati – til forskel for det skindemokrati vi har nu.
Et Danmark for folket – ikke for profitten
Det angår os alle – ung som gammel, kvinde som mand: Gå med i kampen for en bedre fremtid. Ti ikke, magten tales gennem din lukkede mund.
Så derfor: Luk munden op og bryd stilheden og passiviteten. Det gælder os alle: Rejs jer!
Politik er for alvor en sag til at den alene kan overlades til politikerne. Erfaringerne fra de sidste ti år taler deres tydelige sprog herom.
Det er en kamp for livet med stort L. Det er en kamp for friheden. Det er vor tids frihedskamp.
Politik er for alvor en sag til at den alene kan overlades til politikerne. Erfaringerne fra de sidste ti år taler deres tydelige sprog herom.
Derfor: Rejs jer – tiden er knap, og der er meget, som skal genopbygges – og nyt som skal skabes. Der bliver brug for alle hænder og dristige hjerner.
Lad kunsten blomstre. Skriv for folket. Gør op med historieforfalskerne og de falske profeter.
Der bliver brug for al den kreativitet vi kan mønstre i opgøret med mørkemændene og deres tusmørkesamfund. Sæt farve på tilværelsen. Mal byen rød, nej brug alle palettens farver, og brænd de sorte mørklægningsgardiner. Lad kærligheden og fantasien blomstre. Giv livet en chance.
I fællesskab kan vi vende vort land tilbage så folkets vilje bliver landets lov.
Hvad nu?
Først af alt må vi gøre os klart, at der forestår et stort – meget stort – overbevisningsarbejde.
Folk er så indoktrinerede, at mange ikke kan skelne løgn fra sandhed. De er så indhyllede i småborgerlighed at de ikke kan se andet end deres egen næse. De er mildt sagt politisk nærsynede.
Grunden til denne tilstand er den simple, at de aldrig har hørt andet end magthavernes udlægninger og forklaringer, som har det formål at lulle dem til ro og til passivitet.
De er ofre. Men de er ikke døde. De skal vækkes politisk til live.
Eventuelle oprørsspirer – politiske dissidenter – ordnes enkeltvis og helst uden for meget postyr. De skal bag tremmer. Ikke mere oprør med dem – håber man.
Men det går ikke altid, som præsten præker – og tak for det.
Det er en god ting, at der er mennesker, som står fast og har deres meningers mod. Det er fortsat et særsyn i dagens Danmark.
Anderledes i de højere politiske luftlag. Der ser vi politikere holde brandudsalg på tidligere holdninger. Og det netop nu, hvor der er brug for en smule socialistisk tænkning og praksis.
Opgaven er at skabe en folkelig bevægelse til forsvar for demokratiet, byggende på solidaritet. En bevægelse som samler brede lag af befolkningen.
Efter ti års brutalt højrestyre stiller man på ved den politiske håndvask og afsværger sig enhver tilknytning til socialismen.
Man kan ikke se deres bagdel for bare skosåler når de løber fra tidligere løfter og holdninger. Solidariteten er for længst gået fløjten for et par ministertaburetter.
Men for de, som stadig står ved deres meninger, og stadig ønsker at arbejde for at ændre samfundet, er det pine død nødvendigt at gå mod den strøm af politisk spin, opportunisme og opblæst arrogance, man benytter sig af, når folket skal bedrages.
Vi skal skaffe os ørenlyd i det skingre politiske kor. Og det er ingen nem sag.
Men gør vi det ikke, får vi meget svært ved at slå igennem med vores synspunkter, og der er nødvendigt, for at vi kan blive flere.
Og bliver vi ikke flere – og meget mere synlige i offentligheden – bliver det nemt for vore fjender at ignorere og »overse« vores bevægelse, og ikke mindst vores krav om reelt demokrati.
De vil udstille os som farlige terrorister uden for pædagogisk rækkevidde. Alternativt som landsbytosser, som ikke kan tages alvorligt.
Sker det, ender vi som den enlige svale, og den gjorde som bekendt ingen sommer.
Opgaven er at skabe en folkelig bevægelse til forsvar for demokratiet, byggende på solidaritet. En bevægelse som samler brede lag af befolkningen.
