Officielle organer og deres ansatte sammenvævet med grupper af provokatører, »fodbold-fans« og stærkt højreorienterede klæder sig i de uniformer, som passer til den aktuelle situation – for eksempel hætter.
Aleka Papariga, generalsekretær i Grækenlands Kommunistiske Parti
Det morderiske overfald på tusinder af demonstranter, der deltog i omringningen af parlamentet, som blev organiseret af [den faglige front] PAME på generalstrejkens anden dag, den 20. oktober, betragter vort parti som en planlagt aktion fra grupper, som opererer efter særlige ordrer.
Vi understreger regeringens ansvar i forbindelse med forsøgene på at intimidere , bagvaske og undertrykke arbejderbevægelsen og den folkelige bevægelse.
Det er vort partis klare opfattelse, at den herskende klasse og dets politiske system anvender metoder med provokatører og informanter for at intimidere befolkningen med den hensigt at så forvirring og desillusion i forhold til at deltage i folkets kamp. Dette foregår side om side med brug af statens undertrykkelsesapparat og pres fra arbejdsgiverne på deres ansatte med henblik på at stoppe de folkelige aktiviteter og fastholde nogle håndfulde udbytteres dominans på bekostning af folkets flertal.
Vores partis politiske vurderinger af forholdet mellem og sammenvævningen af officielle organer og deres ansatte med grupper af provokatører, medlemmer af klubber for »fodbold-fans«, stærkt højreorienterede elementer med flere – som alle klæder sig i de uniformer, som passer til den aktuelle situation (for eksempel hætter) deles af arbejderbevægelsen, den folkelige bevægelse og også flertallet af befolkningen.
Mange års erfaringer
Opfattelsen understøttes af mange års erfaring fra hjemlandet og fra andre lande, herunder også en betydelig mængde afslørende bevismateriale og dokumenter, som er blevet publiceret særligt de senere år – med brug af moderne teknologi i forbindelse med de intensive folkelige kampe imod den folkefjendtlige politiske linje.
Grækenlands Kommunistiske Partis dagblad »Rizospastis« har lige som andre publikationer fra tid til anden fremlagt beviser, som på helt indiskutabel måde bekræfter forbindelsen mellem det officielle undertrykkelsesapparat og provokatører, som får deres ordrer op til særlige mobiliseringer blandt arbejderne og i befolkningen som helhed.
En ganske betydelig mængde af sådanne beviser (fotografier, tekster på internettet etc.) er også blevet offentliggjort efter det morderiske angreb på de demonstranter, der deltog i strejke-marchen og omringningen af parlamentet den 20. oktober 2011. Disse ting er naturligvis kendt af regeringen og i retsvæsenet.
Vi skal tilføje, at vi gentagne gange officielt har fordømt at politifolk forklædt som demonstranter og med særlige ordrer infiltrerer demonstrationer og andre folkelige mobiliseringer. Vi har fremlagt relevante beviser.
Passive og skyldige myndigheder
Trods disse gentagne anklager og på trods af de mange moderne værktøjer, der er opsat af staten for at overvåge mennesker (for eksempel overvågningskameraer) så har hverken [den socialdemokratiske] PASOK-regering eller [den tidligere konservative] ND-regering eller statens institutioner og organer alle disse år foretaget sig noget som helst over for disse grupper. Dette faktum bekræfter vores faste overbevisning om, at det handler om planlagte aktiviteter imod mobiliseringen af befolkningen, og at officielle organer og grupper af provokatører er vævet sammen.
Regeringen og det juridiske system havde og har alle redskaber til at efterforske og afsløre – hvis de ønskede det – forbindelserne mellem disse grupper og deres aktiviteter.
Vores parti, som kun agerer politisk, er naturligvis ikke involveret i disse ting og bliver det aldrig. Grækenlands Kommunistiske Parti har bidraget til at sætte fokus på og oplyse befolkningen om disse aktiviteter. Det vil vi fortsætte med for at styrke årvågenheden og for at beskytte arbejderbevægelsen og de folkelige bevægelser mod de kræfter, som forsøger at manipulere og intimidere dem.
Denne udtalelse fra Grækenlands Kommunistiske Parti er afleveret til anklagemyndigheden i Athen. På grund af de græske kommunister anklager om, at politiprovokatører har spillet en rolle i forbindelse med overfaldet på demonstrationen sidste torsdag, hvor en fagforeningsmand omkom, har en minister i PASOK-regeringen nu lovet en undersøgelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278