En bevægelse der ikke blot har til formål at tilbagerulle de sidste ti års reaktionære lovgivning, men som sætter en demokratisk dagsorden.
Hvis vi ikke slår igennem og bliver flere, kan magten udstille os som farlige terrorister eller som landsbytosser, der ikke kan tages alvorligt.
En dagsorden og en politik, som med tiden har kraft og opbakning til at rokke samfundets fundament. Som har kraft til at vende den politiske strøm i vort land.
Men betingelsen for at det lykkes er, at vi i såvel tale som skrift udtaler os, så alle kan forstå, hvad vi mener.
Vi skal være krystalklare i vore udsagn og i vore politiske holdninger.
Der må aldrig kunne rejses tvivl om, at vi mener, hvad vi siger.
Derfor må vi fra starten ud til offentligheden.
Opgaven er, at få stadig flere til at forstå kampens nødvendighed. Men vi skal også være klar over, at for mange mennesker vil det være første gang, de engagerer sig politisk.
De vil have svært ved at overse konsekvenserne, og mange vil være bange for, at PETkommer efter dem – et resultat af terrorlovene.
Vi kan kun vinde – og mindske deres angst for at deltage – ved argumentets styrke, ved at tale til den sunde fornuft og ved at vise dem sammenholdets styrke.
Mål og midler
Tre ting er uomgængelige i opbygningen af en bevægelse:
1. At organisere bevægelsen
2. At give inspiration til bevægelsen og
3. At give bevægelsen mål og retning.
Nogen vil sikkert mene, at det er lidt skematisk, men jeg mener, at det er vigtigt at holde sig for øje.
Det er en ledetråd for arbejdet. Dette være sagt indledningsvis.
Om kampens nødvendighed er der ingen tvivl – i hvert fald ikke hos mig. Kampen kan tage mange former – men mål og midler skal passe sammen. Det er udgangspunktet.
Det var solidaritet med palæstinensernes væbnede kamp mod besættelsesmagten som sendte mig til Horserød. Men hver ting til sin tid.
Jeg har igennem mit efterhånden halvlange liv deltaget i aktiviteter og aktioner af den mest forskellige slags (udenomsparlamentariske aktiviteter).
Hver gang har vi måttet afveje forholdet mellem det, vi ville gøre opmærksomme på, og demonstrationens/aktionens form. Ville den blive forstået af andre, og dermed gavne sagen, eller var det kun os selv, som syntes, at det var så fantastisk?
Hvis det kun var os selv, som syntes, at det var genialt, og alle andre rystede på hovedet – så drop den og find på noget andet.
Lad fantasien spille, men hold hovedet koldt.
I den tid vi lever i nu og her i Danmark anser jeg »den civile ulydighed« som det stærkeste våben.
Lad mig tilføje, at det her til lands altid er et plus med et stænk humor. Kan man få smilet og latteren over på vor side, er meget vundet.
Lad mig yderligere slå fast: Jeg er tilhænger af »den civile ulydighed«. Under de nuværende forhold mener jeg, at »ikke-vold« må være vort aktivitetsmæssige grundlag. Og rigtigt brugt er det et knivskarpt politisk våben.
Nu er det jo ikke sådan at forstå, at den væbnede kamp ikke kan være nødvendig. Det ville være mærkeligt, i og med jeg er formand for Horserød-Stutthof Foreningen, som er udgået af modstandsbevægelsens væbnede kamp.
Det var solidaritet med palæstinensernes væbnede kamp mod besættelsesmagten som sendte mig til Horserød. Men hver ting til sin tid.
Vores opgave er at kaste grus i samfundsmaskineriet. At få folk til at tænke og handle. Til at sige NEJ.
I den tid vi lever i nu og her i Danmark anser jeg »den civile ulydighed« som det stærkeste våben. Vi skal ikke søge konfrontation for konfrontationens skyld. Vi skal samle, ikke sprede.
Så vold fra vores side duer ikke. Vi vil øjeblikkelig blive hængt ud i borgerpressen – som læses af de fleste – som gadedrenge, ballademagere og voldsmænd. Lad politiet om volden, de er alligevel bedre til det end vi er.
Vores opgave er at kaste grus i samfundsmaskineriet. At få folk til at tænke og handle. Til at sige NEJ. Til at nægte at følge trop. Samfundet er ikke indrettet på folk, som siger NEJ!
Nu og her – gå til modstand
»At skabe er at give modstand.
At gøre modstand er at skabe.«
Stéphane Hessel: Gør oprør
Her følger forslag til aktiviteter – nogle er allerede i gang:
Den antifascistiske kamp og kampen mod terrorlovene
Jeg tillader mig først at nævne det jeg selv er direkte indblandet i.
- Først af alt må vi intensivere samlingen af de antifascistiske kræfter, så der bliver fælles fodslag – i ord som i handling.
- Dernæst må vi på alle planer styrke samarbejdet med antifascister i hele Europa.
- Sæt menneskerettighederne øverst på dagsordenen som modstykke til terrorlovene.
- Sæt pres på den nye regering for en uvildig gennemgang af terrorlovene. Målet: Terrorlovene skal skrottes.
Men det er ikke gjort med det. Intet kommer af sig selv, derfor må presset nede fra øges. De skal ikke have lov at smutte i målet.
Her bliver der i høj grad brug for »civil kurage« mod og civil ulydighed. For de kan vedtage alle de lov de vil, vi vil ikke give efter. Den internationale solidaritet mellem mennesker lader sig ikke stoppe af en kriminel lovgivning.
Med Rudolf Nielsens ord:
For vi kæmper med og skaffer
vej i lovens paragraffer,
er vi trætte alle mand.
Rejs al kraft
som klassen ejer
– tværs igennem lov til sejr
Støt os den som kan!
Støt os alle mand.
Klarere kan det ikke siges.
Solidaritet med alle kæmpende folk
- Forstærk solidariteten med det palæstinensiske folks frihedskamp.
- Pres den danske regering til at stå fast på oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat, uanset hvad EU beslutter sig for.
- Støt »Boykot Israel«-kampagnen.
Israel kalder demonstrationer mod Apartheidmuren »Ikke voldelig terrorisme« . I den sammenhæng et forslag til eftertanke:
Hvad med at lade dem smage deres egen medicin? Murersvende og murerarbejdsmænd: Vi har før muret porte til, det kan vel gøres igen? Adressen kan I finde i telefonbogen – se under ambassader.
Den sociale kamp
Kampen mod krisen og dens følger og den sociale kamp er en kamp mod det kapitalistiske system, hvor kriser kommer og går. Spekulanter og børshajer og banker forgyldes, og de ringest stillede betaler – det er krisens lov.
Det drejer sig ikke om kroner og øre, men om social forringelse og indskrænkninger – eller helt fjernelse af tidligere tilkæmpede rettigheder. Om en stigende arbejdsløshed og kampen mod den.
Før i tiden arbejdede stærke kræfter på oprettelse af det man kaldte »en social modstandsbevægelse«, om det skal være navnet i dag kan man altid diskutere. Det er mindre væsentligt.
Men der bliver stadig mere brug for en samling i den sociale kamp, som aktivt sætter sig op imod en politik som på få år har ført til reel fattigdom.
Kampen for arbejde skal forstærkes. Det er ikke blot de arbejdsløses problem, det er alles problem - og dermed alles kamp -ikke mindst fagforeninger og forbund. Man kan ikke klare den med med mundsvær og frie udtalelser – man må op på barrikaderne.
For: I dag er det mig – i morgen dig!
Grundlæggende er den sociale kamp – som før sagt – en kamp mod det kapitalistiske system, som sætter profitten over mennesket. Et opgør med et sådant udbyttersamfund trænger sig på.
Den 93-årige franske modstandsmand Stéphane Hessel har fat i noget af det i sin lille pamflet »Gør Oprør«: »Oprettelsen af et ægte økonomisk og socialt demokrati forudsætter, at de store økonomiske og finansielle magtgrupper udelukkes fra økonomistyringen.«
Det burde den nye regering skrive sig bag øret – ikke mindst Socialdemokraterne og SF, som har så travlt med at erklære, at de »vil være regering for alle danskere.«
Det kan man ikke – man må vælge side!
Den fjerde statsmagt – Presse og medier
I ytringsfrihedens misbrugte navn har man her til lands lov til at lyve lige så tosset man vil. Og det gør man. Det er en del af den ideologiske kamp – kampen om sjælene.
Når løgnen er gentaget tilstrækkelig mange gange fremstår den som den evigt gyldne sandhed. Det har man lært af Göbbels.
Skal vi det til livs er læserbreve ikke nok. Vi må gå anderledes militant til værks. De er tykhudede. Nemt er det ikke.
Man kunne jo begynde med demonstrationer og aktioner mod dem, når de bliver taget i en åbenlys løgn. Det gælder ikke blot den skrevne presse, men også tv, radio og politikere. Hæng dem ud i offentligheden, afslør dem – gør dem til grin. Her er et par forslag til eftertanke:
- Gå op på redaktionerne og slå i bordet. Nægter man os adgang, så stil højtalere op foran bladhusene og tv-byen. I første omgang lader de som ingenting – eller pudser politiet på os – men i anden, eller i tredje, eller tiende omgang kommer de ud af deres elfensbenstårn for at lufte deres forargelse.
- Det er kun dem, der har lov til at krænke andre mennesker. De har ifølge dem selv patent på halve sandheder og hele løgne. På fordrejelser og bagtalelse – det står i »Grundloven« – så kom ikke her. Hvad os angår så kan det endelig være, at vi kom i avisen.
- Det samme gælder skamløse politikere. Musik skal der til, skrev min ven Tuba-Karl til mig her i fængslet. Og det har han ret i. Musik på morgenkvisten foran deres hjem for eksempel. »Råb det fra tagene«, som salig pastor Harald Søby formulerede det.
Til eftertanke
Men der skal mere til – aktiviteterne skal speedes op og presset nede fra øges hvis vi skal slå igennem lydmuren.
Her kan besættelse af offentlige institutioner – sågar ministerier – som misbruger deres magt blive aktuelt.
Send delegationer til Folketingets udvalg hver gang de løber fra deres løfter. Ikke én delegation, men mange. Stil jeres spørgsmål og kræv konkrete svar. Find jer ikke i udenomssnak. Stil dem til ansvar for deres gerninger.
Ofrene for krisen og den førte politik skal ind på magtens bonede gulve.
»Er det nu ikke for skarpt, det her«, vil nogen sikkert spørge. Nej, det er det ikke. Under dække af krisen forarmer man befolkningen. Så det er rent selvforsvar. Vi må bruge de få midler vi har til rådighed for at imødegå den uhæmmede klassepolitik.
Måske indvender nogen: »Vi har jo lige fået en ny regering, skal vi ikke lige se, hvad de gør?«
Selvfølgelig skal vi det. Men man skal erindre sig, at de tre partier som udgør regeringen alle har stemt for det meste af den forrige regerings nederdrægtige politik.
Så nogen grundlæggende ændringer til det bedre, som ikke bare er lapperier, kan man ikke forvente sig, hvis ikke der lægges et konstant og stigende pres på dem fra befolkningens side.
Husk efterlønnen er allerede solgt og de arbejdsløses vilkår forringet med Socialdemokraternes og De Radikales stemmer.
Kom frem i lyset
På nær nogle få forfattere, som har markeret positivt i forbindelse med Danmarks krige så er det ikke meget vi har set til de intellektuelle i de sidste år.
Men der er brug for jer – kampen er lige begyndt. Gå i folkets tjeneste. Vis nye veje. Tænd lys i en mørk tid. Vi ved I kan – I har gjort det før.
Forfatterne, kunstnerne, filurmagere, komponister, sangskrivere og sangere med flere: Kom ud af starthullerne og vis jeres talenter – vi ved I kan.
Til slut tilbage i tiden – til 1974. da skrev nu afdøde forfatter Jesper Jensen den sang, som er brugt som overskrift til mine breve fra Horserød.
Den blev første gang spillet og sunget ved de arbejdsløses demonstration den 26. november 1974.
150.000 arbejdsløse og arbejdende var samlede foran Christiansborg i vrede mod Hartling-regerigens sorte politik.
Her er hele teksten, som også passer til krisens Danmark anno 2011.
Inde bag koncernernes facader
Sjakrer de med os og vores liv
Vi er blot arbejdskraft man mader
som et profitabelt tidsfordriv
Rejs jer og gå med
Vi kræver menneskeværd
Ikke flere ord
men handling nu og her
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
